Små dystre kælderbodegaer indhyllet i whiskytåger. Lejligheder med issyledræbte ‘labre larver’. Skumle afsidesliggende fabrikhaller fyldt med mistænkelige mænd med skarpladte mordvåben. Og våde vejbaner hvor biljagtende biler snurrer om hjørner på to hjul og vinduer ruller listigt op og ned på sølvgrå limousiner.
Tag alle film noir filmenes gangsteringredienser, genrens melodramatiske træk, dens hårdkogte, cigaretpulsende detektiv, dens mandebedårende blondiner, troløse ludere og korrupte politifolk, og tilsæt dem en god portion humor, et solidt lag nutidsaktuel samfundssatire med frygten for det fremmede som hovedtema, fjern alle kulisserne, flyt geografien fra det store udland til centrum af København, og smæk filmlærredets billeder ned på en tom teaterscene befolket med én enkelt særegen dygtig fortælleteater- skuespiller – og du har ‘Rød Høst’ i en nøddeskal.
Teater Projektors soloforestilling er en lise af en film-noir-krimifortælling flettet godt og grundigt sammen med den aktuelle tiltagende depressive paranoia overfor alt fremmed. Alt vi ikke lige kan forstå.
»Alt det fremmede som gør os bange og som forhindrer os i at tænke. Det er måske det forestillingen handler om,« siger Michael Lykke indledningsvis i halen på en lille kort introduktionshistorie.
Ingen af delene havde han nu behøvet at tage med. For selve forestillingens tekst kan sagtens tale for sig selv, og med Michael Lykkes sublime taleteknik og timingsikre kropssprog ruller historiens billeder helt ubesværet – ja nærmest med magnetisk kraft – frem på nethindens biografskærm.
Zoom, zoom, zoom
Alt imens Michael Lykke med suspence-spændingsladet gestik snor et smalt rødt slips rundt under kraveflippen, ifører sig cottoncoat, og med et sikkert greb om hattenpulden fuldender sin detektiviske dresscode trækker han os – tændte efter at høre mere – ind i historien.
Siden gør samme sans for detaljens effekt sig gældende. Ansigtet bøjes ned mod den stramt udstrakte krave, munden føres tæt ind til stoffet og walkie talkie samtalen er i gang. Spredt cigaretpapirsfnuller og en tændstikæskes manglende indhold af brugbare tændstikker bliver raffineret ladet med betydning.
Og replikkerne zoomer os ind. Når Lykke, der selv virker fuldstændig opslugt i noir -universet velmoduleret sænker stemmen og siger: »Jeg husker ikke om det var mig eller..« eller med stigende tonefald fortsætter dramaets tilspidsning med replikken:
»I det øjeblik skete der to ting….«, står vi som medvidere i fiktionens gloende navle og har alle antenner ude for at få vendt næste flig af den snurrige sag.
Sej samtidig-med-satire
Med Michael Lykke kvikt pendulerende mellem samtlige roller, pumper gangsterhistorien derudad for fulde omdrejninger med to stupide betjente, en mørklødet taxachauffør, hans luderkæreste og detektiven, der har umanerligt svært ved at finde hoved og hale i det kriminalistiske plot han vikles ind i – og nok ikke ville være meget bedre hjulpen hvis ikke han havde haft disse gigantiske tømmermænd. Så godt som alle kommer under mistanke og bliver forvekslet i en sag, hvor det første og værste man mistænkes for er at være er terrorist, fundamentalist, hvis ikke Osama Bin Laden himself; uanset hudfarve, hårvækst og andre kendetegn.
Clouet i ‘Rød Høst’ er, at detektivens forvirring kommer til at spejle den, som danskerne i 2008 lider af. At den tegneserieunderholdende og skuespilintenst styrede forestillingen samtidig med at den fortæller en elementær set spændende krimi med masser aktuelle og sylespidse eksempler (Ungdomshuset og uroligheder på Nørrebro, Muhammed-krisen og ulovlige bevisløse fængslinger af formodede potentielle Kurt Vestergaard-drabsmænd, m.m.) eksponerer den frygt for fremmede af alle slags som får danskerne til at slå hjernen fra, så ingen til sidst ved hvem der er efter hvem og af hvilken grund.
Et herligt miks i en yderst velspillet teater-noir-turbulens, hvor vi er medpassagerer.
