‘WowHowHuman’ kunne lige så godt have heddet ‘OhHowNoisy’. For resultatet af Filurens samarbejde med den amerikanske trup Under The Table er blevet en meget og alt for larmende mime, som spænder ben for sig selv.
En tom sort scene med gangbro foroven, skrå scenevejbaneslisker, metalmaster at kravle op i eller sno sig rundt om, en cirkusmanegeassocierende tæppeforhængsåbning og to sideudgange giver de fem medvirkende rig mulighed for at speede op, komme til syne og forsvinde væk igen. Og det gør spillerne med turbofyldt action og decibel-høje opråb, udbrud og lyd, som arbejdede de på akkord.
De mange lyde og råb skaber opmærksomhed, og i flere situationer er de et godt billede på de mange afarter af medmenneskelig opførsel, som kan udspille sig i virkeligheden, når individer kæmper for at få fokus og plads og anerkendelse. Men udover at ørerne trættes, afskærer de to teatre publikum for at få alle dimensioner med. Det konstante høje gear gør samværet mellem de medvirkende figurer, som kan være fem børn, unge eller voksne, unødvendigt afstumpet ved i spilsituationerne at undlade at vise de mere tyste følelsesmæssige reaktioner, som også altid er.
Boldspil og kattekram
De lydløse øjeblikke er der godt nok indledningsvis, når spillerne åbner forestillingen med et lille fingerspil som udvikler sig humoristisk til en leg med hænder, hoveder, arme og ben og på den vis sætter et boldspil alias fem menneskers møde med hinanden i gang. Stilhedens udtryk er til stede i splitsekunder undervejs når vi kortvarigt, fx med kattekram, ser tavse udtryk for følelsesmæssige reaktioner. Og især mod slutningen når alvoren og genforeningen af de splittede venner skal ske.
Paradoksalt nok ser vi tydeligt forestillingens intention bag muren af lyde. I et fremimproviseret forløb, hvor spillerne har valgt at udtrykke sig gennem forskellige boldspil og lege, vil ‘WowHowHuman’ fortælle, at det er menneskeligt at udforske, udfordre og lege. At vi kappes, toppes, bliver uvenner og holder nogen udenfor. At den eller de ramte bliver kede af det, fornærmede eller jaloux. At reaktionen kan være at slå fra sig. At man kan have behov for at trække sig tilbage. At alle søger varme og trøst. Og at det allermest menneskelige er lysten til og behovet for at være sammen med andre mennesker på en måde alle synes er rar.
Intentionen overviskes
Filuren, som har en lang tradition for at sætte bearbejdede klassikere og kulturarvstof i scene, har med det mimiske, Commedia dell’Arte kropslige og klovneartistiske udtryk fint og modigt valgt at afprøve en mere ren fysisk udtryksform.
Derfor er det dobbeltærgerligt at intentionen scenisk overviskes af udtryk, hvor det kropsudtrykkene fortæller har en anden valør ved tit at køre i ring eller modsige forestillingens intention. Forestillingens WowHowHuman-budskab kommer til at fremstå som en postuleret skitse rundt om en masse små tegneserieagtige brutalitetsfyldte lege- og sportskampscener. Scener, der ikke er blevet taget nok stilling til og ikke ryddet nok ud i.
Også ærgerligt fordi spillernes talenter ikke bruges til noget bedre. Tine Høsts vidunderlige latter, Sarah Petersiels plirrende øjne, Josh Matthews og Matt Chapmans vævre kropssprog og Mikkel Stubbe Teglbjærgs sans for såvel alvor som roligt nærvær. Og fordi Filurens stationære spillerum, som bruges flittigt fra alle vinkler og sider, har så mange muligheder for at skabe overraskelser og magi.
