'Ny forskning peger på, at kunstarten dans har helt særlige sociale og pædagogiske egenskaber – især når vi selv er med til at skabe den'.
Sådan lyder det både opbyggelige og lidt triumferende budskab omkring det landsdækkende projekt 'Ta' fat om dansen', der netop har offentliggjort tre forskningsrapporter, som har undersøgt, hvad dans kan, og hvordan den virker, når den 'slippes løs i hele landet blandt ikke-professionelle dansere', som det hedder.
Og konklusionen er klar: 'Når helt almindelige mennesker er med til at skabe en danseforestilling ud fra deres egne ideer og bevægelser, skaber det grobund for nye venskaber, personlig udvikling og kropslige færdigheder'.
Æstetisk aktivitet
Projekt 'Ta' fat om dansen' er søsat af Dansehallerne for omkring tre år siden med det erklærede formål at få danskerne til at møde kunstarten dans på en ny måde, der bl.a. skulle tage brodden af en generel opfattelse af moderne danseforestillinger som noget 'elitært' og svært forståeligt.
Og man er nået ud til mange tusinde mennesker i alle aldre og samfundslag med aktiviteter, der har givet deltagerne mulighed for at møde dans under vejledning af professionelle dansere. Både i skoleregi og i sociale sammenhænge og på tværs af generationerne.
Projekterne 'Dans i skolen', 'Unge på vej' og 'Dans med din nabo' tages under behandling i de tre rapporter, hvor man bl.a. kan læse:
'Oplevelsen af at kommunikere noget om sig selv og verden – at opleve den medskabende dans som et æstetisk udtryk – fylder langt mindre end de sociale aspekter hos deltagerne i Dans med din nabo og Unge på vej. I de tilfælde, hvor der har været tale om en sanselig, æstetisk oplevelse tyder alt på, at det er afgørende, at deltagerne føler sig trygge blandt de øvrige deltagere. Rapporten peger dog også på, at de æstetiske oplevelser er svære at italesætte, og at man med rimelighed kan spørge, om ikke den medskabende dans – i sit væsen – er en æstetisk aktivitet, idet den inviterer deltagerne til at være sanseligt udforskende og bevægelsesfortolkende'.
Magiske øjeblikke
Så den let fremmedgjorte holdning til dansens kunstneriske potentiale består til en vis grad. Ved et seminar under en SWOP-danseteaterfestival i Roskilde for nogle år siden fortalte en engelsk dansepædagog da også, at hun valgte at kalde aktiviteterne for 'bevægelse' frem for 'dans' for at modvirke denne holdning.
Men på samme seminar var koreografen Thomas Eisenhardt fra Aaben Dans klar i mælet: ’Jeg anerkender, at folk kan blive bange for ordet ’dans’. Men jeg synes, at vi skal holde fast i ordet!'
Og det gør man med pædagogisk-kunstnerisk indsigt ved de mange projekter, som 'Ta' fat om dansen' har været involveret i gennem de seneste tre år, og hvor pædagoger og lærere i skolen har skullet engageres i både dansen og deres eget forhold til den.
Som det omtales i en af rapporterne om aktiviteter i skolen, så er disse meget anderledes end det, der, der typisk kendetegner læringsrummet i en mere traditionel undervisning i et klasseværelse: '
'I Dans i skolen-aktiviteterne er der fokus på den sansende, den skabende og den udtrykkende krop, og momentvis opstår der magiske øjeblikke, hvor undervisningen går op i en højere enhed'.
'Er dans virkelig så svært?
Men dansen og dens tilgængelighed italesættes i mange andre sammenhæng. Således var noget lignende på spil på danse-workshoppen ved seneste Horsens Teaterfestival, hvor fire koreografer fortalte formidlere og teaterfolk om deres arbejde under seminar-titlen: 'Er dans virkelig så svært?' (se Anne Middelboe Christensens kommentar fra seminaret: 'Dansen for Maren').
