Af: Henrik Lyding

28. juli 2011

Monoton monolog

Soloforestillinger kræver en udtryksfuld skuespiller. Det krav honoreres ikke i 'Nyfigen eller sund interesse'.

En mand trisser rundt i badekåbe i sin triste lejlighed. Han lurer på alt og alle. Skriver ned, hvad genboen foretager sig, hvornår naboen går på toilettet. En lurer, kalder man det vist. Eller et meget ensomt menneske. Nu fortæller han om sit liv. Om konen, der forlod ham, om hjemmeplejen, som han nægter at lukke ind. Om alle de fremmede mennesker han belurer, og hvis liv han opbevarer i store ringbind.

Så langt hænger det sammen. Men pludselig fortæller manden, at han er på plejehjem, endda spærret inde, og senere taler han om, at han nok skal dø i aften. Hvorpå han lidt senere betror os, at han er 42 år.

Er manden sindssyg? Nej, det er vist ikke det, forestillingen vil vise os. Den vil gerne trække en parallel mellem denne sære lurer og så det samfund omkring ham, der elsker at gå på nettet, være på facebook og udstille sig selv i diverse bizarre tv-programmer. For er forskellen i virkeligheden så stor? Lurer vi ikke alle sammen på hinanden hele tiden – og hvor sundt er det lige?

Synspunktet er interessant og kunne nok være en monolog værd. Men bliver det desværre ikke her. For tekstens indre logik bryder sammen undervejs, og figuren fremføres alt for monotont til at fange vores interesse.

René Foshammer hakker sine replikker frem, måske for at demonstrere mandens pertentlighed, men han hakker under hele forestillingen og det tager livet ud af ordene.

Og så mangler der en helt grundlæggende fornemmelse for sætningernes og pausernes musikalitet, hvilket er altafgørende i en monolog, og for den dramaturgiske udvikling i de enkelte sekvenser. Dette her begynder, fortsætter og slutter i samme rytme og tempo. Totalt dræbende.

Der er ikke anført nogen instruktør på forestillingen – det havde ellers nok været en god investering, ligesom en dramaturg uden tvivl kunne have hjulpet den blot 20-årige dramatiker-aspirant Morten Trier Josefsen til at få lidt bedre styr på sin tekst og sit univers.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov
Så giv mig dog min cykelhjelm!
Teater Hund:
'Far, Mor og Børn - hver dag!'
Eller mælken. Eller mine forældre i bur. For Teater Hund får igen ungerne til at more sig over deres forældres tåbeligheder
Skal vi danse – eller skal vi bare klappe lidt på maven?
Uppercut Danseteater:
'Skal vi danse?'
Uppercut Danseteater laver fint nok danseteater for de allermindste. Men de begrænser deres koreografi til det næsten dagligdags – og så er dans ikke helt så sjov