»Denne bygning er lidt uoverskuelig for mig. Kan du hjælpe mig?«, får jeg omsider formuleret på spansk, da jeg har opgivet at finde ud af, hvilken etage jeg skal tage elevatoren op til for at havne det rigtige sted. Heldigvis er receptionen, der domineres af høje tegnefilmfigurer udstanset i pap, bemandet med en meget tjenstvillig dame, der venligt får mig dirigeret op til det rigtige kursuslokale på 3. sal.
Cubas ældste tegnefilmstudie – Estudios de Animación ICAIC – ligger i en bygning med syv etager i Havana-bydelen Vedado. Her er der blevet produceret tegne-, dukke- og animationsfilm siden 1960. Og i studiets kursuslokaler afholdes der jævnligt workshops for børn og unge, der ønsker at prøve kræfter med det at skabe animationsfilm. Men tre dage i slutningen af maj er det en flok på 30 teaterfolk, der fylder op i to af bygningens lysstofrørsoplyste og airconditionerede kursuslokaler. Godt halvdelen kommer fra Cuba, mens resten kommer fra andre steder i Caribien samt Syd- og Mellemamerika.
De er samlet her i forbindelse med, at ASSITEJ Internationals verdenskongres for teater for børn og unge finder sted i byen, og der – udover en masse teaterforestillinger og netværksaktiviteter – afholdes en lang række workshops rundt omkring i byen. Bl.a. denne workshop, som er en del af det store fire-årige BABEL-projekt, der finansieres med midler fra EU’s Creative Europe-pulje.
Projektets hovedaktivitet er afholdelsen af en række masterclass-workshops i forskellige lande i Europa, men projektet rækker altså også ud over Europas grænser – både til Asien, til Afrika, til Sydamerika og til Mellemøsten – og det når altså også her til den cubanske hovedstad, hvor én af de såkaldte regionale workshops bliver afholdt på tre varme dage sidst i maj.
BABEL-projektets overordnede formål er at give scenekunstnere og teaterfolk mulighed for at udfolde og udforske de kunstneriske sprogs potentialer og dermed blive bedre til at skabe høj-kvalitets forestillinger for børn og unge. Projektet er struktureret som en udviklings- og læringsplatform, hvor scenekunstnere, kunstneriske ledere, festivalarrangører, forskere og øvrige branchefolk mødes og udvikler, udveksler og opbygger ny viden sammen.
På rejse med Sofokles og Lorca
Helt konkret udmønter BABEL-projektet i Havana sig i to små workshops, hvor kursusdeltagerne over 12 timer fordelt på tre dage får mulighed for at blive undervist i hhv. kunsten at skrive dramatik rettet mod børn, og hvordan man arbejder systematisk med at fortælle historier for børn med scenografiske virkemidler. Undervisningen varetages af universitetsuddannede lærere fra hhv. Spanien og Chile.
Et hurtigt kig indenfor i lokalet, hvor skriveworkshoppen finder sted, forvisser mig om, at underviseren – spanske Nieves Rodríguez Rodríguez, som bl.a. har en Ph.d. i Journalistik og en BA i Creative Writing på sit imponerende CV – har sat barren højt og kræver noget af sine kursister. Og Nieves tøver ikke med at lade sig inspirere af de store gamle mestre – bl.a. (old)græske Sofokles og spanske Federico García Lorca (1898-1936).
Den ene praktiske skriveøvelse afløser den anden, kun af afbrudt af nogle forklarende og begrebsafklarende mini-foredrag af Nieves. Der er ingen pause; der arbejdedes i tre fulde timer uden afbrydelser. Det ville aldrig være gået på dansk uddannelsesinstitution, men her der ingen, der brokker sig. Folk er videbegærlige og klar til at suge viden til sig.
