’Mennesket er godt!’ Således lyder det, højt, tydeligt og trodsigt, i åbningen af Teater Møllens fortællerudgave af (en del af) Hans Alfredssons roman, ’En ond mand’, bedre kendt som filmen ’Den enfoldige morder’ – den svenske klassiker fra 1982.
Mennesket er godt. Ikke? Det er det da? Lidt godt i et hvert fald. Som regel. Men altså….der findes nogen ind i mellem som simpelthen er ’ikke gode’, slet ikke gode, men onde. Nogen er til og med rigtigt, rigtigt, rigtigt onde. Så onde at ’ondskaben løber som saltsyre’ over land og folk.
For eksempel fabrikant, direktør og godsejer Johan Höglund. Som tyranniserer alt og alle: Familie, tyende, arbejdere, forpagtere, – alle! Som tager for sig af mad og drikke, penge og kvinder, og som nyder sin magt hæmningsløst, skånselsløst og samvittighedsløst. Dette dumme svin, denne lede satan, hvad gør man med ham?
Man slår ham ihjel, gør man!
Og det får vi at vide helt i starten af forestillingen og tak for det! For så slipper vi for det evindelige crime-and-suspense-oplæg, der ellers ligger lige for. Men åbningens påståelige ‘Mennesket er godt!’ kommer ikke mere til diskussion, så hvad der retfærdiggør hvad? – tjah, det står hen i det uvisse.
Derfor kommer fortællingen til at bestå af en lang række fortællinger om fornedrelse, ydmygelse, forhånelse og spot, om herskerens magt over de svage, – et slags katalog over ugerninger der uvægerligt skal lede hen til slutningen. Uden at forestillingen problematiserer det etiske hovedspørgsmål, hvilket denne anmelder synes er – ja, problematisk. Og dette skriver jeg netop fordi åbningens hovedtese bliver slået så eftertrykkeligt fast.
Men fortællingen er på ingen måde kun et ondskabens katalog! For Teater Møllens forestilling er fyldt med nuancer. Her er både humor og stor empati med de enkelte figurer, – alt handler dog ikke om den forfærdelige skurk. For dette er Idiotens historie, og Idioten er slet ikke bare idiot. Hans enfold rummer store portioner poesi, og hans ømhed for andre, hans retfærdighedsfølelse, hans tårer, drømme, latter og stolthed, bliver som en 100 watts pandelygte på den mørke sti.
Bibelen, sværdet, pistolen og herremandens stok
Teater Møllens forestillinger er (bl.a.) kendetegnet ved sin dejlige scenografiske enkelhed. Denne gang har Gitte Kath næppe brugt mere end tre kroner og 19 øre til det skrabede rum, vi ser. Men de enkelte rekvisitter er valgt med omtanke og brugt med omhu.
Når idiotens kæreste, Anna, i form af to krykker bæres forsigtigt over scenen og lægges varsomt og ømt i staldens hø – ja, så behøver vi ikke mere, vi ser det hele. Og når pistolen lægges ovenpå bibelen går der et gys gennem os. Ligeså med tyrannens stok og den ene elfenbenshvide handske – magtens essens samlet i én gestus. At de to enkle lysbilleder så fungerer dårligt, er vel kun at forvente, når det er Idioten, der skal passe fokus.
Hvem er hvem?
Eller hvem er det egentlig, der passer fokus eller er selve fortælleren i denne historie? Det er ikke sådan til at regne ud. Godsejerens søn, Alvar, er den, der sætter beretningen i gang. Men som søn af den forskrækkelige psykopat er det ikke underligt, at han er svært miljøskadet. Hakkende og stammende, med den halve skjorte udenpå bukserne og en corny hat på hovedet, fremstår han selv som noget af en landsbytosse.
Klaus Andersen er en dygtig skuespiller, det så vi til overmål senest i ’Den indbildt syge’. Her gør han sit bedste for at skelne mellem de to karakterer, han skal fremstille – Alvar og idioten Sven. Hvad tale og stemme angår, lykkes det langt hen ad vejen, – han har fundet en sympatisk, rar og sjov figur og udtryksmåde som Sven, én vi umiddelbart er på bølgelængde med.
Men fysisk og gestisk ligger de to figurer for tæt op ad hinanden. Idiotens kluntethed og fysiske uro går over i godsejersønnens gestiske iver efter at fortælle så han også bliver fysisk urolig. Det resulterer i en masse brug af arme og hænder og ’saven i luften’ og en ustandselig vandring rundt på den lille scene i små, intetsigende arrangementer. Helhedsindtrykket bliver således noget mast og lidt påtrængende. Og det er synd, for både historien, teksten og skuespilleren er bedre end som så!
Vredens dag
Når Idioten går mod den blodige slutning, toner der (som i filmen) et mægtigt ’Dies ira dies illae’ fra oven, og han ledsages af de hævnende engle, han har fundet i Alvars billedbibel, og som har fulgt ham længe – siddende på hans traktor, gående ved hans side, vågende over hans kæreste Anna.
Spørgsmålet er dog stadig, om fortællingen har bragt os frem til – ikke kun at forstå, men også acceptere, at man kan slå ihjel. Og tilgive! For den sidste, ultimative, slutning (som ikke skal røbes her) skal også bevæge os. Jeg kan kun sige, at den bevægede mig!
Til sidst dette: Ved sin side har Klaus Andersen musiker og komponist Lars Rødbroe. Det er en ren fornøjelse at mærke samspillet mellem de to, både det rene sam-spil og den medlevende musikledsagelse på de mange instrumenter.
