Der er knald på Pippi. I et snuptag løfter hun sin store hest op i strakt arm. Hun er den stærkeste i verden. Ikke kun fysisk. Hun er også inkarnationen af et ’jeg skal helt sikkert nok klare mig’-barn.
På Aalborg Teater er Malin R. Brolin-Tani en velvalgt Pippi. Med strittende orange fletninger, kulørte shorts og strømper i hver sin farve springer hun med en ukuelig energi og et optimistisk drive omkring på scenen. Som Pippi forstår hun at indtage det forladte hus, der som et forstørret dukkehus fylder næsten hele scenen.
Anbragt på drejescenen snurrer Villa Villekulla livligt rundt. Snart vender husfacaden inklusiv sodavandstræet ud mod os. Snart er det indersiden. Her tager Simon Stenspils badutspringende Hr. Nilsson-abe kegler, når den svinger sig rundt i huset eller daser i hængekøjen.
Og her morer børnene sig over Andreas Jebros trikotklædte opretgående prikkede hest. De reagerer træfsikkert hver gang Jerbo slår med nakken så manken svajer som en vifte hen over ryggen, når han spankulerende løfter de plateauhøje hove, og når han kommenterer alt og ingenting med højlydte vrinsk.
’Forældresamtaler’
Det er også herfra at vi følger Pippi springe til sengs på 1.etage. For først med sin kikkert rettet opad at betro sig til sin mor, der som en engel sidder på en sky (dette får vi heldigvis kun fortalt). Og bagefter med 'apparatet' teleskoppejlende nedad at slå en sludder af med sin far, der som skibskaptajn flyder rundt et sted på de syv verdenshave efter et skibsforlis (dette billede overlades også til fantasien).
Når Pippi taler til sine forældre, listes en sprække af alvor ind. Vi bliver mindet om, at Pippi er et barn, som savner sine forældre. Men en optimistisk lys stemning fylder mest. Her som i opsætningen i øvrigt. Forestillingen er en festligholdelse af friheden til at tage sig lov til at gøre, lige hvad man vil og på den måde man lyster. Gå i skole når man vil. Købe og spise hvad man vil og hvordan man vil. Trille med kartofler, sluge ketchup og kaste med frikadeller.
Nuvel vi hører da også, at Pippi betror sin mor, at det med bordskik vist ikke liiiige går så godt…
Humør og genkendelighed
Jakob Hannibal og Sidsel Siem Koch spiller afdæmpet, men også lidt kedeligt anonymt, Tommy og Annika, de to dydige nabobørn, som får sig en sund ulydighedsindsprøjtning ved bekendtskabet med Pippi.
Der er en smule flere krummer i Jørgen W. Larsens og Bodil Lassens versioner af deres forbløffede forældre. Og Bodil Lassen synes i sit es som Prusilusken – damen fra kommunen, som iført stram spadseredragt, royal hat, notesblok og vippende pen har sat sig for at få den uvorne og forældreløse Pippi på børnehjem.
Nogle sange tilsat lidt dansetrin bliver det også til. Sangene er strategisk drysset. Indledningsvist og tilslut kendingsmelodien ’Her kommer Pippi Langstrømpe…’ og derindimellem enkelte andre.
Til premieren blev der fra første strofe klappet med på hver en sang.
Der er højt humør og komisk skårne figurer over hele linjen i Aalborg Teaters ’Pippi Langstrømpe’. Og Daniel Rylander (der fx har eksperimenteret dygtigt på Momentum) har kræset for små detaljer. Pippis kodificerede gestik, når hun med svingende arm præsenterer sig som Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimisdatter Langstrømpe. Hendes muntre leg med mad. To klovnekluntede betjente der vikler sig ind i både musikblæsere og tagrygge. Etc.
Iscenesættelse uden variationer
Men der er også bølger af uro og manglende koncentration blandt publikum undervejs. Der er en udmærket ’ro’ og enkelhed i arrangementet, men samtidig er det paradoksalt også, som om forestillingen savner variationer i iscenesættelsen.
Der går lidt inerti i den gentagne snurren rundt med drejescenen. Også selvom fokus på Villa Villekulla brydes af en skolescene. Når en tavle og tre skolepulte flyttes ind. Af den maritime far, som kommer op af en lem i gulvet. Og af et lille podium med Annikas og Tommys hjemmebanespisebord som trilles ind.
Som noget centralt kunne der nok også være plukket mere afvekslende fra forlægget og dramatiseret mere fantasifokuseret. Det ville have givet instruktøren flere udfordringer. Sammenlignet med Astrid Lindgrens original er dramatiseringen noget bleg i forhold til at få formidlet eksempler på den skæve og påhovedvendte fantasi som giver Pippi sit livsoverskud.
