Historien kender de fleste nok. Om den pyntesyge kejser med den evindelige tøjkrise, for hvem kun nyt er godt. Hvilke to snedige dagdrivere, her kaldet Jørgen og Olof, ikke er sene til at udnytte. Ikke alene påstår de at ville væve kejseren en klædedragt smukkere end noget, han endnu har set. Den vil samtidig være usynlig for dem, der er dumme, eller dårlige til deres arbejde. Voila for et modens panoptikon!
Kejsernes begær efter det smukke får ham til at takke ja til tilbuddet, og således kan de to snydepelse herefter skovle kejserens guld og silke til sig. Under dække af at skulle bruge det til klædedragten naturligvis. For hver gang en af kejserens mange tjenere eller ministre tilser væverarbejdet, vil ingen af dem selvfølgelig indrømme, at de ikke kan se stoffet.
Heller ikke kejseren selv, som altså ender på gaden for at modtage folkets hyldest uden en trevl på kroppen. Og så falder historiens ikoniske bemærkning fra en lille dreng: 'Han har jo ikke noget tøj på'.
Tradition og aktualitet
Svanen skaber forestillinger bygget på den tjekkiske dukketeatertradition. Og opsætningen af 'Kejserens nye klæder' er ingen undtagelse. Det er tydeligvis gedigent håndværk. Fra det smukke teaterskab , som udgør rammerne om forestillingen, til scenografien inden i det. Og dukkerne selv, der føres sikkert og fremstår charmerende stereotype.
Før forestillingen for alvor går i gang byder Kim Westi og Patrice Homolová hjerteligt velkommen foran dukketeatret. At menneskerne bag dukkerne således er introduceret, gør det let at gå med på 'fortællerpræmissen', når Kim Westi i løbet af forestillingen af og til stikker hovedet ind i det fine dukketeater, og med sin rare fortællerstemme sørger for, at alle er med på, hvad der sker.
Et greb, der samtidig deler fortællingen med dukkerne op i mindre appetitlige bidder og giver en god dynamik.
Kejseren er som figur elskværdig i sit limbo mellem dekadente egocentriske behov og sin ringe selvtillid. Skruet op i en målestok, hvor både små og store nok forstår at den virkelig dumme er den, der bange for ikke at virke klog.
Helt udtalt i en af de sidste scener, hvor kejseren i sin egen optik iklæder sig sine udsøgte nye klæder. Men i virkeligheden og helt tydeligt for alle og enhver gør han ikke andet end at afføre sig sit tøj stykke for stykke. For de nye klæder han tager på er jo lavet af det rene ingenting.
Så står han der i bar figur komplet med dukke-diller og modtager folkets hyldest. For ingen vil jo indrømme, at de ikke kan se tøjet. Altså på nær den lille dreng, der bare siger det, som det er. 'Han har jo ikke noget tøj på'. Ganske som tusinder af klodens børn og unge i disse tider ugentlig går på gaden for at påberåbe vi voksnes selvvalgte ignorance.
Evig-aktuel historie
I Svanens opsætning af 'Kejsernes nye klæder' får publikum serveret H.C. Andersens i grunden ret moralsk fortælling, men uden at det bliver til løftede pegefingre.
I stedet peges der på, hvad det kan ske, når man ser sig selv igennem, hvad man tror er 'de andres blikke', og når man lader sig styre af sin frygt for, at de andre skal tro dårligt om en.
Den perleklædte kejser bliver et eksempel på, hvordan det kan gå, når vores indre trang til at fremstå kloge i andres øjne driver gæk med os, og får os til at begå dumheder. At opsætte historien som dukketeater gør den på sin vis endnu mere relaterbar til denne verdens overdimensionerede politiske dukketeater, som forestillingens målgruppe af 3+ vokser op i. Marionet-magthavere i ren Jekyll og Hyde-stil. En verden som saglig hr. Andersen, sit opfindsomme gemyt til trods, nok alligevel ikke havde fantasi eller dystopi nok til at forestille sig.
Det er med andre ord et velsmurt teatermaskineri uden de store overraskelser, men med mange små finurligheder, der folder H.C. Andersens stadigt aktuelle historie ud. Til stor begejstring for både børn og voksne.