'Jeg skal på date', erklærer manden på scenen. Det giver god mening, for 'Elsker, elsker ikke' bliver kaldt for en kærlighedsforestilling.
Det giver til gengæld overhovedet ikke mening i forhold til tilskuere helt ned til tre år. De bliver præsenteret for et fortælleteater, der ikke har noget på hjerte, og som intet har at fortælle hverken små eller store i forestillingens målgruppe.
Manden har skrevet til Lene fra børnehaveklassen. Den gang for en 30-40 år siden fandt hun på at kysse ham i nakken. Bvadr! hvor var det grænseoverskridende, syntes drengen dengang. Men manden har aldrig glemt det, og det har Lene til alt held heller ikke. Nu skal de to modne mennesker mødes igen, for kærlighed ruster aldrig.
Det kan små tilskuere så tænke over.
Manden lyser af spændt forventning, mens han nusser rundt og gør sig klar. Det er tydeligvis helt nødvendigt at trække i sit fineste nålestribede jakkesæt, når man vil gøre indtryk på en, man kan lide. Imens nynner og synger han 'Hvor skoven dog er frisk og grøn' med ledsagende klaver i en uendelighed.
Kender man ikke sangen i forvejen, er der en ret god chance for at alle har lært den, når forestillingen er forbi.
Støvlerne skal pudses, og skjorten stryges. Den er tæt på at blev svedet, men klarer heldigvis frisag. Det er straks værre med flipperne, der er på jagt efter en kæreste, men som i stedet bliver klippet i, og pludselig giver sig til at tale.
Overdrevent affekteret
Det viser sig nemlig, at de praktiske aktiviteter bruges som anledning til at klippe og klistre i H.C. Andersens eventyr – eller også er det omvendt. Uden at teksterne i øvrigt har nogen overordnet sammenhæng og tilsyneladende heller ingen manuskriptforfatter.
Eventyrene om flipperne og det knibske strømpebånd er herligt. Det er det meget kendte om toppen og bolden også. De to er kærester, indtil bolden ryger op i tagrenden og ned i rendestenen, så glansen går af hende.
Men koblingen mellem den H.C. Andersenske eventyrlighed og en moderne voksen mand, der skal på 'date' med Lene fra børnehaveklassen er langt fra indlysende og næppe begribelig for børn.
Det farverige, men gammeldags ordvalg i eventyrteksterne kan også i sig selv være svært at forstå for nutidens børn.
Men det bliver ikke nemmere af, at det uden varsel er tingene, der fortæller. Eller at de gør det i et skingert stemmeleje og med en overdrevent affekteret diktion. I stedet for at skabe en helhed, er det med til, at forestillingen opleves som et puslespil, hvor brikkerne ikke passer sammen.
Den enkle scenografi med et skuffemøbel i centrum er fin og sød. Som udgangspunkt er Heine Ankeldal også en kontaktskabende og medspillende fortæller, der har helt styr på det gamle trick med at plukke bladene af en blomst: Elsker, elsker ikke.
Men indholdet af forestillingen er urimeligt tyndt og ufærdigt og det bratte skift fra person til animation virker mere forvirrende end meningsfuldt.
På den baggrund er 'Elsker, elsker ikke' ikke en særlig oplagt teateroplevelse for mindre børn.
