Man behøver ikke gå i Tivoli for at opleve spøgelsestoget. Og man behøver i et hvert fald ikke lægge ud på en strabadserende rejse helt ind til hovedstaden for at opleve det . Ikke når noget af det bedste i dansk børneteater kommer hjem til en – for eksempel til Landsbyhuset i Gyrstinge.
Claus Mandøe laver ofte forestillinger i samarbejde med andre grupper – Teater Refleksion, Gruppe 38 – men når han er på egen hånd, hedder han De Røde Heste og fortæller de mærkeligste eventyr med både poesi og humor.
Denne gang lader han sine heste trave ud i selveste Natten den Sorte. Når hovslagene lyder i de mørke timer, kan man aldrig være helt sikker – er det manden med leen, eller er det Claus Mandøe, der tryller?
Den forstyrrede tryllekunstner
En stor firkant af røde lys danner rammen om et bagtæppe – en mørk dug. Et bord, en høj hat, en lille kuffert. En velklædt og dansant herre kommer anstigende til smuk pianomusik. Selvfølgelig! – han er tryllekunstner, derfor den høje hat – og se! Nu blæser han lys i en lampe! Han vifter i luften med hænder og fingre – men lommetørklædet er genstridigt. Det er åbenbart ikke hans bedste aften.
Og så begynder afbrydelserne. ’Jeg er sulten’, lyder der med ét fra den lille kuffert, som selvfølgelig ikke er en lille kuffert, men soveværelset til en lille dreng. Nok tryllekunstnerens søn. Lyset bliver tændt og slukket derinde, og der bliver tryllet kiks og trøst og formaninger og sovedyr ind til det krævende barn. Så det store tryllenummer, der var varmet op til – det får vi aldrig. Indtil…
Mørket falder på, kaninen bliver væk på mystisk vis, og tryllekunstneren – hvor blev han af? Lidt ængstelige over at blive overladt til os selv holder vi vejret og venter.
Bag den mørke dug kommer en jakke til syne. Den dingler alene på sin bøjle, men tro om ikke et dødningehoved viser sig mellem jakkens reverser. Lommerne bliver gennemsigtige som vinduer og i det ene – jamen, der står den jo! – kaninen, med strittende ører og usikre øjne.
Uhyggeligt på den fede måde
Claus Mandøe sparer ikke på effekterne i det magiske lys der bagved dugen. Til lyden af knirkende døre, latter med skummelt ekko og halvkvalte skrig trækkes vi med på en omtumlet rejse med kaninen som vores ligeså omtumlede ledestjerne. Vi skal op og ned ad trappe og møde pludselige naboer, vi skal jagte gulerødder og møde digtende spøgelser med skræmmelister og appetit på menneskesuppe.
Når den lysende måne forsvinder bag skyerne og tordenen brager løs, stiger uhyggen. På flugt, på flugt, fra uvejr og vind, fra ulve og død, fra kviste og grene, fra knokkelmænd og fyrværkeri. Skræmmende, javist – men også spændende.
Indtil forestillingen trækker vejret og puster ud, og rolig pianomusik overtager. Tryllekunstneren kommer atter til syne, kaninen kan trækkes op af hatten, og Ole Lukøje kommer med sin stjerneparaply.
Artisteri og teknik
Mandøe og hans tekniker(e) har godt styr på alle de lys- og lyd-effekter der skal til, og på alle de små mirakuløse og minutiøse bevægelser og projektioner af dukker, kaniner og skeletter der, på fascinerende vis, fylder den skumle nat.
Jeg må sige, at jeg er ret imponeret over, hvordan humor og poesi får dette drømme-mareridt-eventyr-univers til at blive noget andet end den rene skrækoplevelse. Men mon ikke man som 6-10-årig har oplevet drømme, der var lige så fantastiske og skræmmende og eventyrlige.
Og man behøver ikke mange møder med Brødrene Grimm, eller Asbjørnsen og Moe, eller Alice i Eventyrland, før man aner, at fantasien har rum for det hele: det uhyggelige, det romantiske, det skræmmende, det heroiske, det sjove, det vidunderlige.
