Man kan blive ganske klog af at læse fabler – altså fortællinger, hvor dyr opfører sig akkurat lige så lumpent eller kærligt som mennesker.
Det er dette greb, som Teater Hund & Co. nu anvender i sin juleforestilling ’Jul med dyr’. Her er det fortællingen om tre dyr i en skov, der glæder sig til juleaften. Det vil sige: Bjørn sidder med sin iPad og tjekker gaver på nettet, og Ulv øver sig i danse fra YouTube på mobiltelefonen. For så er det, at Egern advarer dem om, at forbrugsfesten får konsekvenser for skoven…
Det er ganske sjovt tænkt af dramatikeren Methe Bendix. Her går eventyr og juleforventning hånd i hånd med miljøbekymring. ’En øko-thriller om store katastrofer og større hjerter’ kalder Teater Hund forestillingen, der ganske rigtigt prøver at sætte den globale miljøtrussel i et nært perspektiv.
Pelshår og grankviste
Imponerende nok undgår forestillingen at blive belærende eller missionerende. Ungerne kan umiddelbart identificere sig med spændingen om at få den helt rigtige julegave, så der opstår en fin balance mellem bekymringen for træerne, der skal fældes, og forventningen til julens gaveregn.
Egentlig begynder forestillingen som en bog. Hver tilskuer bliver nemlig sat i ’græsset’ på tæppeklædte podier med en billedbog i hånden. I bogen er der glimt fra skoven – med lækre grafikbilleder og opfindsomme følesider med pelshår og grankviste. Hver gang en klokke klinger, skal man bladre videre, og det gør børnene og deres voksne med glæde.
Undervejs bliver der dog lovlig langt fra bogens univers op til scenens, og ret beset er bogen næppe nødvendig for teateroplevelsen. Replikkerne på scenen har dog den stædighed, som de yngste skolebørn sætter pris på at høre, og teksten er i det hele taget en glimrende, klassisk historie om et kammeratskab, der bliver problematisk, hvorefter alt bliver løst til sidst.
Teksten bliver bare tungere og tungere, ikke mindst fordi der inddrages oplæsninger af dommedagsartikler fra dyreavisen ’Skovnyt’.
At denne papiravis bliver uddelt i skoven, er bare et af de skøre fabelpåfund undervejs.
Ulvedans
Skuespillerdyrene er skønne. Anne Dalsgaard sætter hofterne i gang som den dansesyge Ulv – og straks har hun alle de danseglade unger med sig. Hun karikerer sine armbevægelser helt vildt, som om hun var dansepige til en koncert eller et tv-show. Hun vrider sig i grimasser, og ungerne griner.
René Benjamin Hansen tager kegler som Bjørn. Han lunter fredsommeligt af sted med sin ipad på evig jagt efter nye maskiner. Slikmaskinen er hans favorit – han vil helst have den i rød – og hans ansigt lyser af glæde, når han studerer dens detaljer på skærmen.
Ungerne identificerer sig med ham på stedet: Han vil jo ikke gøre miljøet noget. Han kan bare godt lide slik! Og så er han så dejlig grundig, når han leder efter noget til sin ønskeseddel.
Drop reglerne
Morten Brovn har rollen som det miljøaktivistiske Egern, der forsøger at råbe de andre op. Han krummer sig fint sammen som med egernhalen strittende, mens han ser ængsteligt omkring sig, og han har en god vrede i sig, når han opdager, hvor ansvarsløse de andre er.
Da han læser i avisen, at bæverne vil have opvarmede swimmingpools, går han i aktion: Så bliver der indkaldt til klimatopmøde i skoven. Men som Bjørn klogt advarer:
’Hvis det er noget med problemer og regler og forbudte ting, så kommer der altså ikke nogen’.
Fra græs til trappe
Ærgerligt nok har iscenesættelsen ikke helt så mange idéer som teksten. Teater Hunds udtryk virker også ret begrænset af Får 302’s lillebitte scene. Publikum går nu godt nok direkte op fra kælderfoyeren ad en trappe til scenerummet, og i salen sidder ungerne på de grønklædte bænke, der fungerer som en slags lysning i skoven. Men iscenesættelsen har valgt at lade skuespillerne løbe ud i trappeopgangen, hver gang de bliver skændes. Det bliver et sært renderi.
Scenografien af Jacob Langaa-Sennek er ellers en ret opfindsom indretning af det lille scenerum. Her er i hvert fald stiliserede træstammer med grene, som Egern kan hænge i. Når han klatrer op og hægter sig fast i knæhaserne, mens han filosoferer over miljøet med hovedet nedad, bliver ungerne begejstrede: her er en tænkestilling, som de kender fra sig selv på legepladsen.
Samtidig har Brian Larsen lavet et lyddesign, så skoven både summer af bier og stormer af vindstød. Og så er kostumerne akkurat lige så fjollede, som ungerne kender det fra fastelavn: heldragter med hætte i den rigtige dyrefarve og en lynlås foran. Sådan!
Heldigvis er denne naive tilgang til skoven og dyrene med til at give forestillingen et legende præg, som løfter symbolikken – og spreder munterhed i miniafspejlingen af virkelighedens klimadebat. Desværre går forestillingen i tomgang undervejs. Måske fordi grundgrebet med dyrene er bedre end selve plottet. Det ændrer dog ikke ved, at forestillingen er både sjov og kærlig – og fyldt med overraskende symbolik. Som for eksempel denne her julekærlige definition:
’Hvad er en skov? Det er mange træer, der står sammen’.