Ensomheden lyser i halvmørket, allerede når man træder ind i til den høje karrusel, der står stille på midten af scenegulvet. For den originale scenografi til ’Symphony of Solitude – S.O.S.’ er udformet som et slags rundudsnit af en boligblok – med ’lagkagestykker’ fra opgangens lejligheder. Her er et køkken og en stue, men der er også et toilet og et kosteskab. Og oppe på loftet sidder en musiker og jammer på tangenter og knapper…
Karrusellen begynder at dreje. Den bliver skubbet rundt af to blåklædte mennesker med musemasker på hovedet. Den ene har spidse, højhælede pumps på fødderne; den anden har bare tæer – uden yderligere forklaring. Og så er det, at en kvinde dukker op i køkkenet og forsøger at justere en transistorradio, mens en mand kravler ind i stuen og hamrer på sit tv: Velkommen til ensomhedskarrusellen!
Indendørsparkour
I ’Symphony of Solitude – S.O.S.’ af MØR Collective og AFUK Scene er det lykkedes den lettiske billedkunstner og scenograf Katrina Neiburga at skabe en ensomhedsverden, der aldrig går over. Her er en uforklarlig stemning af ubehag og melankoli. Alt i huset skriger af forladthed – fra den revnede flisebelægning på toilettet til de to gule fisk i et hengemt akvarium mellem etagerne.
Imens kravler den svenske komponist og musiker Mika Forsling rundt på karrusellen og skaber et abrupt lydtapet af radioknitrende musikbidder og sære blafretoner, der uden varsel transformerer sig til fuldt udfoldet cabaretsang med et omkvæd, der nærmest aldrig vil stoppe igen.
I iscenesættelsen er det samtidig lykkedes den franske instruktør og koreograf Cille Lansade at skabe et scenebillede af en fuldstændig ulidelig dagligdag uden kontakt til andre mennesker. Minutterne i dette hus går og går, ligesom karrusellen drejer og drejer. Men grundlæggende bryder beboerne aldrig ud af ensomheden for at møde hinanden.
Koreografisk set er kropssproget nærmest surrealistisk med alverdens slags kravlen og smygen ind og ud gennem luger og låger – som en slags ’indendørsparkour’ med desperate forsøg på at bryde ud af hverdagsrutinerne og skabe nyt. Men det er også virkelighedsnært fysisk teater med sjove gentagelser af alle de små rutinebevægelser, vi udfører, når vi keder os…
Gulvmobbe som elsker
Performeren Anika Barkan fra MØR Collective er på spil med sin kontante fysiske tilstedeværelse. Hun sidder i ensomhedsblå nederdel ved sit køkkenbord. Af lutter kedsomhed klipper hun billeder ud af nogle ugeblade og samler dem til surrealistiske collageansigter med overdrevent store smilelæber.
Anika Barkan spiller med en konsekvent, kropslig ubluhed, akkurat som om hun netop sad mutters alene i sit køkken og kedede sig – i den tro, at ingen kan se hende. Alligevel udstråler hun en vild nysgerrighed. Hun mosler rastløst rundt mellem rummene. Ind ad et minivindue til toilettet og ud igen gennem en låge i væggen. Hendes paniske ensomhedsfølelse kulminerer, da hun tager fat i sin gulvmoppe og give skaftet en frakke på. For så kan hun sætte sig tæt ind til denne ’dukke’ og lade som om, at den er en kæreste, som hun lader sig omfavne af. Hemmeligt og nænsomt, men også meget sørgeligt.
Stilstand og drømme
Ensomheden rammer også den mandeskikkelse, som den svenske nycirkuskunstner Petter Wadsten lægger krop til. Han bevæger sig også videre rundt i lejligheden og i opgangen. Det lykkes ham endda at tage en tur i badekarret, uden at det bremser hans irritable fremdrift. Helt absurd bliver det, da han begynder at sige ’misser, misser’, som om han forsøger at indfange katten, der måske er løbet op på loftet.
Vi kan i hvert fald mærke, at der nok ikke findes nogen kat. Det samme gælder, når han begynder at pynte sin stue med balloner. Der er nok heller ikke nogen gæster. Denne mand er bare så ensom, at han bliver nødt til at opdigte sin verden. Indtil han altså går ud i natten og jonglerer med sine drømme helt alene.
Dramaturgisk set ligger hele fremdriften netop i ensomhedens statiske tilstand. Hver især foretager de tre personer sig en masse, uden at det ændrer på deres ensomhed. De tre personer kommer ikke engang op at skændes, sådan som mange ensomme naboer ellers gør det. De interagerer overhovedet ikke. Dermed er denne stilstandsperformance lige ved at blive til en performanceinstallation. Fordi tiden går i stå.
Genkendelig spejling
Alligevel opleves værket som en intens performance. For vi kommer med ind i karakterernes drømme om et liv, hvor tiden giver mening. Og vi glider med ind i deres længsel efter et liv med omsorg og nærvær.
’Symphony of Solitude – S.O.S.’ er annonceret til at være en forestilling for unge fra 12 år. De unge synes tydeligvis, at de groteske udtryk er ret vilde; særligt scenerne med Anika Barkans halvnøgne positurer, hvor de yngste måske ikke helt kan spejle sig i udtrykkets kropslige desperation.
Men forestillingen er finurlig og en god udfordring for de unge, fordi den netop ikke forklarer noget med ord, men kun med fysiske handlinger og musik, der skaber en genkendelig spejling af ensomhed. Med eller uden blåklædte menneskemus.
’I’m waiting,’ synger Anika Barkan. Hendes stemme folder sig ud med en overraskende klang – kogende, eksplosiv og overvældende stærk. Imens læner Mika Forsling op ad hendes sang og lokker drævende countrylyde ud af en banjo. Her opløses den knugende stemning i et lillebitte øjeblik af håb – og pludselig føles alt skønt.
Så selv om forestillingen konstant truer med at gå i stå, så fascinerer den alligevel med sin tvungne tilstand af desperation. Og når Anika Barkan til sidst ligger henslængt i badekarret og synger sig selv næsten helt ind i evigheden, transformerer hun sig selv til sin egen ulykkelighedsskulptur. Med det længselsfuldt umulige ensomhedsomkvæd: ’I’m longing til belong.’
