Der er efterhånden skabt mange vidt forskellige operaforestillinger for børn. ’De Tre Tanter’ er et syngespil med al den underholdende muntre charme, der er karakteristisk for den type musikteater, når det bliver foldet ud af kompetente medvirkende.
De er heldigvis til rådighed i forestillingen, der tager udgangspunkt i forfatteren Elsa Beskows historier om Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla, men tilføjer mere og også mindre kendte iørefaldende klassiske sange.
Det er opfindsomt og en sjov ide, men også risikabelt at lade den stadig populære tante-trio bryde ud i sang – ledsaget af godt og livligt klaverspil. Men resultatet er overraskende velfungerende.
Beretningen om tanternes lidt for eventyrlystne puddelhund, Prik, der selv om han er en hånddukke bliver væk og bliver fundet igen, hænger godt sammen. Lige som sangene falder naturligt ind i et handlingsforløb, der indtager hele lokalet, og hvor Tante Grøn blandt andet strander på høloftet.
Forestillingen er loyal mod syngespillets traditioner, hvor en humoristisk tekst veksler med yndefuld sang og musik. Men spillestilen er frisk og moderne og fuld af liv og bevægelse, der tydeligt viser, at sangerne er scenevante og ved, hvad de gør.
De tre tanter har forskellige stemmetyper, men alle er dejligt velklingende og med sikkert styr på tekstudtale og styrke. Derfor bliver de fleste af sangene til at forstå og lyden aldrig så voldsom, at tilskuerne overvældes af operavolumen. Skulle det ske, har de på forhånd fået at vide, at det er i orden at holde sig for ørerne.
Farverige tanter
Beskows bog om de tre tanter er fra 1918, men forfatterens egne illustrationer viser dem i 1850’ernes kolossale krinoliner og store kyser med flæsekant. Så langt tilbage i tid går forestillingen knap nok. Heldigvis, for krinoliner kunne angiveligt været livsfarlige. Store kjoler var også kun for rige mennesker, og Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla er borgerlige kvinder, nydeligt klædt i dagligtøj fra senere i 1800-tallet. Det signalerer gamle dage, men man savner nogle visuelle effekter til at understrege tidsbilledet.
Alle tre bærer tækkelige hvide bluser med lange ærmer. Men farverne på de vide, fodlange nederdele og feminine sjaler viser, hvem der er hvem og udtrykker også tanternes forskellighed. Sophie Thing-Simonsens Tante Grøn bærer briller og er lidt stram i betrækket, mens Tante Brun i Tessa Kiilholms udgave er lattermild og moderlig. De har begge lange fornuftige forklæder, Tante Bruns endda med smæk. Hvorimod Tante Lilla, som i Emma Oemanns ranke skikkelse er trekløverets mest raffinerede, nøjes med et lille pynteforklæde.
På Aprilfestivalen faldt den velfortalte historie med musikalsk tant og fjas i god jord hos publikum, og ingen holdt sig for ørerne. Aldersmæssigt er 11 år dog nok lovlig optimistisk i forhold til stil, musik og indhold i ’De Tre Tanter’. Men det er fint nok, at også lidt større børn får et tilbud om at opleve teater med levende mennesker og ikke kun de online-medier, der uafbrudt kører på deres skærme.
