Sten slår mod hinanden. Langsomt, rytmisk. I baggrunden fjeld og isblå himmel. Tre personer fortæller om pigen Unna – det betyder ’den lille’ – på en boplads i Grønland. Fortæller og spiller historien om den lille forældreløse pige, der endte med at blive bopladsens redningskvinde. Fordi hun vovede at drømme om at blive et mægtigt menneske, og fordi hun turde, da det gjaldt.
Det er Unnas udvikling og rejsen til havets mor, det gælder. Bopladsen sulter og så går det ud over de svage. Unna er en af de svage. Hun spiser nådsensbrød og tåles akkurat. Hun mobbes af både børn og voksne, og til sidst løber hun væk. Ud i isverdenen, hvor hun ser sin far i et åndesyn. Han fortæller hende, at hun skal blive åndemaner lige som ham, og at hun skal opsøge havets mor, der er vred, fordi menneskene ikke passer ordentligt på havet og dets dyr. Billedmæssigt udtrykt ved, at Havets Mors hår er blevet snavset og filtret til af menneskelig grådighed og uforstand.
Det bliver Unnas opgave at rede håret ud og gøre havmoderen smuk igen. Til gengæld sender hun masser af fisk, hvaler og sæler tilbage til de sultne grønlændere, så Unna kan vende hjem som bopladsens heltinde.
God lille historie med køn dobbeltmorale: Først og fremmest at vi skal passe på naturens herligheder, ellers bliver det værst for os selv, men selvfølgelig også at en lille uelsket pige godt kan blive til noget stort, blot hun har modet og hjertet på rette plads.
Heldigvis føles moralerne ikke tunge i Jesper B. Karlsens fine tekst, som Masken spillede allerede i 2001 og nu har taget op igen i ny version. Karlsen blander kraftudtryk ind i replikkerne, og det skaber benovet respekt på tilskuerpladserne, lige som vi hører, at børnene på bopladsen bogstaveligt talt både pisser og skider på Unna. Ikke sært at hun vil væk.
Manglende temposkift
Maj Johansen er Unna med masser af indlevelse og barnlig enkelhed i udtrykket – let at identificere sig med. Pernille Lyneborg giver spillemæssig skarphed til alle de onde i historien, foruden havets mor, der ender med at formildes, så Lyneborg omsider kan få lov at lyse op i et stort, varmt smil, mens Per Spangsberg lægger krop og blidt sind til alle de gode, men magtmæssigt svage figurer i Jesper La Cours enkle og overordnet set gode iscenesættelse.
Når vi alligevel falder lidt fra undervejs i forestillingen, skyldes det, at tempoet ikke skifter. Den suggererende, lidt tunge fortælle- og spillestil, som alle tre skuespillere opererer med, virker langt hen ad vejen, fordi det er et anderledes, spændende og dramatisk miljø, historien udspilles i.
Men kun at spille i en toneart – ja, et andet ord for det er som bekendt monotoni. Og sådan ender vi med at sidde og føle. At sidste del af forestillingen mangler energi og fremdrift. Hvilket er synd, både for teksten, der giver et spændende indkig i en verden, der ikke er overrendt i dansk børneteater eller andre former for visuel underholdning af de 5-10-årige, og for de tre gode skuespillere og den fine scenografi, med både klipper, stjerner, ishimmel og et gennemsigtigt englebjerg, som Unna skal igennem for at nå frem til Havets moder.
Men justerer man rytmen i stenenes dumpe musik en lille smule undervejs på rejsen, justerer og varierer, så er den der.
