Af med skoene og på med nogle tykke sokker. Det er adgangsbilletten til 'Spor af dyr'. Næste step er en stor mørk kappe, som omsorgsfuldt lægges om ens skuldre, og vælg så et lys og stil dig bag det.
Så er man blevet en del af skovalfernes billedflotte, men også dystre univers med blid melodisk strygermusik musik og fuglefløjt, hvor meterhøje mørkegrønne og silkeblanke tæpper skaber rammerne. Eller er man?
Som tilskuer bliver man fra begyndelsen ganske lavpraktisk involveret i historien om murmeldyret, der ankommer til en dansk skov, hvor sådan en fætter fra naturens hånd absolut ikke hører hjemme.
Det bliver hurtigt årsag til modvilje og ballade blandt skovens andre beboere. For skal et dyr, der ikke ligner nogen af dem, have lov til at blive. Eller skal den jages væk. Det skal et stormøde afgøre, og det møde deltager skovalferne – altså tilskuerne – også i.
Symbolikken i forestillingens tema i forhold til flygtninge og fremmede er til at tage og føle på. Det er også indlysende prisværdigt at lade børn være aktive deltagere i en demokratisk proces, der handler om at være åben og venlig og hjælpsom eller det stik modsatte.
Men trods tydelige intentioner om at skabe nærhed og give historien en magisk dimension, så sker det på en måde, der opleves mere naturromantisk demonstrativ end sanselig og engagerende. Det appellerer heller ikke til intens medleven, når skovalfe-tilskuerne midt i det hele skal gumle på salatblade.
Klichéfyldt skuespil og et kært murmeldyr
Scenografien er alt dominerende, og det er næppe tilfældigt, selv om den tangerer det overlæssede i den visuelt flotte performance. Men en manglende overordnet dramaturgi svækker helhedensvækker helheden. For selv om historien er enkel – en fremmed ankommer til et lille lukket samfund og er ikke velkommen – så er forestillingen præget af alt for megen snak og for lidt dramatisk handling.
Til gengæld er dyrefigurerne fine. De er udstyret til den store guldmedalje og har klare, menneskelige karakteristika fra den hårdhjertede fisefornemme fru fasan over den klamme muldvarp og musen til den venlige grævling. Desværre er skuespillet bag dem alt for klichéfyldt til at være medrivende – med en væsentlig undtagelse. Karolina Pietrzykowskas murmeldyr med kufferten fuld af fotografier og ordbøger er kært og tillidsfuldt og rørende skræmt.
Hun er konstant nærværende og pantomimisk til stede, og stort set al humor og energi i forestillingen udgår fra hende. Historien samler sig og bliver til en oplevelse, når murmeldyret forstår, at hun skal rejse videre. Fru Fasan tager først pænt imod den fremmede, men snart får piben en anden lyd, og murmeldyret får besked på at smide sin store, bløde pels og rette ind eller 'smutte' jo før, jo bedre.
Murmeldyret vil helst blive, men det er svært, når hun tydeligvis er uønsket. Alligevel ender det godt til sidst for det søde bløde brune dyr. Sådan ser virkeligheden langt fra altid ud for uønskede mennesker, og det kan 'Spor af dyr' lægge op til god snak om.
