I virkeligheden er det bare en mandshøj skuespiller (Holger Østergaard) som i scenens baggrund træder op ad en store stige – op i en stærk lysstråle, mens to andre skuespillere (Lisbeth Knopper og Morten Bo Koch)i nærheden ser til fra hvert deres lille hul i scenografiens gulv og en fjerde skuespiller (Margit Szlávik) ser til på afstand.
Det fantastiske er imidlertid, at det bliver til magi – til en scene, som giver en gåsehud, fordi det vi oplever er, at en lille dreng, Otto, overvinder sig selv og klatrer op og fanger det lys, som giver ham magiske evner til at gøre godt, alt imens det gibber af glæde i to nisser, der som små mus titter op fra deres under-gulvet-skjul, og gør godt i hjertet på den mor, der tog Otto til sig som et hittebarn og nu for en kort stund er genopstået fra de døde som en slags skytsengel.
Og snart efter glæder alle sig over Ottos værk.
Med lysets kræfter og troen på alt det gode Otto har i sig bliver han i stand til at gøre den blinde hjemløse Lotta seende igen og den bryske bums Alfred mild om hjertet og helt kærlighedsfuld.
Gåsehud
Det er sjældent at teater giver en gåsehud af glæde. Her i Randers EgnsTeaters juleforestilling for alle fra 6 år og opefter er jeg sikker på, at det også sker for andre end mig.
Andreas Dawe har skrevet en fin tekst. Med klarhed i forløbet, gode spilsituationer og en dynamisk melodi i sproget har Dawe bragt en omskrivning af den italienske film 'Miraklet i Milano' fra 1951 og to energiske nisser sammen med sentenser og begivenheder fra biblen.
Kurt Bremerstent har iscenesat, så rummet emmer af finurlighed, temperamenter og lune. Han synes at trække evner til at skabe poetisk meningsfulde og nærværende universer med sig fra tiden på Teatret Møllen.
Sus Haugland har begået en scenografi som flot kombinerer skrøbeligt papir, rustikke bjælker og et stort rør, som spillerne kan suse op og ned igennem. Jacob Venndt har nykomponeret musik som med cirkustrejf kombinerer øjeblik og uendelighed. Jens Lind leger sikkert og smukt med lyset.
Og Lisbeth Knopper, Morten Bo Koch, Margit Szlávik og Holger Østergaard får med gnistrende gejst, sans for samspil og øre for stemningsbetoninger mirakel-fortællingen til at leve på scenen.
Små spilperler
Scener, som kunne falde ud som tykke klicheer eller højspændt alvorlighed, bliver til små perler i en opløftende fin helhed. Scenen hvor Ottos mors liv er ved at rinde ud og hun derfor giver mirakelstenen videre til Otto formår Margit Szlávik og Holger Østergaard at gøre dejlig jordnær og eksistentiel stor på én og samme tid.
Med en næsomhed som aldrig bliver sentimental forstår Szlávik som moren Flora at få sagt store ting til sin hittebarn-søn. Ting så som det at han skal huske at være et ordentligt menneske og stole på det gode. Og Østergaard får med stor naturlighed i spillet skabt mulighed for at kunne stille så store spørgsmål som 'Hvor tager du egentlig hen?' og åbninger til at få sagt: 'Jeg kommer til at savne dig, men du vil altid være i mit hjerte'.
For blot at nævne nogle af de 'store ord', som går helt ukompliceret og flot igennem. Uden at skurre kunstigt. Takket være godt skuespil og Bremerstents gen for at iscenesætte indholdsessens med lige dele sensibilitet og finuligt muntert 'ballademageri'.
Renhjertet godhed og navneleg
Alvorsessens og højt humør går hånd i hånd. Fx i scenen, hvor det regner med hatte i alskens farver, fordi gerrigheden tager over. Men 'mer' vil ha' mer'' smadrer stenens godhedskræfter. Slukker mirakelstenens lys.
Men så kommer Flora og indgyder Otto troen på det gode. Herefter er der heldigvis kun realistisk lykke tilbage eller som Flora siger til Otto inden hun forsvinder væk igen: 'Nu har du gjort hvad du kan. Du kan ikke gøre mere. Nu er det op til dem selv'.
Alfred skal selv begynde at se med hjertet for at godheden hænger ved ham. Det samme gælder for Lotta. Men at alle har muligheden for renhjertet godhed fortæller forestilligen meget fint ved til sidst at lade et sæt kollosalt store smukke og skrøbelighedsfyldte englevinger baske sagte i luften og blødt lys strømme ud gennem papirkrakkelerede stenbrokker og bjælker i det hjemløses skraldelandskab, vi har befundet os i.
På grund af evnen til på gåsehudsfremkaldende vis at tale om og vise så store ting som død og næstekærlighed – og på grund af nissernes morsomme leg med den ene nisses numorologibestemte nye navn – vipper jeg en lille blinkende stjerne oveni de fire store.
