Vuggestuebørn ved ikke, hvad en godsejer er. Og de ved slet ikke, hvad en HITTEgodsejer er. Men på Riddersalen stirrer de fascineret på Ole Håndsbæk Christensens mærkelige mand med store briller, fin vest og mærkelig hat med vinger på. Det er da okay med dem, hvis han vil hedde noget så besværligt som en hittegodsejer…
’Ret tit Borte tit’ er i det hele taget en meget finurlig forestilling. En nænsom og både bekymret og lettet forestilling om alle de ting i hverdagen, som kan blive væk. En sut, et par briller, en bamse. Alt kan jo forsvinde, så tårerne springer. Men fordi denne hittegodsejer netop er fantastisk til at finde forsvundne ting, så ender alting hos dem, der har tabt dem.
’Fundet!’ siger manden med en kåd stemme, hver gang det lykkes. Og som tilskuer kommer man uvilkårligt til at kopiere tonefaldet, når vanterne bagefter er blevet væk: ’Fundet!’
Duppeditland
Forestillingens tekst er af Signe Birkbøll, der med vanlig rimetrang har leget med ord og med endelser, så ungerne også bliver udfordret på deres sprogsans.
Mærkelige ord? Fundet! Skægge rim? Fundet! Konsonantnydelse? Fundet!
Hun har også skrevet nogle sange til forestillingen, men de virker til gengæld noget tvungne. Det er rigeligt for ungerne at genkende de mange gentagelser og i øvrigt at overskue alle de mange ting og duppeditter i Laurids Bøcher Poulsens sjove scenografi, der ligner et pulterrum, der har fået et sværdslag på tværs.
Dermed er denne scenografi overraskende nok i familie med Rikke Juellunds scenografi til Anders Matthesens standup-show ’Anders’ for børnenes forældre…
Den scenografiske minimalisme er tilsyneladende ved at blive udkonkurreret af detaljens kraft.
Undrende sjæle
Forestillingen er ikke revolutionerende hverken i sin historie eller sin teaterform. Men den har den særlige varme, som altid kendetegner Jytte Abildstrøms Teater: Den skaber en ro, som sætter sig i både børnene og de voksne tilskuere – og den strør om sig med forenklingskraft, så livet bliver smukt og overskueligt. Den er teater, når det er kærligst.
For Håndsbæk Christensen er virkelig en meget særlig performer. Hans bedstemoragtige blidhed og maskuline overkrop udstråler en lige så uforudsigelig nysgerrighed og forundring over verden, som børnene selv kommer ind i Riddersalen med.
Det er i hvert fald med største selvfølge, at hans hittegodsejer kan sende en glemt æske tændstikker tilbage til ejeren med et specialtog – et elektrisk tog på en snedækket miniaturetogbane, naturligvis…
Uskylden sejrer
Målgruppen er de 2-5-årige. De små er selvfølgelig betuttede, men de store børn er ret kry. Så da Hittegodsejeren selv har mistet sin uundværlige ’trold-med-blyanten-i-enden’ og fortvivlet spørger ud mod børnene, hvad han skal gøre, så svarer en jordnær dreng helt cool: ’Køb en ny!’.
Egentlig illustrerer svaret fint, hvordan børnehavebarnets realisme overtager vuggestuebarnets drømmeunivers – og hvordan teaterforestillingen skal kunne appellere til børnene inden for en meget stor spændvidde.
Samtidig viser det, at Ole Håndsbæk Christensen får skabt en umiddelbar tillid til børnene, siden de tør tale til ham så spontant. Der er noget Jesper Klein og rigsarkivar Bertramsen fra Pyrus over Håndsbæk Christensens kittelklædte Hittegodsejer. Noget af den samme enfoldighed og venlighed – og samme uskyld.
Tusindkronerspørgsmålet
Efter den forestilling, jeg oplevede, vrimlede børnene rundt om Håndsbæk Christensens nørdede helt. En dreng tog tilløb og blev simpelthen NØDT til at spørge det svære spørgsmål: ’Var det bare noget, du leger?’
De voksne stoppede op og ventede spændt. For hvordan svarer en skuespiller på spørgsmålet om fiktionens kraft?
Håndbæk Christensen veg ikke fra sin hittegodsejer med en tændstikbredde.
»Nej,« sagde han med dyb stemme. «For bamsen var jo væk.«
Drengen nikkede lettet. Nogle gange er fiktionen bare nødt til at være virkelighed. Lykken var lige ved at blive væk. Fundet!
