På Festival 2008 i Næstved bar forestillingerne for 14 år + præg af dramatik baseret på virkelighedshistorier. Dramatik hvor sproget er hverdagsagtigt med mennesker, de unge prompte kan spejle sig i, mennesker fra deres eget liv. Temaerne er overvejende de unges problemer med stoffer, med kærlighed og sex, med spiritus, mobning, ensomhed, identitet etc.
De store klassikere, der omhandler evig gyldige emner er sparsomt repræsenteret. Bl.a. derfor er Teatret Fair Plays ‘Milkwood’ et herligt pusterum og samtidig et gensyn med en genre, der var ret udpræget år tilbage; nemlig klassikere bearbejdet med den hensigt at turnere, at spille for et yngre publikum og tænkt ind i en alt andet end pengestærk branche.
Den visuelle poesi
‘Under Milkwood” er originaltitlen på Dylan Thomas’ walisiske mesterværk fra ca. 1953, som han efter fire års arbejde lige nåede at gøre færdig inden sin alt for tidlige død. Stykket bærer undertitlen: ‘Et stykke for stemmer’. Det henviser til, at stykket er skabt for radio, men samtidig at Thomas bryder med en af radiodramatikkens uskrevne regler; at indskrive få roller, så lytteren ikke forvirres af de mange stemmer. Thomas gjorde akkurat det modsatte.
Men Teatret Fair Play har løst den svære opgave til fulde.
I den tidlige morgenstund i skolens gymnastiksal bliver publikum forført ind i det grågrumsede og drømmeriske univers. Der hænger en dis over rummet, som når mosekonen brygger. Den sovende havneby står klart og særdeles mystisk i en enkelt og meget overbevisende visuel ramme.
Thomas’ fascination af det underbevidste og hans geniale introduktion af figurerne via deres driftige nattesøvn bliver ret så overbevisende fremstillet af de fire sort-hvide skikkelser, der befolker den grå podie afgrænsede scene. Lyden er en uhyre vigtig medspiller og indrammer den scenografiske helhed. Sammen med et effektivt lysdesign transformeres scenen klokkeslag for klokkeslag gennem døgnets rytme. Pludselig bliver Mog Edwards, Miss Price, Polly Garter, pastor Eli Jenkins, Mary Ann Sailors og ikke at forglemme lille Willy Wee som blot få af de mange beboere i den maleriske by lyslevende og fængslende i den monterede kollage.
Det er mentalt umuligt at holde styr på de mange medvirkende, men det er visuelt fantastisk at sluge hver eneste situation, som sindigt slynger publikum fra den ene lidenskabelige Milkwood-beboer til den anden. De fire spillere transformerer på split sekunder uproblematisk krop og stemme fra en figur til en anden.
Forestillingen lever smukt og formfuldendt op til de mange forventninger, der stilles til et ensemble, som tør kaste sig ud i at opererer med Dylan Thomas.
Noget for de unge?
Og hvad er det så de unge mennesker kan lære af det? Ud over en stærk indsigt i og hyldest til mangfoldigheden kan Dylan Thomas’ store lidenskab for de små dramaer i hverdagen måske rykke ved deres eget syn på realiteterne. Det er ikke mindst vigtigt i en verden, hvor mange unge – for hvem den kedelige dagligdag ikke er værd at leve for – kun kan se sig selv som prætentiøse grænsebrydere og bl.a. havner i misbrug af spiritus, steroider, euforiserende stoffer, med mennesker etc.
Anmeldelse fra BTA 145
