Dukkerne i ’Paperlicious’ er af papir – heraf ’Paper’ i titlen. Som det specielle bliver de i vid udstrækning til undervejs, og de bliver større og større. Fra som den første at være cirka 40 centimeter til mod slutningen at være over tre meter høje.
Det er de to medvirkende dukkeførere, Evi Arnsbjerg Brygmann og Bianka Drozdik, som selv har udtænkt og iscenesat ’Paperlicious’. På sin vis er forestillingen ikke så vanskelig at forstå. Den er en kritik af et stresset hierarkisk maskinelt rutinepræget arbejdsliv.
Med de papirdukker, som kommer til syne og slår skår i arbejdsmonotonien, peger den på kvaliteten af fantasi og forandring. Det er næppe heller tilfældigt, at teatret hedder Teater Metamorfose, da metamorfose betyder forandring, forvandling, omdannelse og omformning.
Vi har med et teater at gøre, som ønsker at nyskabe både form og indhold.
Striks dispenser-chef
I en kontorkulisse med arbejdsborde i sammentrykket papir og adskillige urskiver på bagvæggen arbejder Evi Arnsbjerg Brygmann og Bianka Drozdik ved hver deres imaginære computer. De har alt for meget arbejde at se til. Det forstår vi på deres krumbøjede og pukkelryggede attituder, deres hurtigt tastende fingre, og deres søvnigheds-signalementer.
De har så travlt, at de konstant laver fejl. Ofte krøller de det papir, de har skrevet, sammen og kyler det bagud. Bagud til et bjerg af andet sammenkrøllet papir. Begge er underlagt en streng arbejdsgiver, forstås. En, som de er vant til at adlyde. En, som rømmer sig med høj og advarende stemme, hvis de for en stund ikke er travlt arbejdende. Fluks bremser de op og rækker hænderne i vejret i en 'jeg overgiver mig'-positur.
Arbejdsgiveren er personificeret af en vanddispenser, som står midt i rummet fyldt med sort blæklignende væske. En væske, som de to arbejdsheste er nødt til med jævne mellemrum at drikke for at holde tempoet. Hver gang de går hen og tanker op, udfører de en tilnærmelsesvis tilbederagtig gestik, som var dispenseren en gud.
Men så støder papirdukkerne til og laver ravage i de strikse rutiner.
Professionel dukkeføring
Der er en særlig styrke og en vis forunderlighed i papirdukkerne. I både de mindre og den kæmpestore. De ser på en måde ud af ingenting, som det sammenfoldede og kruslede papir, de er. Samtidig bliver de fyldt med menneskelignende egenliv, når Evi Arnsbjerg Brygmann og Bianka Drozdik fører dem.
Brygmann og Drozdik, som er uddannede ved Hochschule für Schauspielkunst ’Ernst Busch’ i Berlin, mestrer dukkeføringsdisciplinen, og man kan se og mærke, at de er fagligt uddannede i moderne dukkespil og har interesse og flair for forestillinger med bemærkelsesværdige karakterer.
Papirdukkerne forstyrrer de to arbejdskvinders enerverende og energidrænende arbejdsliv. Det er tydeligt, at dukkerne er fremmede overfor den verden, de dukker op i, og at de ønsker, at noget andet skal ske. De er ude på løjer. Men det er samtidigt lidt svært at finde ud af hvad. Og det er ikke helt let at gennemskue, hvad og hvordan deres relation til de to kontorarbejdere er og udvikler sig.
Èt synes dog klart. Det er ikke så ligetil at bryde vanen. Især i begyndelsen virker det næsten som om de to arbejdere forsøger at likvidere papirdukken. De forsøger at skubbe den fra sig, og de tager kvælertag på den. Men dukken genopstår bare. I større og større udgaver. Undervejs agerer dukkerne helt fuglelignende. De flyver fx op, mødes, sætter sig på arbejdernes hoved og danner én krop.
Med tiden forandrer arbejdskvinderne indstilling til dem. De begynder at smile til dukkerne. De tager sig af dem. Finder bosteder (reder) i kontorlandskabet til dem. Og de ruller store stykker papir ud, som dukkerne træder ud på og laver fodspor på.
Siden opstår igen noget, der er svært at begribe: En nu større dukke får sit ansigt dyppet i en sort væske for siden helt at få smasket ansigtet i gulvet, så det går helt i opløsning. Snart efter rives hele dukken i små stykker. Til sidst rejser den over tre meter høje dukke sig op i en flot dukkeføring, og det bliver den, som trækker stikket til dispenseren. Helt konkret. Den holder en ledning med et kæmpe stik for enden i hænderne. Slut med arbejdsjag.
Brygmann og Drozdik holder nu en mildt lysende elpærer i vejret. De drejer kontorlandskabsopbygningen 180 grader, og en masse små arbejdslandskaber, hvor der i loftet hænger bittesmå elpærer svarende til den store elpære, kommer til syne. Trin for trin bliver de små pærer tændt.
Musikken guider
Musikken og lyduniverset guider en del. Klangfarverne og sprogtonerne er med til at indikerer, om der er gang i en positiv eller negativ udvikling. Fx peger fuglekvidder flere gange i livsforbedrende retning.
Men det fritager ikke forestillingen for indholdsmæssigt at være en lidt vanskelig sag, den spændende visualitet og den dygtige dukkeføring til trods.
