Hvordan gør man teenagere interesserede i den hollandske politiker Pim Fortuyn og filminstruktøren Theo Van Gogh, her næsten ti år efter mordene på de to kendisser?
Odsherred Teater har tilsyneladende fundet svaret. Dramatikeren Mei Oulund og instruktøren Alex Byrne har i hvert fald skabt en fængende forestilling, som tydeligvis suger de unges opmærksomhed – dynamisk og grotesk og herligt morsom. Med et komisk og intellektuelt overskud, der imponerer. Og endda som del af en europæisk co-produktion, så forestillingen faktisk skal turnere og spille i otte lande!
Startscenen siger det meste: Henrik Ipsen sidder i lænestol med en bloddryppende kniv jaget direkte i ølmaven som Theo Van Gogh – og Simon Vagn Jensen står i slankt og bøsselækkert jakkesæt med ubehjælpsomt plaster på et dødbringende skudsår i tindingen som politikeren Pim Fortuyn. Voldsom digitalmusik vrænger på repeat i Elena Peñas spændingsladede lyddesign. Og væggene skifter næsten form med deres slørede og glidende videobilleder af de to forskellige mord i Arthur Steijns grusomtsmukke videodesign.
På scenen er mændene omringet i en cirkel af de unge tilskuere midt i Marie Rosendahl Chemnitz’ skødeløse scenografi, der er lige dele tv-studie og rosenbænk og filmklipperum. Og sjovt nok kan de to døde mænd åbenbart både se tilskuerne og ikke se dem, endda på samme tid. Illusionen er altså flertydig, og det er godt.
Findes ærlige politikere?
For de er døde, disse to hollændere. Begge to. Og fordi politikeren så åbenlyst ’har slået hovedet’, har han fået problemer med hukommelsen bag sit skudsår. Selv i dødsriget bliver han nødt til at spørge Theo om det samme igen og igen: ’Where are we? What is this place?’
Tålmodigt fortæller Theo om deres to mord. Og når politikeren alligevel et øjeblik efter igen spørger ham, hvorfor de blev dræbt, så svarer han bare underfundigt: ’Fordi vi havde krænket nogen.’
Lige indtil de taler sig ind til kernen af deres livsengagement: At de begge har kæmpet for ærligheden og for åbenheden. Eller som politikeren siger det: ’Jeg kan huske, dengang jeg første gang hørte en politiker, der sagde sandheden…’
På den måde bliver Mei Oulunds tekst en effektiv sammenfletning af historiske begivenheder i Holland – formidlet så levende, men også så universelt, at de makabre hændelser også bliver umiddelbart interessante for danske teenagere. Teksten er skrevet på engelsk og virker ret avanceret for danske skoleelever, men den rummer så mange gentagelser og hverdagsvendinger, at den tilsyneladende er forståelig for 15-årige med et gennemsnitligt skoleengelsk. Men det er humoren, der trækker teksten helt hjem.
Blod i håret
Iscenesættelsen matcher teksten med en gakket dødslogik. Instruktøren Alex Byrne har i hvert fald insisteret på en galgenhumor, som klæder begge performere.
Simon Vagn Jensen har en skøn perfektion over sin ulastelige jakkesætskrop. Han er tydeligvis irriteret over blodet, der bliver ved med at pible ud oppe fra håret, men han aner ikke, hvor det kommer fra. Desuden er han stærkt utilfreds med ikke at kunne slippe for at tale med den filminstruktør, som han kender fra diverse tv-shows, og som har så stærk en provokerende virkning på ham.
Simon Vagn Jensen holder sin officielle politikergrimasse, mens han bliver mere og mere rasende over at føle sig fanget i dødsriget. Indtil han pludselig åbner sig. Og da han taler om sine to hunde og kalder dem til sig, siger tilskuerne spontant ’nååårrrrhhh’ – på trods af at hundene er aldeles fiktive og usynlige. For det er NÆSTEN som at se hundene selv. Se, det er skuespil, der er i orden.
Kun en pose chips
Henrik Ipsen spiller hans diametrale modsætning. Hans filmkunstner er kontant, oprørsk og diskussionslysten. Han har for længst indset, at politikeren bliver hans eneste samtalepartner fra nu og i al evighed. Så han vil bare begynde på de store livsspørgsmål fra en ende af. Og det gør han så.
I Henrik Ipsens skikkelse får denne provokatør desuden en farlighed, der netop rummer filminstruktørens legendariske utilregnelighed. Han har en frygtløshed, som virker så troværdig, at man som tilskuer automatisk rykker et skridt baglæns, når han nærmer sig. Man skal jo nødigt nyde noget…
Samtidig udstråler han en næsten psykopatisk charme. Han skal da heller ikke gøre mere end at ryste med en pose chips, førend alle teenagerne løber over mod ham og begynder at danse. Som om han var Rottefængeren fra Hammel – eller fra Holland.
Det er altså teater, der virker, dette her. Med publikum i rundvandring og som quiz-deltagere – og med en fortættet dødsfortælling, som ret beset handler om livet. Hvorvidt forestillingens udsagn om højredrejning og racisme og hadevold så også bliver aldeles træskoklare, det er ikke sådan at sige. Men forestillingens samlede pointe er ikke til at tage fejl af:
At vores meningsforskelle ikke kan standses. Selv ikke hvis vi får en kniv i maven eller en kugle i hovedet.
