Klassisk opera bearbejdet for børn er ikke nogen nem opgave. Men Det Lille Operakompagni er gået radikalt og målrettet til værks, og resultatet er bragende vellykket og børnevenligt. Den indviklede handling i ’Tryllefløjten’ er minimeret og moderniseret, så den er til at følge, og de dybt komplicerede temaer er skåret ned til nogle få og letforståelige. Teksten er også opdateret og nogle steder skiftet helt ud.
Under årets festival i Ringsted kom Det Lille Operakompagni på en ekstra opgave. For ikke at forstyrre igangværende kollegers forestilling besluttede operakompagniet at udsætte en opførelse af ’Tryllefløjten’ en halv time. Det er lang tid og kræver is i maven, når salen er fuld. Men alle blev og fik i ventetiden serveret slik og sopranen Pernille Madsen på slap line.
I fuld maskering og med finurlige kunster holdt hun gang i en skøn dialog med de yngste tilskuere og forvandlede suverænt ventetiden til en lang og underholdende optakt til forestillingen. Godt gået! Og lige så godt fortsat, for Pernille Madsen er som Nattens Dronning også det ubestridte power-centrum i en udgave af Tryllefløjten, hvor komikken og musikken er på samme høje niveau. Begge dele er opfindsomt tænkt og sprudlende veloplagt gennemført.
Geniale saxofoner
Publikum var blevet advaret. Opera lyder højt! Men som altid med børneopera er det lige lovlig heftigt, når stemmer med et volumen til at synge store sale op, klemmes inde i mindre rum. Her går det dog an, når Nattens Dronning i sine svimlende koleraturer himler op om den irriterende ringetone i prinsesse Paminas mobiltelefon. Dronningen skåner heller ikke stemmen, når hendes raseri slår over i storslået råben og skrigen, hvæsen og visen tænder, mens øjnene sender dræbende lyn ud i rummet.
Mellem Mozarts melodiøse toner, er der også blevet plads til lidt veldrejet rap. Lige som den gamle opera har fået et spektakulært løft i retning af børns computervirkelighed. Den klassiske hængelås til fuglefænger Papagenos mund, fordi han lyver og tager æren for andres gerninger, er stadig med. Men som en del af løjerne har den fået muntert følgeskab af både zombiesavl og en vampyrsut.
Det sjoveste er Pernille Madsen i rollen som den klamme, slimede mor Monostatos, der bevogter den bortførte Prinsesse Pamina. I en ustyrlig strømpemaskering gør Monostatos sig lækker, mens tungen mellem de enorme, lyserøde læber spiller hurtigere end en slanges. Overfor en så magtfuld præstation og kommunikation kommer tenoren Søren Hossy lidt til kort. Men han er en sød og finurlig Papageno, og giver med sine mildere toner, ørerne lidt hvil.
Forestillingens helt store kup er dog de fire fremragende saxofonister. Det er intet mindre end genialt at erstatte et stort orkester, man ikke har til rådighed, med en saxofon på hver sin stemme i stedet for bånd eller klaver. Saxofonerne skaber et musikalsk mangfoldigt udtryk, der klangligt gør noget godt for børns ører, og som ikke mindst lader dem opleve en lyslevende Mozart.
En særlig musikalsk overraskelse er baryton-saxofonisten, der pludselig træder ind i rollen som Pamina. Men jo, hun er også operasanger.