Ved frokosttid går bussen fra tegnefilmstudiet tilbage til hotellet i den anden ende af byen, og jeg falder i snak med spanske Inmaculada López Manzilla, der bor i Honduras, og som følger skriveworkshoppen. Hun er bl.a. uddannet teaterinstruktør og skuespiller med over 20 års brancheerfaring i bagagen, og da jeg spørger til hendes oplevelse af workshoppen, er hun meget positiv:
»Jeg er vild med al slags dramatik, og jeg læser gerne ting inden for alle genrer og stilarter – det være sig både klassiske og moderne tekster. Det selv at skrive falder mig faktisk lidt svært, men det er så gribende at gøre det, og det er vigtigt for mig at få kendskab til nye metoder, hele tiden holde mig opdateret på feltet, og blive præsenteret for nye måder at gribe tingene an på«, konstaterer Inma, hvis CV også tæller flere filmroller som skuespiller og en igangværende universitetsuddannelse indenfor kulturforvaltning.
»Det eneste, jeg måske savner på denne workshop, er mere tid til at gå dybden med det, vi laver. Men øvelserne er meget givende. Vi skriver f.eks. ud fra fotografier, og vi omskriver almindelig prosatekst og nyhedshistorier til dramatik,« forklarer Inma, mens bussen snegler sig igennem Havanas middagstrafik.
Poesien i en tændstikæske
Dagen efter kigger jeg indenfor i workshoppen for scenedesign og scenografi. Her er det chilenske Eduardo Jiménez Cavieres, der styrer slagets gang. Han er universitetsprofessor, billedkunstner og scenograf med et CV, der rækker over 40 år tilbage i tiden, og han deler generøst og engageret ud af sine mange erfaringer på området.
Eduardo har mange eksempler med på sine egne arbejder og projekter gennem årene, og workshoppen veksler mellem små foredrag af Eduardo kombineret med gruppearbejder og diskussioner i plenum. Undervejs hentes der også inspiration i litteraturen for at sætte tingene i et kunstnerisk perspektiv. En historie af den colombianske nobelprisvinder Gabriel García Márquez (1927-2014), som man aldrig kommer udenom, hvis man bevæger sig i mere akademiske kredse i Latinamerika, var bl.a. oplæg til videre arbejde og diskussion i gruppen.
Men også et digt af den argentinske forfatter Maria Elena Walsh (1903-93), der har en anselig produktion af børnebøger bag sig, får lov til at spille en central rolle på workshoppens sidste dag. Digtet kommer til syne, da deltagerne åbner de tændstikæsker, som de havde fået udleveret på workshoppens første dag med alvorlige formaninger om ikke åbne før på kursets sidste dag. Digtet hedder såmænd ’I en tændstikæske’, og som en fin afslutning på workshoppen læste den argentinske skuespiller og dukkefører Guadalupe Lombardozzi fra Buenos Aires digtet op. Det starter således: ’I en tændstikæske kan man opbevare mange ting. En solstråle for eksempel’.
Efter workshoppen fanger jeg Lupe og får hendes umiddelbare mening om BABEL-workshoppen: »Jeg har fået meget ud af at være med. Undervisningen har været god, og jeg synes, vi har været en ’smuk’ gruppe,« siger hun som det første, mens hun drikker sin Mate-te af det lille medbragte kalabaskrus, som man umiddelbart kan kende især argentinere og uruguayere på, når man ser dem i gadebilledet. De går aldrig langt uden deres Mate og en termokande til at spæde krusets indhold af grønlig te op med.
»Men faktisk er det, der især står tilbage for mig, en følelse af stor taknemmelighed«, fortsætter Lupe. »Taknemmelighed over at sådan noget her kan lade sig gøre. Taknemmelighed over at underviserne er så generøse, og at projektet gør alt dette muligt.«
BABEL som projekt og inspirationskilde
BABEL-projektets ledelsesmæssige og administrative ben er også repræsenteret i Havana i form af hhv. Teatercentrums direktør Dorthe Skøtt Bébe og konsulent samme sted, Naja Birke. Dorthe er formelt set BABEL-projektets øverste ledelse, eftersom Teatercentrum er projektets såkaldte lead partner, mens Naja har en meget central administrativ rolle som såkaldt primary coordinator af hele projektet.
