Carsten Jensen

18. september 2023

Og snakken gik…

Horsens Teaterfestival sørgede med sit tema-spækkede fokus på publikumsinddragelse og medskabelse for at sætte fut i diskussionen omkring udviklingen af de interaktive formater, der fylder stadigt mere i børne- og ungdomsteatret. Sjældent har man hørt så mange teaterfolk, formidlere og andet publikum tale så meget med hinanden om samme sag. Selv Horsens Børneteaterpris måtte stå for skud mellem traditionelt teater og grænsesprængende nyskabelser.

Det er oftest både fagligt berigende og socialt meget hyggeligt at være på Horsens Teaterfestival, der med sit kuraterede program holder et højt kvalitativt niveau og sit logistiske set-up med velkendte spillelokaler i gåafstand og mange frivillige til at servicere gør det nemt og behageligt at være publikum.

Men noget var alligevel anderledes ved dette års afvikling af festivalen 15.-17. september: Der var lidt foruroligende (!) flere NYE spillesteder, der skulle opspores, bl.a. Frelsens Hær, Social- og Sundhedsskolen og VIA University College – et storladent byggeri overfor banegården. OG der var et tematisk program overdådigt spækket med interaktive, publikumsinddragende og medskabende forestillinger, der udfordrede de forsigtige og begejstrede de eventyrlystne.

Unge i spil

Der var skam også mere traditionel scenekunst at spore i årets program, men det var interaktive teaterinstallationer; publikumsdirigeret impro-teater; tilskuerbestemmende performerkonkurrence; workshopsagtige events med deltagerskabende aktiviteter, pop-up vandreforestillinger med slimdyr m.v., der fyldte de mange uformelle snakke på festivalen i et ganske overraskende omfang.

For selvom Horsens Teaterfestival absolut også er en velbesøgt snakkeklub, hvor der udveksles faglige nyheder, holdninger og sladder i rigt mål, var der altså her et specifikt teaterfagligt emne, der styrede diskussionerne.

Holdningerne til de nye formater var delt: Arrangører der var begejstrede og andre der ikke kunne se disse forestillinger blive købt og spillet hos dem; teaterfolk for og imod tendenserne, for er scenekunstens rammer snart udvidet så meget, at det sprænger teatrets sjæl – eller er de nye formater en længe ventet øjenåbner og progressiv udvikling af kunsten og til glæde for et nyt publikum?!

Her tænkes selvfølgelig ikke mindst på de unge. Som i øvrigt også på dette års festival havde deres eget kunstneriske epicenter i det gamle statsfængsel, hvor der blev afviklet en række programsatte ungdomsforestillinger – men også forestillinger skabt af med og for unge fra de professionelle teatres talentskoler m.v. Hvor scenekunstens muligheder også blev udfordret…

De unge kom også i centrum i festivalens officielle åbningsforestilling, idet belgiske Koen de Preters ’FOLLOWFOLLOW’ – et koreografisk værk skabt til en gruppe unge på 13-19 år – også var i stand til at dele vandene: Fra ubetinget begejstring og støjende applaus fra langt de fleste i det fyldte Horsens Ny Teater til en vis modvilje mod at se unge amatører erobre hovedscenen på en festival for professionel scenekunst.

Tematisk prisdeling

Men da programchef Adelaide Bentzons formål var at sætte skub i diskussionen omkring nye formater i børne- og ungdomsteatret, kunne hun i hvert fald konstatere, at årets tema var en ubetinget succes. ’Temaet er en tråd – en del af den samtale, som jeg synes en festival er indbegrebet af’, som det bl.a. lød i Teateravisens laaange forskræpsartikel med årets tema som fyldigt omdrejningspunkt.

Festivalens faglige forum var selvfølgelig også forbeholdt årets tema og fokuserede på de elementer, der involverer børn og unge: kunstneriske overvejelser, værkforståelse, direkte medvirken, praktiske udfordringer m.v.

Og minsandten om det ikke også lykkedes at snige temaet ind i den traditionelle uddeling af Horsens Børneteaterpris, hvor man i år delte den prestigiøse pris til to modtagere fra hvert sit spektrum: Hans Nørregaard med rod i det traditionelle børneteater og Live Art Danmark med ophold i det totalt-interaktive eksperimentarium (se prisnote), selvom netop deres forestilling, ‘Beastie’, hvor publikum skulle have kreeret et monster og taget det med på gåtur i byen, måtte aflyses pga. sygdom.

Hans Nørregaard har rundet 45 års jubilæum i dansk børneteater og arbejder fortsat som iscenesætter og scenograf, og hvor helt nye og håbefulde teatre i Nørregaard har fundet en dygtig, flittig og omsorgsfuld mentor, der både kan bringe deres forestillinger frem i lyset og supplere med fortællinger om dansk børneteaters historie – og hvordan man som nyt teater kan begå sig på festivaler og et turbulent salgsmarked m.v.

Mens Live Art Danmark, der i øvrigt også fik SpringPrisen på ZeBU’s SpringFestival i 2021 for deres nyskabende forstillinger, er kendt for at sprænge alle rammer for, hvad man tror at børn kan kapere; som at lime deres fingre sammen, lade dem sprænge ting i luften m.v. – og hvis særlige aktivistiske stil udfordrer begrebet teaterkunst.

