Det er sjældent, at det går den vej. At en børneforestilling opgraderer sit spillerhold med en ekstra medvirkende. Baggrunden for, at Fair Play har valgt at udvide staben i ”Vores forestilling om Sara” fra to til tre medvirkende, er nu heller ikke nogen solstrålehistorie. Teatrets forrige, stærkt anmelderroste produktion, ”Milkwood”, solgte ganske enkelt ikke, og så stod man dér med et spillerhold og en tom kalender i efteråret. Den kreative løsning blev en bearbejdet genopsætning af mobbehistorien om Sara fra 2001. Dengang kun med to spillere, der klarede alle rollerne.
Den nye version er en klar styrkelse af forestillingen, fordi den giver mulighed for, at én spiller koncentrerer sig om Saras altafgørende rolle og dermed giver publikum et fast forankrings- og identifikationspunkt. Samtidig er Bettina Grove Ankerdal med det følsomme ansigt og den lille, vævre skikkelse lige til at holde af. Uforståeligt at nogen vil mobbe hende!
Fortælling og dramatik
Men mobning er, hvad det handler om. I en enkel, firkantet scenografi med publikum på alle sider – nærmest som en slags cirkusmanege, hvor en sort, flytbar plint udgør hele det sceniske udstyr – fortælles historien om Sara. Med streg under fortælles. For Michael Ramløses tekst krydsklipper elegant fra det fortællende til det dramatiske, mens vi langsomt kanter os ind på Sara, hendes familie og skolekammerater. Som om både spillerne og vi betragter det hele udefra. Som om det bare er et eventyr. Betragter den morgen, hvor tiårige Sara pludselig er væk. I hver sit hjørne står spillerne og fortæller. Hvad personerne tænkte og følte, hvad de sagde og gjorde.
Og så spoles historien tilbage. Til dengang, hvor Saras bedste veninde Maria fik at vide, at hun alligevel ikke kunne komme med Sara til sommerhuset i Sverige. Da Sara begyndte i skolen igen efter sommerferien, var alt forandret. Med Maria som den værste. Sara lugtede, Saras tøj var grimt, ingen ville lege med Sara. Mobning og isolation, uforklarligt og ubønhørligt, som kun børn mestrer det. Hjemme forsøger forældrene velment, men forkert, at bagatellisere problemerne i skolen.
Det bliver det totale afbud til Saras fødselsdag, der gør udslaget. Ikke en eneste af kammeraterne har tænkt sig at dukke op – så stærkt er presset fra Maria. Alt sammen på grund af det med sommerferien. Og så stikker Sara af. Dér slutter vi.
Renskrabet scenisk udtryk
Ubesværet og sikkert snor Jesper Pedersen og Marita Dalsgaard sig ud og ind af de mange udenomsroller. Forældrene, læreren, klassekammeraterne. Hele tiden med en fin balance mellem det barnlige udtryk og den voksne fortællemåde.
Derfor kommer historien heller aldrig til at virke banal eller befamlende – den lette distance i Michael Ramløses fortættede fortælleform, Henrik Steen Larsens præcist aflyttede iscenesættelse med plads til både de talende pauser og de genkendende smil, og det renskrabede sceniske udtryk modvirker effektivt enhver ansats til unødig sentimentalisering, og sikrer samtidig, at vores fantasi selv skaber resten af billedet.
‘Vores forestilling om Sara’ er en fornem opvisning i mobningens modbydelige kunst, der ikke kan undgå at sætte nødvendige eftertanker i gang hos sit unge publikum.