Af: Randi K. Pedersen

11. september 2015

På date med H.C. Andersen

'Elsker, elsker ikke' opleves som et puslespil, hvor brikkerne ikke passer sammen.

'Jeg skal på date', erklærer manden på scenen. Det giver god mening, for  'Elsker, elsker ikke' bliver kaldt for en kærlighedsforestilling.

Det giver til gengæld overhovedet ikke mening i forhold til tilskuere helt ned til tre år. De bliver præsenteret for et fortælleteater, der ikke har noget på hjerte, og som intet har at fortælle hverken små eller store i forestillingens målgruppe.

Manden har skrevet til Lene fra børnehaveklassen. Den gang for en 30-40 år siden fandt hun på at kysse ham i nakken. Bvadr! hvor var det grænseoverskridende, syntes drengen dengang. Men manden har aldrig glemt det, og det har Lene til alt held heller ikke. Nu skal de to modne mennesker mødes igen, for kærlighed ruster aldrig.

Det kan små tilskuere så tænke over.

Manden lyser af spændt forventning, mens han nusser rundt og gør sig klar. Det er tydeligvis helt nødvendigt at trække i sit fineste nålestribede jakkesæt, når man vil gøre indtryk på en, man kan lide. Imens nynner og synger han 'Hvor skoven dog er frisk og grøn' med ledsagende klaver i en uendelighed.

Kender man ikke sangen i forvejen, er der en ret god chance for at alle har lært den, når forestillingen er forbi.

Støvlerne skal pudses, og skjorten stryges. Den er tæt på at blev svedet, men klarer heldigvis frisag. Det er straks værre med flipperne, der er på jagt efter en kæreste, men som i stedet bliver klippet i, og pludselig giver sig til at tale.

Overdrevent affekteret

Det viser sig nemlig, at de praktiske aktiviteter bruges som anledning til at klippe og klistre i H.C. Andersens eventyr – eller også er det omvendt. Uden at teksterne i øvrigt har nogen overordnet sammenhæng og tilsyneladende heller ingen manuskriptforfatter.

Eventyrene om flipperne og det knibske strømpebånd  er herligt. Det er det meget kendte om toppen og bolden også. De to er kærester, indtil bolden ryger op i tagrenden og ned i rendestenen, så glansen går af hende.

Men koblingen mellem den H.C. Andersenske eventyrlighed og en moderne voksen mand, der skal på 'date' med Lene fra børnehaveklassen er langt fra indlysende og næppe begribelig for børn.

Det farverige, men gammeldags ordvalg i eventyrteksterne kan også i sig selv være svært at forstå for nutidens børn.

Men det bliver ikke nemmere af, at det uden varsel er tingene, der fortæller. Eller at de gør det i et skingert stemmeleje og med en overdrevent affekteret diktion. I stedet for at skabe en helhed, er det med til, at forestillingen opleves som et puslespil, hvor brikkerne ikke passer sammen.

Den enkle scenografi med et skuffemøbel i centrum er fin og sød. Som udgangspunkt er Heine Ankeldal også en kontaktskabende og medspillende fortæller, der har helt styr på det gamle trick med at plukke bladene af en blomst: Elsker, elsker ikke.

Men indholdet af forestillingen er urimeligt tyndt og ufærdigt og det bratte skift fra person til animation virker mere forvirrende end meningsfuldt.

På den baggrund er 'Elsker, elsker ikke' ikke en særlig oplagt teateroplevelse for mindre børn. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.