Han var selv et lille mirakel, ham Thomas Winding. Når han skrev eller fortalte historier om livet og verden, blev vi klogere og varmere indeni. Lykkeligt at han nåede at gøre dette sidste manuskript færdig – eller som Det Lille Teater præcist formulerer det i deres pressemeddelelse: ‘Med sin sædvanlige omsorg for både børn og voksne nåede Thomas Winding inden sin død at skrive en sidste forestilling’.
Nu sidder vi så i teatret, og mens vores barnehjerter frydes over omsorgens resultat, endnu en verdenshistorie i børnehøjde, vemoder vores voksenhjerner sig over, at ord-troldmanden ikke er mere.
Men hans historie er der, og den er dejlig, bare man husker, at der ikke er noget jul i den, årstiden til trods. Lige ud af landevejen er den, enkel, virkelighedsnær og med masser af humor. Vi er hjemme hos Tullemand – lille knægt på fire år med stort hoved, tindrende øjne, barnetopmave og eventyrlysten hårstrit – der skal passes af bedstefar. Fortællelystne bedstefar, der arbejder på endnu en god historie, han kan fortælle om aftenen. Derfor skal der helst være ro omkring ham. Men bilerne larmer, og Tullemand har også taleproblemer, selv om han erklærer, at han godt kan lide stilhed, ‘for så behøver man ikke at snakke’.
Imens far går ud og handler, skal Tullemand sove til middag. Hvilket ikke er let, når man er født nysgerrig på verden omkring sig og samtidig har en bedstefar, der har svært ved at holde sine historier for sig selv. Det bliver til flere af slagsen – både den om pingvinerne på Sydpolen og den om humlebien på Nordpolen. Og historierne forvandles til teater foran os, når bedstefar og Tullemand træder ud på altanen i scenografen Julie Kyhls dejlige kæmpedukkehus-dekoration. Her kan pingvinerne snurre rundt på hustagene, når bedstefar drejer på altan-tremmerne.
Hvordan det hænger sammen? Jamen, sådan er det altså bare. Og senere forvandler et iskrystal sig til en ønskefe, når den lille humlebi ved et uheld er havnet på Nordpolen. Hvordan den er kommet derop? Fordi sådan er den historie nu engang! Og der er skyggeteater og små sange, midt i det hele, og en Betlehemsstjerne i loftet over vores hoveder, når den bedste julehistorie af dem alle skal fortælles – den om Jesusbarnet i krybben.
Det er her, miraklerne, både de små og de store, kommer ind i billedet. Som betegnelsen for noget godt, der indtræffer for nogle gode mennesker, der ellers har det skidt. Som da humlebien som tak for feens redning oppe på Nordpolen hjælper et par gamle mennesker i Vanløse med at finde deres briller. Mirakler over grænser!
Børneafluret
Og sådan hænger tingene på forunderlig vis sammen, så selv Tullemand til allersidst ender med at lave et lillebitte mirakel. Inden da har bedstefar fortalt og tryllet for os i Claus Bues dejligt distræte skikkelse. En hyggeonkel af format, finurlig, klog og elskelig, ham ville man gerne passes af.
Endnu elskeligere er Bo Carlsson i dobbeltrollen som far og Tullemand. Genialt træder han ind som Far med Tullemand på armen – en herlig dukkedreng af fineste Poul Arne Kring-fabrikat – og senere, da far er forsvundet, fungerer Bo Carlson som ‘usynlig’ dukkefører for Tullemand. Totalt børneafluret til mindste detalje, når stemmen går i ivrig drengefalset, de små hænder dasker rundt med legetøjet, trækker dynen helt op til næsen, eller forsøger at stoppe bamsen ned i en lidt for lille æske. Ja, for han var sødere, da han var mindre, som Tullemand siger.
Og læg så mærke til Carlsson selv, for han ser præcis ud i ansigtet, som var han Tullemand, når han fører dukken. Samme tindrende intensitet. Det forstyrrer ikke, for Carlsson stjæler aldrig opmærksomhed; det er bare en skæg ekstragevinst i en varm og livsbekræftende hverdagsforestilling, som med sine mange finurlige ord og instruktøren Rikke Wölcks fornemt præcise detaljeringskunst lokker smil frem hos de voksne og kræver lydhørhed hos det unge publikum.
Som belønning får de til gengæld en oplevelse, der spejler deres egen kringlede og uimodståeligt barnelogiske tankegang på det allerfornøjeligste.
