Man hører hende, før man ser hende. En fortravlet kvinde, der kommer klaprende i sine stepsko. Efterhånden bliver hun også lidt opkogt og mere modstræbende, når hun kostes rundt af en hysterisk operaprimadonna skabt i Maria Callas’ billede. En kvinde med tårnhøjt hår og 60’er tørklæde i Brigitte Bardot-stil og en rødmalet mund så enorm, at man frygter at blive slugt med, når hun åbner den. Heldigvis nøjes den afdankede diva med at inhalere flødeboller.
Fire styks bliver det til i løbet af forestillingen, bragt af den kvindelige assistent og oppasser, der ved præcis, hvordan hun skal få sin stærkt grådlabile arbejdsgiver til at falde til ro og i søvn. Assistenten pisker rundt og griber på vejen det ene musikinstrument efter det andet, som hun med stor selvfølgelighed og sød charme spiller på.
Stepskoene kommer også i brug, og i rollen som den tyranniserede hjælper er Linn Halgrup Lorenzen god til at skabe kontakt med publikum.
Det er der brug for, for Sofie Faurschous diva i guldballerinaer og med påmalede tårer dryppende på kinderne er så overspillet, at det svækker komikken i figuren og gør hende fjern. Ikke mindst for børn og teenagere, der i forvejen ikke har meget, som de kan relatere til, der kan gøre divaen og hendes historie bare en smule genkendelig.
Den stærkt karikerede, nonverbale spillestil kan måske forklares med, at 'El Concierto' angiveligt er en udendørs pop-up-forestilling. Det giver mere plads til de grotesk store armbevægelser og den vilde mimik. De to skuespillere er også ferme musikere, og der bliver lyttet, når de spiller på sav og en lang række andre instrumenter, hvoraf nogle er i børnestørrelse. Men det bruges ikke til noget.
Useriøst indhold
Forestillingens store svaghed er manglen på et meningsfyldt indhold. Det skal næppe tages alvorligt, men er heller ikke særlig sjovt, at lykken for divaen er at få en fin forlovelsesring på fingeren. Hvorefter verden bryder sammen, fordi manden – en publikummer – alligevel ikke vil have hende. Det er nok heller ikke den slags kønsrolleidealer, der – trods ironi og satire – har mest værdi for moderne børn, som nemt tager tingene for pålydende.
Titlen 'El Concierto' er også problematisk. Et voksent publikum hænger sig nok ikke i, hvad en forestilling kaldes. Men, når man spiller for børn fra otte år, hvorfor så kalde den noget på et sprog, som de hverken kan læse eller forstå? Hvis det skyldes, at Teater Arrieregarden spiller meget i udlandet, så ville en simpel oversættelse være nok til at komme danske børn i møde. Desuden stikker problemet med målgruppen dybere.
Forestillingens retroagtige stil, men først og fremmest den tynde historie, afslører hurtigt, at når det drejer sig om et børne-publikum, så kniber det stærkt med de seriøse overvejelser. Arrièregarden beskriver selv sit supermusikalske slapstick-show som 'en melodramatisk teaterkoncert', der handler om 'fortidens forliste romancer og forspildte chancer'.
Det kunne godt appellere til hormonhede teenagere, hvis der blev budt på lidt mere end skøre grimasser.
Men 'El Concierto' forspilder i bedste fald børns mulighed for at få en god teateroplevelse. I værste fald blokerer den for deres modtagelighed for den musikalske mangfoldighed og energi, som forestillingen også byder på.
