Teatrets magi og det fabulerende ved Louis Jensens poesi har rigtigt meget tilfælles. Det sprælsk digtende og den kvalitet at åbne op og vise vej ind i nye muligheders rum.
Derfor er det ikke spor mærkeligt, at flere teatre har kastet sig over Louis Jensens universer og har ladet sig inspirere af dem. Corona La Balance i ’100 historier og 1 til’, Teater Refleksion i ’Mak-værk’ og nu Teaterværkstedet Madam Bach i ’En mærkelig have’.
Som idemateriale til de sceniske universer får man ganske meget forærende via Louis Jensens historier. Alle de skøre ting der sker. Alle de ubekymrede brud med normalitetens rigide logikker og stive regler.
Verdens mindste græsplæne kan bestå af bare et enkelt strå. Et par sko kan være lavet af drømme. Papirtynde prinsesser kan blive skrevet helt væk af skriveglade forelskede prinser. Der kan være planter inde i folks hoveder. Og utålmodige halvmåner kan slå spidser af stjerner, hvis de for hidsigt insisterer på hurtigt at blive fuldmåner.
Alt det og mere til fortæller Teaterværkstedet Madame Bach i et spraglet scenisk univers. Et stofligt legerumslignende univers med grønne ø-plamager, en rød-hvid sukkerstangsstribet stige, kufferter med gamle grammofoner i, og snoretræk i loftet med små kulørte lamper.
Dristige sukkerknalder
De mange fabulerende historier står i kø. Ideerne er mange og gode. Pernille Bach og Christian Schrøder, som er plantet midt i den sælsomme eventyrhave, har travlt med at vise og fortælle. De sætter i kombination med tolkninger af Louis Jensens poesi løjerlige ting i værk. Sender dristigt sukkerknalder til vejrs i snurretoppe så de lander lige for snuden af de mindste publikummer, som da heller ikke kan modstå fristelsen for at kravle frem mod de små hvide lækkerbiskner.
Bach spiller harmonika. Schrøder sætter gang i et inferno af lyd fra små højtalere og sender mange forskellige ting ned gennem et lysrør. Og sammen firer de små dingenoter – en fugl, en fisk, og andet godt af sted på loftets snoretræk.
For fyldig og travl
Men i begejstringen efter ikke at lægge låg på fantasien har teatret også taget for meget med og ordnet det lidt for ‘hulter til bulter’-agtigt i den lille halve time, forestillingen varer. Spillerne har for travlt og de har undervejs svært ved at holde børnenes fokus omkring universets tryllerier. Det er som der ikke er plads nok til at de små børnehavebørn – og os andre for den sags skyld – kan få tid og ro til at smage på magien. Resultat: der kommer støj på den poetiske linje.
Færre historier, mere hemmelighedsfuldhed i stemmeføringerne, og et bedre samspil mellem alle de ting, som scenografien er bygget op af og de historier, som fortælles, vil utvivlsomt skabe større gehør og interesse blandt de små, som undervejs synes noget overmandede, fordi der simpelthen sker for meget, for hastigt.
