Der står en stor kasse på scenen. Med rødt gavebånd om og en lille mærkeseddel: Til Ole. Det er en gave, siger han. Men han ved godt, hvad der er inden i den. Han har nemlig pakket den ud adskillige gange. Og hver gang blev han bare så glad. Derfor pakkede han den ind igen, så vi kunne få lov at se, hvor glad han bliver, når han pakker den ud igen.
Sirligt begynder udpakningen. De røde bånd skal rulles pænt sammen. Ja, for de skal jo bruges igen, næste gang han skal spille forestillingen. Nede i kassen finder vi en masse dybrøde fløjlsposer med metalstænger i. Men først kommer brugsanvisningen frem. Et stort banner er det, så stort, at det må spændes op på andre stænger, så manden kan finde ud af det. Langsomt, men sikkert får han samlet det hele – det tager tid, for hver ting skal lægges pænt og omhyggeligt på sin rette plads.
Men til sidst ser vi en stor uro foran os. Med buede stænger og runde skiver i mange farver. Solen, månen og planeterne er det. Og sært fascinerende er det at følge processen, netop fordi hver bevægelse tillægges tyngde og betydning.
Filosofi i børnehøjde
Men hvad så nu? Jo, nu skal manden, der i øvrigt har dårligt ben og derfor brug for en stok, sidde lidt ned. Sidde og se sit solsystem dreje rundt om ham, mens han fortæller os et par historier. Om en sort sten og et vækkeur. Begge dele fra Kina, der kommer ud på en lang rejse, inden de ender i Danmark, hvor de bliver til gaver fra børnebørnene. Vækkeuret, så han kan komme op om morgenen, stenen, så han kan nussehygge sig lidt med dens runde, bløde former.
Men en dag sker der noget med vækkeuret og med stenen, og så sad han der, manden, helt alene. Heldigvis får han en god ide, så nu er han ikke alene mere. Heller ikke når vi er gået igen.
En fin lille historie er det. Med filosofi i børnehøjde om de nære tings betydning. Ole Barkentin fortæller, tilsyneladende henkastet, lunt og underfundigt, men tag ikke fejl. Hver eneste lille bevægelse eller bemærkning er nøje udmålt, så han med mindst mulig kraft opnår den størst mulige effekt.
Vi er i trygt og godt selskab med Ole Barkentin Lauritzen og hans uro. Fordi de sammen skaber en velgørende ro hos os, der ser på.
Ja, så enkelt kan det gøres.