Og så er vi ovre i relationerne til det professionelle udbud af danseforestillinger for børn og unge, som det måske også kan være svært at forholde sig til som formidler/arrangør, så her har danseteatrene følgelig også en stor pædagogisk mission overfor både de potentielle købere og det potentielle publikum – selvom man ikke mindst omkring danseforestillinger for de helt små oftest oplever, at de helt uden parader overgiver sig til de dansende mennesker på scenen…
Unges egne danseforestillinger
I 'Ta' fat om dansen'-projekterne kan læring og proces føre til små eller større forestillinger – hvor nogle også har karakter af egentlig professionalisme.
Således er der 25. februar premiere på forestillingen 'What do you think?' på Musicon i Roskilde, hvor Aaben Dans holder til – og det lokale egnsdanseteater er da også producent på forestillingen i samarbejde med ROK Dansefyrtårn og Dansehallerne.
Det er tale om en danse- og performanceforestilling med, for og om unge med fælleskabets virkelighed som tema – og den har koreografi af Hendrik Lebon, der er vokset op i den belgiske børneteater/danse/performance tradition omkring Eva Baal og Kopergietery. (Se mere om forestillingen).
Pernille Møller Taasinge, der er producent m.v. hos Aaben Dans, kalder 'What do you think?' for en 'professionel forestilling med unge på scenen' – og pigerne, der er mellem 13 og 17 år, er i øvrigt fundet ved en audition i april 2016.
Det professionelle set-up med unge på scenen går også igen i en kommende musisk-fysisk danseteaterforestilling også for, med og om unge på Odense Teater:
'PÆNT GRIMT', der opføres 15.-18. marts på Sukkerkogeriet, fabulerer over de unges konstante selviscenesættelse. Der er 20 unge mellem 14-22 år på scenen, og de har gennem fem måneders workshop med dans og teater udfordret sig selv og temaet (Se mere om forestillingen).
DanseDrømme
Forestillingen på Odense Teater er dog ikke et 'Ta' fat i dansen'-projekt, men til gengæld en del af DanseDrømme, initieret af BalCon i et eksperimenterende scenekunstprojekt, hvor uprøvede unge talenter med professionel assistance skaber en forestilling ud fra deres eget udgangspunkt. Foreningen BalCon, hvis kunstneriske leder er danseren og koreografen Anette Abildgaard, som er tidligere leder af Nyt Dansk Danseteater, går så i produktionssamarbejde med et teater.
Med 'PÆNT GRIMT' er det altså Odense Teater, mens det var med Østre Gasværk som samarbejdspartner til DanseDrømme, at danseforestillingen 'Boxes' fik premiere i maj 2016. DanseDrømmes første projekt var i øvrigt 'Udspring' med 25 unge amatører, hvis liv og historier indtog Skuespilhuset i juni 2014.
Og man kunne i den sammenhæng også nævne Steen Koerners hiphop-danseforestilling, 'Gadens Hårdeste Hævn', hvor 11 urbane dansere fra Københavns hiphop-miljø og elever fra Næstved Ungdomsskole indtog Dansehallerne i vinterferien sidste år.
Borgerdans?
Således synes de unge langt fra afskrækket af hverken dans som kunstart eller personlig udtryksmåde. Og det gælder ifølge de nye evalueringsrapporter fra/om 'Ta' fat om dansen' heller ikke for de børn, andre unge, voksne og gamle, der har taget del i projekterne rundt om i landet. Efter at den første forsigtighed har lagt sig…
Men et spændende spørgsmål i kølvandet på alle disse projekter og forestillinger i mere eller mindre professionelt regi og andre gode tiltag for at aktivere og engagere både børn, unge og gamle omkring moderne dans, er så, om det også kan mærkes på tilskuerinteressen og tilstrømningen til de danseforestillinger, der fremstår som rendyrkede professionelle og uden interaktive og engagementsfremmende tiltag?.
Selvfølgelig bliver man bedre til at afkode professionelle forestillinger, når man selv har prøvet at danse, men erfaringer fra andre dele af scenekunstbranchen – især omkring de unges tilgang til teater – tyder alligevel på, at de primært er interesseret i at være med selv eller alternativt se jævnaldrende optræde…
Ganske som det meget aktuelle og udbredte fænomen borgerteater, der bl.a. har bemægtiget sig landsdelsscener og større teatre, hvor det takket være familie og venner ofte giver gode belægningsprocenter.
Men at det er godt at danse, vil hverken rapporter eller virkelighed dementere…
