Af: Randi K. Pedersen

14. september 2008

Morfars muntre dødsrute

En tur på loftet sender Selene på en munter tur lige lukt ind i et neonfarvet Helvede fuld af moralske færdselsregler

Der er ikke meget, der er bedre til at forene nutid og fortid, end et gammelt loft med hengemt luft og dunkle hjørner. Det er især godt, hvis det tilhører ens bedsteforældre, så er sagkundskaben ved hånden, hvis man gør nogle fede fund. Det gør Selene. Hun leger på Mormors loft og har gemt sig i en gammel kuffert, som – viser det sig – giver adgang til en anden verden.

Det er længe siden døden var et tabuemne blandt børne- og ungdomsteatrene. I ”En helvedes rejse” knyttes den, som det tit sker i den virkelige verden, til bedsteforældrenes generation. Så er der også lidt beroligende afstand til det uafvendelige, der venter os alle! Dog ikke Selene – i denne omgang, selv om hun det meste af forestillingen halser rundt i Helvedes forgård.

Dér havner hun ikke uden videre. Men Selene finder et billede af sin afdøde morfar, som hun aldrig har kendt, og så går resten ligesom af sig selv lige lukt ind i et strålende neonfarvet Helvede. Det bliver en underholdende rundtur for publikum og den livlige pige, som Marlie Szlavik Johansen spiller med en supervital sødme, der trækker publikum med ind i den velskrevne historie.

I sit knaldrøde tøj drøner hun ud og ind mellem scenografiens knejsende flader, der i begyndelsen er blændende hvide. Men som hurtigt danner basis for forrygende videoprojektioner, der er knaldgode, visuelle medspillere under

Selenes møde med sin afdøde morfar. En oplevelse, der mere ligner en munter dannelsesrejse, end en dødsrute.

Moralske færdselsregler

Per Spangsbergs lune morfar er et stort legebarn med et kærligt glimt i øjet. Ham føler man sig tryg ved – død eller ej. Lidt drillesyg er han også. Men Selene har også selv
en drilledjævel, der ikke er helt fin i kanten, og som hun blandt meget andet bliver konfronteret med undervejs. Bag løjerne har morfar nemlig tydeligvis en plan om at gøre sit besøgende barnebarn bevidst om, hvem hun selv er, og hvad det er for en verden, hun lever i.

Det giver anledning til veloplagte sjove og let genkendelige situationer. For selvfølgelig er det skægt at overvære, men synd
for stakkels Selene, at Morfar presser hende til at æde sig komplet syg og dårlig i giftig slik. Så ka’ hun lære det, ka’ hun! Til gengæld er morfar efter ti år som død ikke spor opdateret om nutidens digitale mirakler. Det er heller ikke lige i 2008-ånd, når vi bliver udfordret af en morfar, der ikke synes, at livets mål er at stresse vildt for at kunne vælte sig i penge.

Løjerne og tempoet tager noget af den lidt stivbenet, selvgode tone, der sniger sig ind i morfars – og forestillingens – moralske færdselsregler. Og som bliver tydeligere undervejs, fordi forestillingen taber i intensitet. Til gengæld holder alvoren, når Selene bliver klar over, at livet ikke varer evigt. Det er sådan set er helt i orden, de ses jo igen, siger morfar. Men Selene vil nu helst tilbage til kufferten på mormors loft. Der, hvor det hele begyndte.

Fantasiløse voksne kan måske finde på at påstå, at Selene faldt i søvn i kisten og har drømt det hele. Men man behøver jo ikke at tro på alt, hvad de voksne siger.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tankemylder i taktfast tempo
Remulus Entertainment:
'Den indre stemmes ord'
Remulus Entertainment byder med den musikalske monolog ’Den indre stemmes ord’ på en imponerende velskrevet forestilling, der taler ind i en aktuel debat om unges mentale trivsel
Filosofi i børnehøjde
Parkteatret & Teater Baglandet:
'Kant'
Forestilling om universets skræmmende uendelighed tør være enkel i form og handling.
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tankemylder i taktfast tempo
Remulus Entertainment:
'Den indre stemmes ord'
Remulus Entertainment byder med den musikalske monolog ’Den indre stemmes ord’ på en imponerende velskrevet forestilling, der taler ind i en aktuel debat om unges mentale trivsel
Filosofi i børnehøjde
Parkteatret & Teater Baglandet:
'Kant'
Forestilling om universets skræmmende uendelighed tør være enkel i form og handling.
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.