I Det Lille Teaters stærkt moderniserede version af ’Nøddeknækkeren’ er den vrisne musedronnings yderst forskellige museunger spredt ud over hele kloden, og lille Marie frygter med god grund for julestemningen.
’Du skal lære at kende forskel på virkelighed og fantasi’, formaner den travle mor sin lille datter, mens hun pønser på, om det kunne være smart at pynte juletræet helt ensfarvet i år.
Rikke Bilde gør det særdeles overbevisende som fortravlet voksen, der vil sin datter det bedste, men eksempelvis ikke har nogen sans for datterens sirligt opstillede musebamsekoncert.
Det har vi til gengæld som publikum. Via det fineste lydspor får vi magien fra hendes dirigent-leg helt ud på bagerste række i den lille teatersal. Legeværdien har reel værdi her, og det er en smuk start.
Ganske morsomt er det også, at et par af musene spiller falsk, så vores lille dirigent med myndig mine må rette til. Mathilde Lundberg formår flot at formidle barnlig uskyld og nysgerrighed igennem hele stykket.
Modernisering af Tjajkovskij
Musikken er komponeret af Christian Balvig med udgangspunkt i Tjajkovskijs musik. Det er sin sag ikke blot at ville modernisere opsætningen af så klassisk et juleeventyr som ’Nøddeknækkeren’, men også at ville pille ved selveste Tjajkovskijs toner. Må man overhovedet det?
Det kunne nemt ende fladt, men Balvig slipper imponerende nok afsted med at give lydbilledet en lethed, der passer godt til den enkle opsætning. Samtidig inddrages de mest ikoniske temaer, så man enkelte steder tager sig selv i at savne tåspidsskoene ramme i takt. Det er godt balanceret.
Og som sjovt, moderne nik til den manglende ballet har vi til gengæld her en Nøddeknækker (Michael Lundbye Slebsager), der læner sig tæt op ad Electric Boogie i sin bøjelige dans med sine træ-lemmer. Det er svært ikke at elske lidt, og salen tager ham til sig med åbne arme.
Blues-blæs i legetøjstrompet
På samme måde lykkes det ganske godt at modernisere den ret omfattende, klassiske fortælling. Mange af de eventyrlige figurer er helt barberet væk. Her har vi slet og ret at gøre med en musemor, der vil have sine unger hjem til jul. At de så alle tre er ved at realisere sig selv forskellige steder i verden, indlemmer elegant – og temmelig fjollet i ordets bedste betydning – små referencer til originales snefnug, Østens magi osv.
Noget af originalens kant og dysterhed bevares også med musedronning-figuren, der slet og ret tager Maries lille dukke som gidsel for at få sine unger igen. Humørmæssigt skifter hun dramatisk imellem at være vrissen og ugidelig over i en rå, desperat sorg – komplet med blues og blæs i en lille legetøjstrompet. Det er en gylden scene, og Rikke Bilde er igen skøn i denne rolle, som min mindste lille ledsager (4 år), dog var en kende utryg ved.
Kvadratisk – praktisk – god
Scenografisk er der også god samling på moderniseringen af fortællingen.
Meget ulig den klassiske versions kæmpe gemakker hos det bedre borgerskab er scenen her sat i et moderne hjem med en enlig mor og en fjollet onkel. Deres hjem har karakter af et såkaldt ’tiny home’, hvor alting har mange funktioner.
At huset på den måde er godt udnyttet, betyder også at scenerummet bliver yderst fleksibelt. Sofaen er ikke bare en sofa, skorstenen ikke bare en skorsten. det muliggør dygtigt et væld af enkle skift i fortællingen, der ikke mindst udnyttes når de store mus skal trylles små, så de er til at have med hjem i lommen til musemor, så julen kan reddes…
