'Jeg keeeder mig', erklærer drengen. 'Så find på noget', siger pigen, og det har Teatret Fair Play i den grad gjort med forestillingen 'Et ord er et ord'.
Historien om ord, og hvad de betyder for os og kan bruges til, er ikke ny. Men den er stadig bragende god og velfortalt, og i sig selv et bevis på, hvor vidt og bredt man kan nå et publikum, når ord formes som stærke, velfungerende replikker.
I en fremragende genopsætning er forestillingen også stærkt visuelt underholdende. Kasser i forskellige former og med flotte farver og mønstre stabler sig op alle vegne. Nogle er kæmpestore og andre bittesmå og skrøbelige, og de er alle sammen proppet med ord pænt og ordentligt i hver deres kategori. Ikke noget med at blande søde og sjove og grimme ord i en pærevælling, for det vil kunderne ikke bryde sig om. Det er vigtigt, for ordene er til salg.
Det er udgangspunktet for en leg, der ikke kun er sjov, men som gennem ordene får berørt en masse væsentlige emner uden overhovedet at nævne dem. Økonomisk ulighed for eksempel, fordi nogle ord er så dyre, at ikke alle kan købe dem. Til gengæld har ingen råd til at købe det dyreste ord, der kun kan foræres væk. Mens andre ord bare er kedelige og ikke til at sælge.
Det giver variation i handlingsgangen og skuespillerne udfoldelsesmuligheder, at de to børn skiftes til at bestyre ordbutikken. Men det er skuespillernes fortjeneste, at 'Et ord er et ord”' foldes ud med et sprudlende musikalsk flow, der veksler mellem det blide og det barske, selv om der slet ikke er musik i forestillingen. Lige bortset fra den rytme, der ligger i de rim, som de to børn også forsøger sig med, og som er sjovest, når de ikke lykkes.
Inspirationen er åbenlys
Henriette Rosenbeck og Henrik Steen Larsen er ingen årsunger. Men deres spilleglæde og eminente nærvær og evne til at fremstille børns følelser og indbyrdes relationer er overbevisende ægte. Kombinationen af erfaring, overblik, en klar og let forståelig diktion og et vitalt kropssprog er guld værd for forestillingen. Det giver substans i de små dramaer undervejs, når der opstår konflikter, og drengen bliver kuet og såret og muggen.
For selvfølgelig er det ikke ukompliceret at være gode legekammerater, hvis den ene – pigen – er noget mere fremme i skoene, når det handler om at styre og bestemme. Som kunde vil hun købe et ord med A og ender med 'abrakadabra'. Det får fatale følger, for hun bliver tryllet om til en prinsesse med strutskørt og krone. Men nej tak! Det er ikke noget for en frisk moderne pige. Hun vil hellere købe ordet 'ven' og give til sin søde legekammerat, så ikke et øje er tørt.
Komikken gror ud af de pragtfulde kasser, når kunderne spørger efter svære ord, eller 'flodhest' havner i en forkert kasse til en fin dame. Når der er restudsalg, kan man købe halve ord. Man kan også finde et billigt ord under 'Ugens tilbud', men man kan ikke gemme en drøm i en kasse. Den må man dele stille, kønt og poetisk ved at lade den gå fra hånd til hånd.
Man får et skønt chok, når det vælter ud med larmende aggressive ord fra vredekassen med de sorte drager, så snart låget lettes lidt. Den kan ingen af børnene lide, og den bliver hurtigt skubbet til side. Til gengæld er det klart kassen med frække ord, der vækker størst jubel hos publikum. Men der er nok af vidunderlige, sjove, svære og spændende ord at tage af, og inspirationen er åbenlys. Hvis jeg var et barn, ville jeg styrte hjem og lege ordbutik.
