Åbningen – der kører efter klicheen 'forvirrede voksne' – er munter nok. André Kaliff flytter rundt på lyskastere som han tænder og slukker uden helt at vide hvordan og hvorfor. Han kikker forundret på en ledning, følger den langs med gulvet og forskrækkes, når lyset pludseligt kommer på. Sture Ericson kommer ind med sin store barytonsax, men hver gang han har fundet en plads i spotlightet flytter André lampen. Og så fremdeles.
Kliché, som sagt, men det gøres med megen charme, og det (lidt for) unge publikum har det tydeligt og lydeligt sjovt.
Artisteri
Scenografien er bygget op af en mængde krydsfinérplader i forskellige størrelser. Til sammen danner de et 'landskab' med bl.a. to små toppe, man kan skjule sig bag. Det får de to ensklædte mime-artister i knickers og blå strømper meget ud af: Når den ene forsvinder, dukker den anden op; når den ene er på vej nedad som i en trappe, stiger den anden op af det samme hul og forsvinder bag næste 'top'.
Det er præcist og rytmisk udført – og det er musikalsk, for det klinger fint sammen med de mange lyde, som Ericson får ud af sin saxofon ovre i hjørnet og ikke mindst hans virtuose behandling af det sjældne instrument, som kaldes theremin.
Tågehorn i saxen er lig med søgang i dekorationen, hylende vibrato i thereminen fører til nervøs forvirring på brættet. Således kan musikken både kommentere og lede aktionen på scenen.
Ja, det er artistisk, velindstuderet, med flow og mange gode indfald og bevægelser. De er rimeligt dansante, de to aktører, de er ganske dygtige pantomimikere, ikke fuldt så dygtige klovne og tryllekunstnere, men til gengæld opfindsomme og dygtige jonglører med fin beherskelse af objektteater.
Det viser sig ikke mindst i det snedige arrangement af scenografiens totale sammenbrud, af en smukt koreograferet omgang med to lange stave, og hvordan de mestrer en stadigt vildere kamp om ligevægt med en glaskugle og diverse finérplader. Det er dygtigt, så det forslår.
For langt
Det gennemgående mønster synes at være, at de forskellige elementer – plader, stænger, kugler og mursten – til at begynde med overmander dem; de kæmper for at få kontrol og ender så med at beherske dem.
Beherske dem, så de kan lege med dem. Så de opdager 'sandheden om konsekvenserne': Hvis du gør sådan, så sker der det, og da må jeg gøre sådan; hvis den brik falder, så følger uundgåeligt, at de andre også gør det. Altså dominoeffekten!
Det er ret anskueligt.
MEN – de enkelte sceniske indslag føres for langt, de krydser kedelighedsgrænsen. Jeg mærker det meget tydeligt omkring mig. Det snakkes, mange vender ryggen til, påfaldende mange skal ud og tisse, pædagogerne kæmper en brav kamp med at tysse på de mange 6-årige.
OG – forestillingen har et stort problem. Spillelokalet i Børnekulturhus Ama’r hedder det skønne navn 'Mulighedernes rum'. Men her bliver det temmelig umuligt. Det meste af det, der foregår på scenen, sker nede på gulvet i samme højde som tilskuerpladserne. Jeg ville da også rejse mig op hvis jeg sad bagerst og var seks år. Og blive temmelig vranten hvis jeg hele tiden fik at vide af pædagogen, at jeg skulle sidde ned. Jamen, så ville jeg jo ikke se noget! Hvad skal man så i teatret for?
'Domino Effekten' er en bearbejdelse af en voksenforestilling, 'Quidproquo'. Som jeg ser det, skal Rapid Eye bearbejde lidt mere. Forkorte visse indslag for eksempel.
For det er masser at komme efter. Om ikke kunst, så artisteri på højt plan.
