Af: Henrik Lyding

5. december 2012

Omridset af jul

En god historie bliver knap så godt fortalt. Der er for mange løse ender.

Hun er helt forpustet: ’Har I set min stjerne?’ spørger hun, mens vi sidder og venter på at komme ind i teaterrummet.

Nej, det har vi desværre ikke. Og hun finder den da også selv i en skuffe, da vi har bænket os foran det skuffedarium af træ, der udgør forestillingens scenografi.
 

Hun skal bruge stjernen til den historie, hun siger, at hun så gerne vil fortælle os. Men inden vi kommer så langt, skal en lille drillenisse præsenteres. Og hvor er den nu henne? Hun skal også fortælle os, hvordan man fortæller historier. Med ord på små lapper papir. Først opstår de oppe i hovedet, så løber de ned i armen, ud i blyanten og ned på papiret.

Ord bliver skrevet op – ’der var engang’ – og klistret op på skuffedarievæggen. Og pludselig er halvdelen af forestillingen gået – et kvarter af de blot 30 minutter, den varer.

Stadig ingen historie, og den var ellers så vigtig at fortælle. Sagde hun jo.
 

Men omsider går den i gang, historien. Uden større falbelader, uden at bruge drillenissen til noget – og den driller i øvrigt slet ikke, men er bare en genert lille dukke. Og uden at de ord, der var så vigtige at få skrevet ned på små sedler, for alvor træder i karakter.

Det er Juleevangeliet, hun fortæller. Det fra Lukas med stalden, dyrene, hyrder og stjernen over det hele.

Men ordene har forvandlet sig til små legetøjsfigurer, der ukommenteret dukker frem af en kasse. Et efter et – heste, en ko, en gris, en kat og så videre. Med ledsagende dyrelyde, men ingen sammenhæng med fortællekunsten eller de ord, der efter hendes eget udsagn skaber en historie.

Heldigvis kommer stjernen fra før lidt i spil, mens en indskudt scene med nissen, der pludselig skal have sin julegrød, virker dels forstyrrende, dels ude af trit med Juleevangeliets persongalleri. Havde det så endda været nissen, hun fortalte til, sammen med os, men den sidder bare livløs på sin lille hylde det meste af tiden. 
 

Logikken mangler

Som voksen tilskuer får man en fornemmelse af mange tilløb og anslag til scener, der ikke rigtig vil samle sig. Heller ikke Juleevangeliet, som ellers nok kunne være en hel forestilling værd, bliver ført igennem. En mand og en kvinde præsenteres – og pludselig et barn. Et lillebitte dukkebarn dukker frem fra kassen. Men ikke et ord om, at kvinden var gravid, ikke en forklaring på, hvorfor de er i stalden eller hvorfor det tilsyneladende er i orden, at manden malker en anden mands køer i en fremmed stald.

Inspirationen er angiveligt Astrid Lindgrens billedbog ’Jul i stalden’ fra 1961, men forestillingen mangler Lindgrens blidhed og rolige opbygning.

Ja, jeg er havnet i det pernittengrynede logikland, men det må man også kunne forlange af en juleforestilling, der angiveligt har så god en historie at ville fortælle. At den også bliver fortalt godt. 
 

Vi ender med en gave til det lille barn, som jo har fødselsdag juleaften – men også med frembringelsen af nogle julehjerter, samt en pebernød og et postkort til os, der ser på. Men hvad julehjerter og pebernødder laver på en fødselsdag – det får vi intet svar på. Det er, som om forestillingen på samme tid vil fortælle os en ny historie og alligevel tager for givet, at vi kender og forstår det hele i forvejen. Hvilket man næppe gør, når man blot er to-tre år.
 

Så samlet set er det en forestilling, der lukker op for en masse enkeltelementer, men ikke får dem samlet til en helhed. Resultatet virker tilsvarende lettere adspredt. Ærgerligt, for Anne Kurtzweil har ellers fin kontakt til børnene undervejs.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tinka i Tivoli
Lion Musicals:
'Tinkas Juleeventyr'
’Tinkas Juleeventyr ’som familie-musical i julemagiske Tivoli leverer varen uden at rokke ved hverken det oprindelige tv-forlæg, forventningerne til genren eller den gode gamle jul.
Et klangfyldt og elskeligt epos
Aalborg Teater:
'Det Magiske Tivoliteater'
Aalborg Teater har med ’Det Magiske Tivoliteater’ begået en sjældent hjertevarm julefamilieforestilling om om empati og glæden ved samværet med andre.
En ærgerlig nitte
Odense Teater:
'Narnia'
’Narnia’ på Odense Teater er dårlig på næsten samtlige parametre – hvor alene en storslået og detaljerig visualitet lever op til et forventeligt kunstnerisk niveau fra en landsdelsscene.
Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Tinka i Tivoli
Lion Musicals:
'Tinkas Juleeventyr'
’Tinkas Juleeventyr ’som familie-musical i julemagiske Tivoli leverer varen uden at rokke ved hverken det oprindelige tv-forlæg, forventningerne til genren eller den gode gamle jul.
Et klangfyldt og elskeligt epos
Aalborg Teater:
'Det Magiske Tivoliteater'
Aalborg Teater har med ’Det Magiske Tivoliteater’ begået en sjældent hjertevarm julefamilieforestilling om om empati og glæden ved samværet med andre.
En ærgerlig nitte
Odense Teater:
'Narnia'
’Narnia’ på Odense Teater er dårlig på næsten samtlige parametre – hvor alene en storslået og detaljerig visualitet lever op til et forventeligt kunstnerisk niveau fra en landsdelsscene.
Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.