På årets SpringFestival i København i maj, hvor vi spillede forestillingen ’En mærkelig have’, mødte vi Bendo Schmidt fra Katuaq, Kulturhuset i Nuuk i Grønland. Hun inviterede os derop for at spille otte forestillinger for de grønlandske børn.
Vi slog til, og fik turneen presset ind mellem åbningen af Århus Festuge og en spilleperiode på Teatret Møllen, og håbede på at scenografien nåede frem og i hel stand.
Vi tog med den store grønlandsflyver fra København til Kangerlussuaq og landede midt i absolut ingenting andet end stilhed, smukke bjerge og isnende klar luft.
Herfra gik turen med et meget lille Dash-7 fly til Nuuk. Vi delte sæder med Finn Nørbygaard og hans makker, som skulle optræde på vores hotel i Nuuk.
Vi blev taget godt imod i lufthavnen, og efter en hurtig indkvartering stillede vi op i Katuaq, så vi var klar til næste dags forestillinger.
International stemning
Allerede her fik vi en forsmag på, hvor international Nuuk er. Vi havnede midt i en fernisering af Paul Fiann, en islandsk fotokunstner i verdensklasse og fik at vide, at der var 20 børn fra Bolivia på vej for at lave en forestilling med de grønlandske børn.
Hjemme i Odder, hvor teatret Madam Bach hører hjemme, er vi ca. 22.000 indbyggere og der er nærmest ingen visioner af kulturel art, men her i Nuuk bor blot 15.000 indbyggere, og det bugner med kulturelle visioner og tilbud.
Vi så noget, der minder om det, i Harstad i Nordnorge, da vi var deroppe med forestillingen ’Regn’ forrige sommer: Der laver de hvert år en international kulturfestival, og her i Nuuk var der også denne internationale stemning, som vi nu var en del af i en uges tid.
Sproget betyder ingenting
De grønlandske børn var dejlige og umiddelbare i deres tilgang til forestillingen, og de var meget glade for den. Vi spillede på dansk, og selvom de mindste ikke forstod, hvad vi sagde, var de helt med i alt, hvad der foregik på scenen, og vi blev heldigvis bekræftet i, at det var rigtigt ikke at bruge en simultantolk under forestillingen.
Om aftenen valgte vi at trodse de mange fremmødte på hotellet, der skulle se Hr. Nørbygaard, og gik i stedet hen til et lille teater og så et stykke på grønlandsk, som vi ikke forstod et pluk af, men det var skønt at høre det grønlandske sprog på den måde, og man får jo altid noget ud af at se levende mennesker yde deres bedste på scenen.
De næste dage spillede vi offentlige forestillinger, men fik også tid til at tage på en fjordtur, hvor vi så tre spruttende hvaler, isterninger så store som huse, en masse sæler, vandfald, bygder og den imponerende indlandsis som tårner sig op.
Vi fik optaget lyden af indlandsisen, der knager og buldrer og skaber grødis og isbjerge, der flyder på tværs af fjorden og lukker den helt til på kort tid.
Vi var heldige, vejret var klart, og det var en skøn dag.
Med nordlys i øjnene
Bendo Schmidt er en drivkraft på Katuaq, hvor hun står for dans og musik, og hun inviterede os den sidste aften hjem i privaten i en bydel nær Nuuk til grønlandske delikatesser, som vi nød. Og da vi gik hjem derfra i mørket, gik mit ønske om at se nordlys i opfyldelse. Det dansede på himlen i grønne farver og hang som de fineste gardiner og Bendo viste os, hvordan hun fik dem til at følge hende ved at fløjte. Så der blev piftet og fløjtet hele vejen hjem til Nuuk og det virkede – eller også var det den meget gode single malt, vi havde nydt i godt selskab.
Hjemturen gik, som hjemture skal: Med forsinkelser, lidt nerver omkring, hvorvidt ens scenografi nu også er med flyet osv., men det gik godt, og to dage senere spillede vi så på Teatret Møllen i Haderslev.
Denne tur minder os om, hvor heldige vi som teatre er at komme rundt med vores forestillinger og møde børn, voksne og gamle med historier der skal fortælles. Vi har tidligere produceret forestillinger i New York og på Bali og arbejdet med teaterfolk i Sibirien ved Baikalsøen, Moskva, London og i Frankrig. Men vi har aldrig set noget som Grønland. Tak for det.
Katuaq i Nuuk betalte for Madam Bachs flyrejse, hotel og fuld pris for alle forestillinger. Teatret selv søger nu penge i offentlige kasser og private fonde for evt. at kunne ‘tilbagebetale’ udgifterne i forbindelse med en overvægt (scenografi og rekvisitter) på ca. 200 kg.
En anmeldelse af ’En mærkelig have’ kan læses her
Læs mere om Teaterværkstedet Madam Bach på www.madambach.dk
