Bløde tæpper og farvestrålende puder på gulvet – og skoene af! Omkring os grønne strimler, kulørte lamper og blidt ringlende musikinstrumenter.
Installationsteater kaldes det, hvor vi skal forestille os, at vi er helt nede i græshøjde – 'blandt stråene, der gemmer på uendelige oplevelser og muligheder', som der står i programmet.
Min voksenhjerne undrer sig straks over, at de græsgrønne strimler hænger ned fra loftet og ikke vokser op af gulvet. Fornemmelsen er faktisk den modsatte af programtekstens – vi føler os hensat til en slags hule med tag.
Nu betyder det måske ikke det helt store, for hvad der sker mellem de nedadhængende græsstrå, kan nærmest være hvad som helst. Foran os optræder en danser og en musiker. 'Dugtunge strå og små pletter af sol, insekters svirren og vindens hvisken former et sanseligt univers af bevægelse og lyd, som hylder hverdagens små mirakler'.
Hvem er de?
Ja, det var programteksten igen, og når jeg citerer så flittigt, er det, fordi jeg oplever en afgrund mellem ord og realitet.
Realiteten ligner nemlig mere en musikalsk legestue med børnene som passive deltagere, hvis jeg tager mine teaterbriller på.
Min næste voksenundren går derfor på, hvad de to medvirkende skal forestille. De ligner et par figurer fra et klassisk eventyr. Han i skødefrakke, halsklud, lange bukser, laksko og filthat, hun i beige og broderet buksedragt og håret sat op til narrestreger, som spillede hun med i 'Dyrene i Hakkebakkeskoven'.
Men hvem er de og hvorfor skal de udforske dette grønne univers? Der er ingen ord i forestillingen til at sætte en ramme eller angive en retning endsige udvikling.
De to medvirkende – danseren Søren Linding Urup og musikeren Siri Skamby – smiler bare venligt og lettere hemmelighedsfuldt til os, mens de frembringer lyde ved hjælp af tromme og andre spøjse slagtøjsinstrumenter, nynner små musikstykker eller leger klappelege med hænderne.
Her klappede den voksne del af publikum velvilligt med, mens børnene bare så til, tyste og lettere desorienterede. Eller måske vildt opslugte – det skal jeg ikke afvise, men jeg tror det nu ikke.
Diffus teaterdel
Projektet er angiveligt en udforskning af græssets hemmeligheder – 'det levende landskab', som der står i programmet. Men hvorfor tager danseren så en kasse på fødderne, påmonteret det øverste af en guitarhals, så han ligner et levende musikinstrument? Og når han bugter sig på tæpperne, er han så en orm eller et andet dyr?
Jeg savner ordene, for det visuelle udtryk er slet ikke stærkt nok og dramaturgi er der intet af.
Det er såmænd ikke, fordi det ikke er hyggeligt at sidde i installationen, men den sceniske oplevelse – teaterdelen – føles alt for diffus.
'Hvad er det?', spørger en lille dreng, og ingen kender rigtig svaret.
Efter en lille halv time rundes forestillingen umærkeligt af. Den glider så at sige over i, at nu er det endelig vores tur. Nu må vi prøve nogle af de mærkelige instrumenter.
Det gør vi gerne. Der er flere sjove ting iblandt. Men hvad disse instrumenter har med 'en verden, der normalt kun kildrer vores fødder på en varm sommerdag' – programmet igen – ved jeg simpelthen ikke.
Derfor ender 'Græsgrøn' et usaligt sted mellem teater og legestue. Der er ikke dans eller reel bevægelse nok til at bære forestillingen, musikken er pudsige lyde, men ikke mere, og historie er der intet af.
Jeg gik derfra uforløst og desorienteret. Og en lille smule vred.
