Af: Randi K. Pedersen

5. juni 2019

Mesterlig meningsfuld komik

Dansk Rakkerpak har genopfrisket forrygende satire over kortsynede fordomme og radikalisering.

Der er lagt op til hyggelig frokost i det grønne, hvor to mappemænd i skjorte, slips og jakkesæt mødes på en bænk i parken, som de tydeligvis føler ejerskab til. Her kan de uforstyrret dyrke deres drømme om fritidsfiskeri og den helt store fangst, der illustreres med gevaldige kast oppe fra bænken med en imaginær snøre. 

Men det er ikke en fisk, de får på drømme-krogen, det er en skræmmende udfordrer af deres trygge rammer og rutiner. 

Umiddelbart er 'Lus i skindpelsen' en frisk genopsætning fuld af den elementære klassiske komik i enkle omgivelser, som Dansk Rakkerpak er verdensmestre i at udfolde med arme og ben og uden et ord. 

Men lige under overfladen er forestillingen en skarp aktuel samfundssatire. Undervejs får publikum også små satiriske sidegevinster. Som når slanke Niels Grønne lynhurtigt takker ja til tykmaven Søren Møller Pedersens tilbud om at bytte en asketisk kiks ud med en sandwich fra vennens veludstyrede madpakke. 

Men udvekslingen af frokostmad bliver hurtigt fortrængt, da den fremmede slår sig ned hos dem. Alene hans outfit er en trussel. Niels Peter Kløfts heftige og skægge actionman bærer T-shirt under jakkesættet, og mappen er en sportstaske. Den slags over-tjekkede fyre er der bestemt ikke plads til på bænken. Faktisk er der ikke plads til nogen som helst andre på bænken, end de to venner. 

Den fremmede tillader sig tilmed at storprale om sin 9 meter lange fiberstang og laksefangst i Alaska. Stillet over for sådanne hårde realiteter ryger vennernes kasse med lystfiskerdrømme i skraldespanden og erstattes af et helikopter-samlesæt. Det overgås selvfølgelig straks af manden, der stiller med en mægtig færdigbygget flyder, og så havner samlesættet også i skraldespanden. 

Veludførte løjer

Den fremmedes manglende situationsfornemmelse gør ikke vennerne på bænken blidere stemt over for personen, der er trængt ind på deres selvbestaltede enemærker. De nægter ham en plads i fællesskabet, og så tager de barske og fabelagtigt veludførte og flot timede løjer for alvor fart.

Manden prøver blandt andet at bestikke de to med tyggegumme, popcorn og cola. Det virker ikke, og så forsøger han sig med den ene mere skrupskøre forklædning efter den anden. Desværre bliver han hver gang afsløret og ryger igen og igen ud på røv og albuer. 

Ud bag en parkbygning, der heldigvis er til rådighed, som en effektivt medspillende kulisse. Han har dog et vist held med at optræde som kvinde, for det udløser straks en mandehørmende konkurrence i kurmageri mellem de to venner. 

Jakkerne, som de har smidt i kampens hede, kommer på igen, og det bliver sjovere og sjovere, når de prøver at overgå hinanden i blandt andet sang og løb. Der skal også kysses og så – gys – opdager de, at damen er en mand! Så er det ikke længere nok at mobbe, nu falder straffen i form af regulære bøllebank. 

Men ingen bryder sig om blive holdt udenfor og føle sig uønsket, og de andres afvisning får den fremmede til at udtænkte en djævelsk plan.

Han vil sætte lus i skindpelsen mellem de to venner, så de begynder at bekæmpe hinanden og ikke kun ham. Det bliver en drabelig kamp, for den fremmede uddeler rundhåndet tunge skydevåben, der tages i brug med samme iver som forhåndenværende midler som skraldespandsstativet. 

Er det forherligelse af vold? Nej det er forrygende morsom anskuelsesundervisning i, hvordan kortsynede fordomme kan radikalisere et menneske. Men også, hvordan vold avler vold og ikke er svaret på nutidens problemer.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
På vippen til 0. klasse
Teater My:
'Vi skal gøre det igen'
’Vi skal gøre det igen’ kryber, trods enkelte svagheder, med ro, rammende små detaljer og underfundig humor ind i et 6-årigt barns liv fra stor børnehavepige til lille skolepige.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
På vippen til 0. klasse
Teater My:
'Vi skal gøre det igen'
’Vi skal gøre det igen’ kryber, trods enkelte svagheder, med ro, rammende små detaljer og underfundig humor ind i et 6-årigt barns liv fra stor børnehavepige til lille skolepige.