Den anden pris, uddelt på Horsens Teaterfestival i et samarbejde mellem festivalen, Dramatiker Væksthus og Danske Dramatikere, var ikke involveret i de tematiske diskussioner.  Men Danske Dramatikeres Manuskriptpris for børn og unge, der gik til Alexander Mayah Larsen for teksten til forestillingen ’Som brødre’, kan dog også opfattes som en nyskabelse idet dens fokus er en publikumsgruppe, der ikke skrives så meget til – et ungt publikum med indvandrer-baggrund.

Og som det lød fra pristaler Jesper B. Karlsen, så er teksten ’modig, sprudlende og troværdig. Den taler direkte i et klart sprog og i sync med målgruppen, som ikke altid er så teatervant og fortæller en væsentlig historie om vores tid og samfund’.

Lidt fra gaden

Deres udsendte deltog med fornøjelse i de mange diskussioner på festivalen, mens der rent valgmæssigt var mest fokus på forestillinger, hvor teaterkunsten fyldte mere end tilskuernes deltagelse.

Men enkelte af de famøse nye formater blev dog også gæstet – omend lidt på distancen:

For man kunne jo bl.a. stå på lur ved Den Nysgerrige Have (Madam Bachs teaterinstallation i Kuben) og på afstand følge slimsporet fra havets dyb på pop-up-forestillingen på Søndergade (Teatret Nøgensnegl).

Gadeteatrets udendørs glæder gjorde det dog også muligt forholde sig stilfærdigt til de fysiske anstrengelser hos Beagles ’The Steam Team’ og Dansk Rakkerpaks formidable ’Jane Blond’, der samlede fulde stentrapper på Teatertorvet, mens Brændende Kærligheds Jens Kløft måtte bruge mere energi på dog succesrigt at samle publikum til ’Birdy’ på gågaden.

Det er altid forunderligt at observere reaktionerne på gadeteater, hvor mange forbipasserendes tydelige skepsis alligevel overvindes af nysgerrigheden og afstedkommer kortere eller længere ophold ved løjerne, hvor kontakt og tilskuermedvirken jo i øvrigt er en gammel form for interaktiv publikumsinddragelse…

I de kommende uger vil anmeldelser af festivalens forestillinger – heraf mange af de særligt tematisk-udvalgte – blive bragt her på portalen. De fleste fra programmet er dog allerede at finde i Teateravisens anmeldelseslager.

Der er masser af snak og teater og givet også nye formater igen næste år, når Horsens Teaterfestival afvikles 20.-22. september 2024.

Seneste artikler

Seneste artikler

På vandring i juleteaterland

På vandring i juleteaterland

Så nærmer juleteatersæsonen sig med dens virvar af klassiker-genbrug fra både teater- og litteraturfront, dramatiserede julekalendere, nissefyldte genopsætninger ad libitum, nye julemusicals m.v. Der spilles på små og store scener og for alle aldre. Teateravisen forsøger sig atter med en guide over det scenekunstneriske juleknas.
Læs mere
Festivalen & fremtiden

Festivalen & fremtiden

Den gode nyhed er, at der efter lang tids usikkerhed nu er landet en aftale om en KLAP-teaterfestival i 2025 – dog i reduceret udgave. Den problematiske baggrund er, at det er blevet stadigt vanskeligere at finde værtskommuner til det store arrangement. Der er brug for en mere holdbar og fremtidssikret finansieringsmodel, samtidig med at festivalens format og indholdsside udvikles, fortæller Dorthe Skøtt Bébe, festivalleder og direktør på Teatercentrum.
Læs mere
En hyldest til dukketeaterkunsten

En hyldest til dukketeaterkunsten

Silkeborgs internationale festival for dukke- objekt og visuelt teater, der under navnet Festival of Wonder afvikles fra 6.-10. november 2024, fremstår som et oplevelsesfyldt tilløbsstykke for både lokale og de mange tilrejsende. Den 26. udgave af den biennale festival byder i år på 90 arrangementer for voksne og børn.
Læs mere
Gensyn og fremsyn

Gensyn og fremsyn

Horsens Teaterfestival 2024 serverede atter en fin cocktail bestående af den behagelige tryghed ved god logistik og velkendte spillesteder og et spændende og kurateret program med et insisterende blik for både traditionelt teater og nye formater.
Læs mere
Der er plads til det hele

Der er plads til det hele

Horsens Teaterfestival er under konstant udvikling, hvor programchef Adelaide Bentzon nu står overfor sin fjerde festival og glæder sig over mangfoldigheden, de mange nye formater, det særlige fokus på unge-program og -projekter m.v., men også ser frem til en øget satsning på diversitet.
Læs mere
AI i teatret, i skolen og i hverdagen

AI i teatret, i skolen og i hverdagen

Den kunstige intelligens er godt i gang med at revolutionere vores samfund på godt og ondt. Teater Fantast har i forbindelse med deres forestilling ’DATA DATA – computerens historie' fået produceret et omfangsrigt undervisningsmateriale om bl.a. dette emne i samarbejde med en forsker fra Copenhagen Business School.