Niels Erling kommenterer indlægget ’Pjeceforestillinger – en nuancering’:
Kære Henrik, Maria og Sofie,
Jeg har læst jeres kommentar med stor interesse og synes, I har gode pointer. Jeg vil nu alligevel ikke undlade at bemærke, at jeg er uenig med jer i et par af de nævnte betragtninger.
Til at starte med: Jeg har ikke set ’Fra Big Bang til Facebook’. Og derfor hverken kan eller vil jeg kommentere på indholdet. Det var heller ikke min mening, at vi skulle diskutere konkrete forestillinger, men når I nu selv bringer den op, kan vi da godt tage den som eksempel. Helt konkret har jeg kigget jeres hjemmeside igennem, hvor I skriver om forestillingen, og falder her over formuleringer, jeg finder interessante i denne sammenhæng.
Jeres beskrivelse af forestillingen lyder, at I ”vil vise, hvordan og hvorfor fysik/kemi-faget er vigtigt for os mennesker i dag”. I vil ”skabe en ny indgangsvinkel til fysik/kemi for både lærere og elever”. I har også en video liggende med publikumsreaktioner, hvor eleverne kalder forestillingen ”en fed måde at lære tingene på”, ”noget helt anderledes end en normal time” og en pige fortæller, at hun efter at have set jeres forestilling har fået styr på det periodiske system. Og helt ærligt – det er da megafedt! Der er jeg tilbage ved, at jeg bestemt tror, at ’pjeceteater’ (for nu at blive ved det ord, jeg er ked af, hvis det støder jer) kan være rigtigt godt udført. Det er jo tydeligt, at den forestilling, I har lavet, fungerer, som den skal – og giver rigtigt god mening at sætte ind som supplement til en almindelig fysiktime. Som en pige i jeres video formulerer det: ”Hvis det er almindelig undervisning, så snakker man bare eller ligger henover bordet og slapper af – man er mere fokuseret, når det ligesom er sådan et show”.
Jeg tror bare ikke jeg mener, at det er vores opgave. Det har jeg også redegjort for i mit første indlæg, så jeg vil undlade at gentage mig selv. Jeg vil bare tilføje, at kunsten kan gøre meget for almindelig læring – selvfølgelig kan den det – men dertil har vi jo for eksempel huskunstnerordningen. Vi taler her om penge, der er sat af til teater/kunst-oplevelser, og da det er de færreste elever, der vælter sig i sådanne oplevelser i deres skoletid, vil jeg mene at det er synd, at de oplevelser de får, har et decideret læringsfokus.
Jeg tror, at det for mig kan koges ned til en kunstopfattelse, der gennemsyrer alt, hvad jeg tænker omkring kunst; nemlig at kunst altid skal være en undersøgelse, en undren, en tvivl. En god og nær ven af mig har engang sagt, at ”kunst altid skal være et spørgsmål. Og hvis man har et svar, så skal man skrive et læserbrev”. Det hænger jeg fast ved. Når man på den ene side har denne kunstopfattelse og så overfor har scenekunst, der ”skal vise”, ”kan informere” eller ”skal oplyse”, så er det klart, at der opstår et sammenstød. Information, oplysning og undervisning har vi jo netop lærerne, bøgerne og – nå ja – pjecerne til.
Jeg synes, det er spændende, det her, og jeg er glad for, at vi debatterer kunstens rolle. Især fordi det for mig synes presserende netop nu i en tid, der er præget af teknokratiske værdier som effektivisering, optimering, fremdriftsreform, tests og det evige ”hvad er formålet?”. Nogen gange skal (scene)kunsten ikke nødvendigvis have et formål. Og slet ikke i en undervisningssammenhæng. Nogen gange skal en forestilling have lov at stå alene. Og hvis en underviser så er kvik, så skal denne underviser nok formå at trække pointer ud af den kunstneriske oplevelse, han eller hun har haft i selskab med sine elever, og bruge disse pointer i sin undervisning.
Når Niels Egelund (professor og direktør for Center for Strategisk Uddannelsesforskning) for nylig udtaler, at de musisk-kreative fag sagtens kan lægges ind i andre fag og nedlægges som selvstændige timer på skemaet, så synes det for mig uendeligt vigtigt at slå et slag for (scene)kunsten som netop ikke-didaktisk medspiller i folkeskolen.
Hvis vi skal tale om det helt overordnet,kan man sige, at Niels Egelund (og mange andre) taler sig ind i en diskurs, hvor systemet forsøger at systematisere kunsten og de kreative fag. I mine øjne er et af kunstens vigtigste formål, hvis man skal tale om sådan et, at udfordre systemer og vise andre veje, snarere end at underbygge dem. Det er vigtigt for mig at få sagt tydeligt, at dette ikke (kun) er en kritik af den branche, jeg selv er en del af. Det er lige så meget, hvis ikke mere, en kritik af det system, hvor pjeceforestillinger giver mening. Jeg mener, at kunsten kan noget andet end det, systemet dikterer. Jeg mener faktisk det ligger i kunstens DNA, at den kan udfordre systemer.
Derfor mener jeg, at ’pjeceforestillinger’ bliver et skridt i den uheldige retning.
Niels Erling er skuespiller og leder af Teater Bloom
