Det er totalt trygt at være blebarnstilskuer i Nanni Lorenzens teaterselskab. Imødekommenheden strømmer de små i møde. De er inkluderede fra første færd. Det er dem, forestillingen er designet til. Man er aldrig i tvivl. Heller ikke i Randers Teaters spritnye ’Æg’ for to år og opefter.
De nok 20 små størrelser, som jeg oplevede forestillingen sammen med i gymnastiksalen på Fussingø-egnens Friskole (og heriblandt var flere kun 1 ½ år), sad nærmest bomstille og sugede meget velvilligt universet til sig. Intenst opslugte af Lorentzens nærvær. Interesserede i hende, hendes have og spændte på hvad, der mon er i det æg, som ender med at vise os, hvad det hele handler om: betydningen af imødekommenhed, inklusion uanset forskelligartethed og glæden ved det trygge og velkendte.
Eksemplarisk håndtering
Ok, der var en lille fyr, som snøftede. Men han var beklemt allerede inden forestillingen begyndte, og han var – med fremskaffet sut og sovedyr – faldet til ro, inden vi blev budt indenfor, hvor han blev holdt i favn af en voksen.
Drengens ked-af-det-hed var alligevel ikke gået helt over, og det tacklede både Lorenzen og pædagogerne meget flot. Lorenzen kommenterede det naturligt og nænsomt, og drengen skiftede favn og blev båret ud for siden – trøstet – at vende tilbage.
På den vis bredte der sig ingen teateroplevelsesforstyrrende kurrer eller smittende tristhed i børneflokken. Det er bestemt ingen selvfølge at en sådan situation bliver håndteret så flot. Teater er ikke film, men en skrøbelig og levende her og nu kommunikativ hændelse mellem publikum og det, som er på scenen. Alt kan ske og alt skal kæres om.
Intens øjenkontakt
Hvor det i en forestilling primært kan være fx en unik skuespilpræstation, en fremragende tekst eller en opsigtsvækkende interessant iscenesættelse, som skaber resonans og gør indtryk, er det i ’Æg’ en ganske fin samspillende helhed af alle fortælleelementer.
Nanni Lorenzen hører som skuespiller og dukkemager til blandt de garvede i branchen, når det gælder om at fange og fastholde det helt unge publikum.
Lorenzen kan noget med at udstråle ro og samtidigt stråle energi. Hun kan med varm intensitet i øjnene fokusere og fastholde blikket på børnene, så de føler sig inkluderede og får lyst til at se, lytte og mærke teateruniverset. Hendes rolige gestik skaber en smittende rolig atmosfære. Og den energi, hun med åben udstråling lægger i ord og verselinjer, skaber nærvær og fremdrift.
Genkendelighed og nuancer
Tine Eibye har skrevet en tekst, som lige så stille bygger op og lægger ovenpå. Det skaber ro og baner vejen for de små overraskelser, som er bygget ind. Systematikken eller dramaturgien tegner en spiral som følgende: Efter en venlig velkomst fortæller og viser Lorenzen stille og roligt sin have frem. Konkret og med ordet ”mit”, som de små elsker og selv flittigt bruger. ”Det her er min have… min sommerhat….min havestol…” Lorenzen går hen til, rører og støver nænsomt kronblade af på havens blomster, som hun også fortæller hvilke farver har. Igen noget de små er ved at lære at kende. Så kommer havens dyr på banen. Der er plads til forskellighed. Skrubtudsen ser anderledes ud og kan noget andet end fx næbdyret, storken og Lorenzens hund, der selvfølgelig hedder Vuffi.
Nu er det tid til at introducere ægget. Et æg, som snart klækker. Det er allerede revnet og det knirker. Først skal det have varme og ro. Siden viser det sig at rumme et nyt dyr til haven. Et dyr, der kan noget andet end de andre. Som stolt viser det frem og som bliver taget imod af Lorenzen med replikken: ”Her i min have er der plads til alle” En velkomst, der ikke kommer bag på publikum. For Lorenzen har allerede både sagt og sunget om, at i hendes have er der plads til alle – publikum inklusiv. Og at ”alle og enhver kan noget hver for sig.”
I forløbet spiller gentagelser og små detaljer en central rolle. Hvad de forskellige dyr er gode til hører vi flere gange, ligesom der gradvist bliver spædet små (dyre)karakteriserende nuancer til. Det er med til at åbne universer op og pege på diversitet i bred forstand. Tilsvarende og mere umærkeligt fletter Eibye sociale og psykologiske aspekter ind. Aspekter, som fx i Lorenzens gentagne have-sang, peger på, hvor rart lys, ro, dejlig duft og samvær er ”… her dufter dejligt… her vil jeg leve. Her finder jeg fred. Og I må også gerne være med.”
Velour, variation og vellyd
Tanja Bovin har på et frimærkeareal skabt en have i velour, som damper af blødhed. Med blomster i fuldt flor. Træer med stribede stammer og lange blade, som bøjer sig blidt. Grønt græs. Trædefliser. Havestol og solhat.
I den blødhed sender Kurt Bremerstent Lorenzen rundt i alle hjørner for at hitte havens dyr frem. Nogle giver selv lyd Andre er anderledes generte. Bremerstent sørger også for, at publikum får lov at fastholde blikket på Lorenzen. Som en altfavnende mor eller bedstemor. Og endelig er Jakob Venndt musik nøje instrumentaliseret, så den passer til begivenhederne og spændingen i dem. Lifligt fuglefløjt. Lystig mundharpe. Glade klavertriller. Trommehvirvler, som varsler overraskelser. Hvert instrument svøber sin handlingsdel og forstærker sin stemning i helheden.
