I efteråret iscenesatte Aarhus Teater ‘Det Gyldne Kompas’, og nu spiller Filuren ‘Det fortryllede Urværk’. Den populære engelske forfatter Philip Pullman er nået til de danske teaterbrædder.
På Filuren er ‘Det fortryllede Urværk’ blevet en mærkelig mellemtingsagtig forestilling. Jakob Sheppard Hermann har som tekstbearbejder valgt at betone gyserhistoriedimensionen, og den historie, der er kommet ud af det, er både klar, stram og begivenhedsrig. To parallelle historier snor sig ind og ud af hinanden. En historie om urmagersvenden Carl, der ikke har fået lavet sin svendeprøve – en figur til kirkens klokketårn. Og en fortælling om Kong Otto og hans kone, som ikke kunne få børn, men omsider får en søn, Prins Florian, der imidlertid dør kort efter sin fødsel, men bliver vakt til live af Dr. Kalmenius. En heksekyndig doktor som først indopererer et mekanisk urværk i prinsen og siden kongens eget hjerte.
Og der ligger noget elementært spændende i, at historien ikke udspiller sig kronologisk. At vi fx først i anden del forstår, hvad det var, vi oplevede i første del. Hvad det var for noget med Kong Otto, der skindød og kun med en højrehånd, som bevægede sig, kom farende hjem i den slæde, hvor ellers kun hans lille søn, Prins Florian lå svøbt.
Klarhed i tekst og iscenesættelse
Siddende i et stort beduinagtigt telt (en fortælle-pagode) følger vi i tre akter de to handlingsforløb i et celloakkompagneret fortælleteaterforløb, som Jakob Sheppard Hermann har instrueret så historien træder tydeligt frem.
Merete Hegner og Kirsti Kærn hopper ud og ind af alle stykkets roller og har undervejs også fortællerens rolle. Med ændringer i gestik og stemmeføring og ved hjælp af enkle kostumeskift markerer de tydeligt hvem de spiller. Kong Otto, forfatteren Fritz, der sætter hele historien i gang, urmagersvenden Carl, kroværtens tjenestepige Grethe, Prins Florian eller Dr. Kalmenius. Dorte Rolff-Pedersen spiller levende musik til og optræder undervejs også som Florian. Og forestillingen slutter fint og publikumsomsluttende af med Florian og den hjertevarme Grethe i teltets ene ende og urmagersvenden Carl i den anden.
Tæt på men uden gys og dynamik
At de tre medvirkende primært spiller lige foran publikum på et forholdsvis lille areal fortætter oplevelsen og giver koncentration til teksten. Men spillet bliver efterhånden noget stillestående og uinteressant at se på, fordi de måder, tingene vises på med gebærder, skyggespil og lyde, begynder at ligne hinanden for meget og har et skær af noget for forklarende. Ret parallelt til urværksprologen. En indledende monolog om mekaniske urværk, som slår stykkets tema omkring død mekanik, menneskets skæbne og evne til kærlighed an, men som samtidig virker noget lang.
Budskabet i ‘Det fortryllede Urværk’ om, at kærligheden skal slå rod i Prins Florian for at han kan blive reddet som menneske, bliver sikkert og varmt formidlet. Og der sker overvirkelige og interessante drabelige ting i forestillingen. Men det er som om gysene bliver pakket ind i en alt for ligefrem instruktion. En iscenesættelse, som har fokus på at ville sikre sig, at børnene kan følge med i historien og ikke bliver bange. Derfor ender ‘Det fortryllede Urværk’ som en klar, sød, ufarlig og lidt kedeligt fortalt historie.
