De fleste af os forbinder pigegarden med byfester, børnehjælpsdage, dyrskuer og royale besøg. Med tamburmajoren forrest marcherer de igennem hovedgaden i deres fornemme uniformer, mens de spiller taktfast og festlig musik. Lokalpatriotisk og fornøjeligt på én gang.
I Riddersalens forestilling ’Stille stemmer’, der denne sommer spiller i Lorrys Have på Frederiksberg, møder vi to garder fra Frederiksberg Pigegarde. De er iført blå uniformsjakker med frynsede epauletter på skuldrene og smukke guldbroderinger, hvide skørter, hvide støvler og bare ben. Den ene spiller tuba, og den anden spiller triangel.
De står og venter på resten af orkestret. Velberedte og med nypudsede instrumenter er de klar til at tilslutte sig, når de andre engang kommer forbi. Og sådan har de altså stået og ventet siden 1976, hvor de blev væk fra de andre.
Fortidens stemmer
’Vi valgte en anden vej,’ forklarer de to velvoksne gardister. De blev trætte af bare at gå forbi.
De gik ned ad sidegaderne, ind i baggårdene og ned i kælderskakterne. De blev forført af de stille stemmer; af den frederiksbergske fortid, som dukkede op, når de bevægede sig væk fra hovedgaden.
Og mens de står her og venter, hører vi historierne fra fortiden. Vi hører om kong Frederik IV og hans penneveninde (siden dronning), komtesse Anna Sophie Reventlow, der skrev breve til hinanden fra hver sin selvisolation, mens pesten hærgede i 1711.
Vi hører også om Druknestenen på Åboulevarden, der står til minde om en drukneulykke i 1812, hvor en karet med seks personer kørte i åen. To af dem døde. Åen er der ikke længere, men stenen står der endnu. Også historier af nyere dato dukker op, hvoraf hovedpersonen i én af dem selv sad blandt publikum til premieren.
Ned ad mindernes allé
’Stille stemmer’ er skrevet af Signe Birkbøll, der også selv spiller med i forestillingen over for Ragnhild Kaasgaard. Og manuskriptet er fremragende. Foruden de historiske fortællinger, der er gjort levende og vedkommende, så er rammefortællingen med de to garder både sjov, følsom og sprogligt velformuleret med replikker som ’jeg studser, mens jeg pudser’ og ’tubaen fik en bule på boulevarden’.
Instruktør Geir Sveaass har iscenesat forestillingen med en skøn, sommerlig lethed, der passer fortrinligt til gadeteaterformatet, og med god udnyttelse af de komiske kvaliteter, der findes i manuskriptet og hos de medvirkende. Det bliver en varieret og gennemarbejdet forestilling, der er båret af få men velvalgte greb.
De to skuespillere får os til at smile fra ende til anden. De er sådan nogle damer, som timerne bare flyver afsted i selskab med. Og det skorter heller ikke på skuespiltekniske værktøjer hos de to, der synes at rumme alt fra farce og slapstick til inderlighed og melankoli.
Forestillingen er en smuk og velskabt tur ned ad mindernes allé, som forfører og underholder både børn og voksne. Denne anmelder har sjældent set et så aldersmæssigt bredt publikum, der var så optagne af den samme forestilling på samme tid. Hvis man lægger vejen forbi hovedstadsområdet denne sommer, bør man derfor udforske de små sidegader i selskab med ’Stille stemmer’.