Naja og Dorthe er glade for at se et konkret eksempel på, hvordan projektet folder sig ud i Havana, for dagligdagen med BABEL i Nørregade, hvor Teatercentrum har til huse, består mestendels af endeløse mailtråde, gigantiske excel-ark og omfangsrige afrapporteringsprocedurer til EU. Dorthe fortæller:
»BABEL-projektet finansieres af en meget stor bevilling fra EU, og vi har ansvaret for, at den bliver brugt rigtigt og på en forsvarlig måde til glæde for alle projektets involverede parter. Projektet er lidt over halvvejs nu, og vi kan begynde at ane konturerne af de erfaringer, vi har høstet undervejs. Som institution har Teatercentrum ikke tidligere administreret projekter af denne størrelsesorden, og det giver unikke muligheder for at skabe udvikling og forandring på tværs af fagligheder og kulturer i kæmpe skala. Allerede nu har vi dog gjort os en række overvejelser om, hvordan vi kan gøre tingene lettere og mindre bureaukratiske i evt. kommende projekt af samme størrelse, så der kan være endnu mere fokus på selve formålet med projektet.«
Naja supplerer: »Vores deltagelse i Creative Europe-projekter, og i dette tilfælde som lead partner, placerer os centralt i forhold til det internationale samarbejde. Vi har mulighed for at følge med i, hvad der rør sig ude i verden og påvirke dialogen samt børneteatrets udvikling på verdensplan. Og det er utrolig spændende at se, hvordan vi kan få disse aktiviteter til at befrugte vores arbejde på det nationale plan og styrke det danske børneteater i forhold til både kvalitet, udvikling af nye formater og flere internationale samarbejder til gavn og glæde for hele branchen.«
Dorthe og Naja er enige om, at det er meget givende og lærerigt at være en del af så stort et projekt som BABEL – også selvom de sidder øverst i en administrativ pyramide, hvor der ofte kan synes langt ned til den konkrete workshop med fysiske øvelser på gulv:
»BABEL er et meget ambitiøst projekt, som folk i ASSITEJ International og dermed også repræsentanter fra Danmark har brugt årevis på at få formuleret, og det er selvfølgelig et privilegium at være med til at følge det til dørs. Det er samtidig også vigtigt at kunne være med til at præge projektet, så det både giver mening for de mange kunstnere, der selv har hands-on på projektet og samtidig føder viden og inspiration tilbage til den danske scenekunstbranche for børn og unge som sådan. Aktuelt afventer vi for eksempel tilbagemeldinger fra de to tyske forskere, der er tilknyttet BABEL; de har fulgt projektet løbende, og vi glæder os til at se, hvad de er kommet frem til og lære noget af den forskning, der snart skal fremlægges for offentligheden,« slutter Dorthe Skøtt Bébe.
Fællesfotografering og tolkeudfordringer
Tilbage på tegnefilmstudiet er det blevet tid til det afsluttende gruppebillede af alle workshopdeltagerne. Vi står samlet i husets reception foran alle de udstansede tegnefilmsfigurer. Og der smiles. Og der grines.
Blandt deltagerne står også cubanske Jennifer Veliz, som har været tolk for nogle af deltagerne på skriveworkshoppen. Undervisningen foregik jo på spansk, og det var så Jennifers opgave – på en diskret og effektiv måde – at sørge for, at de få, udelukkende engelsktalende, deltagere også fik noget ud af workshoppen.
»Jeg er egentlig meget træt,« betror hun mig. »Jeg er uddannet i sprog, og jeg har også undervist i engelsk, men det er faktisk første gang, jeg har løst en tolkeopgave, hvor jeg løbende skulle oversætte frem og tilbage mellem spansk og engelsk. Jeg har taget det som en udfordring, og jeg har lært meget i løbet af disse tre dage.«
Og så er det blevet tid til at forlade Estudios de Animación ICAIC for sidste gang i denne omgang. Bussen venter på os i 32 graders varme ude på gaden…
