Af: Gudrun Hagen

1. november 2022

Moderne musemagi

Med ’Nøddeknækkeren og Musedronningen’ har Det Lille Teater lavet en ny dramatisering af det klassiske juleeventyr af E.T.A Hoffmann for målgruppen 4-10 år. Og sammen med et godt lydspor kommer de magiske julekvaliteter fint frem i denne uomgængelige juleklassiker over dem alle.

I Det Lille Teaters stærkt moderniserede version af ’Nøddeknækkeren’ er den vrisne musedronnings yderst forskellige museunger spredt ud over hele kloden, og lille Marie frygter med god grund for julestemningen. 

’Du skal lære at kende forskel på virkelighed og fantasi’, formaner den travle mor sin lille datter, mens hun pønser på, om det kunne være smart at pynte juletræet helt ensfarvet i år. 

Rikke Bilde gør det særdeles overbevisende som fortravlet voksen, der vil sin datter det bedste, men eksempelvis ikke har nogen sans for datterens sirligt opstillede musebamsekoncert. 

Det har vi til gengæld som publikum. Via det fineste lydspor får vi magien fra hendes dirigent-leg helt ud på bagerste række i den lille teatersal. Legeværdien har reel værdi her, og det er en smuk start. 

Ganske morsomt er det også, at et par af musene spiller falsk, så vores lille dirigent med myndig mine må rette til. Mathilde Lundberg formår flot at formidle barnlig uskyld og nysgerrighed igennem hele stykket.

Modernisering af Tjajkovskij

Musikken er komponeret af Christian Balvig med udgangspunkt i Tjajkovskijs musik.  Det er sin sag ikke blot at ville modernisere opsætningen af så klassisk et juleeventyr som ’Nøddeknækkeren’, men også at ville pille ved selveste Tjajkovskijs toner. Må man overhovedet det? 

Det kunne nemt ende fladt, men Balvig slipper imponerende nok afsted med at give lydbilledet en lethed, der passer godt til den enkle opsætning. Samtidig inddrages de mest ikoniske temaer, så man enkelte steder tager sig selv i at savne tåspidsskoene ramme i takt. Det er godt balanceret. 

Og som sjovt, moderne nik til den manglende ballet har vi til gengæld her en Nøddeknækker (Michael Lundbye Slebsager), der læner sig tæt op ad Electric Boogie i sin bøjelige dans med sine træ-lemmer. Det er svært ikke at elske lidt, og salen tager ham til sig med åbne arme.

Blues-blæs i legetøjstrompet

På samme måde lykkes det ganske godt at modernisere den ret omfattende, klassiske fortælling. Mange af de eventyrlige figurer er helt barberet væk. Her har vi slet og ret at gøre med en musemor, der vil have sine unger hjem til jul. At de så alle tre er ved at realisere sig selv forskellige steder i verden, indlemmer elegant – og temmelig fjollet i ordets bedste betydning – små referencer til originales snefnug, Østens magi osv. 

Noget af originalens kant og dysterhed bevares også med musedronning-figuren, der slet og ret tager Maries lille dukke som gidsel for at få sine unger igen. Humørmæssigt skifter hun dramatisk imellem at være vrissen og ugidelig over i en rå, desperat sorg – komplet med blues og blæs i en lille legetøjstrompet. Det er en gylden scene, og Rikke Bilde er igen skøn i denne rolle, som min mindste lille ledsager (4 år), dog var en kende utryg ved.

Kvadratisk – praktisk – god

Scenografisk er der også god samling på moderniseringen af fortællingen. 
Meget ulig den klassiske versions kæmpe gemakker hos det bedre borgerskab er scenen her sat i et moderne hjem med en enlig mor og en fjollet onkel. Deres hjem har karakter af et såkaldt ’tiny home’, hvor alting har mange funktioner. 

At huset på den måde er godt udnyttet, betyder også at scenerummet bliver yderst fleksibelt. Sofaen er ikke bare en sofa, skorstenen ikke bare en skorsten.  det muliggør dygtigt et væld af enkle skift i fortællingen, der ikke mindst udnyttes når de store mus skal trylles små, så de er til at have med hjem i lommen til musemor, så julen kan reddes…

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse