André Andersens har et særligt talent for at fortælle den gode historie. Han har et glimt i øjet, som hverken børn eller voksne kan stå for. Han har en samlende klang i sin stemme, så alle lytter og får lyst til at høre hans næste forklaring og hans næste røverhistorie. Og så virer han bare helt ufattelig veloplagt.
I ’Didrik Drillepind’ får han selskab af Pernille Stockfleth, der lyser op med samme overvældende gode humør og fortælleglæde som André Andersen. Forestillingen leger med idéen om, at pigen med det muntre navn Sille Mille Fantasille – spillet af Pernille Stockfleth – er kommet til at spise nogle drillebær. Derfor forvandler hun sig til Didrik Drillepind, og det går selvfølgelig ud over André Andersens ’Kamme-Lege-Rat’…
Forestillingen er møntet på børnehavebørnene og skolestarterne, og den har masser af den ordfinurlighed, som netop optager disse børn, der selv er ved at lære sig sproget og alle grundfortællingerne. Forestillingen inddrager da også både folkeeventyr og et par af H.C. Andersens eventyr. De fleste af børnene genkender tydeligvis eventyrerne – og de reagerer højlydt, når eventyrene bliver drillet, så den kendte handling bliver forandret.
Skrumpepulver til morgenmad
Scenografen Dorte Abrahamsen har skabt en sjov, bugtet væg, som Didrik Drillepind kan gemme sig bag og bruge som kostumeskiftgarderobe. Hun har kreeret fortællekostumer med store blomsterhatte og guldstriber, så fortællerne både får autoritet og fantasifuldhed, når de skal kaste sig over historierne.
Afsættet er med andre ord både sjovt og hyggeligt, og stemningen får børnene til at lytte efter. Teksten viser sig at være ultrakorte resuméer af eventyr som ’Klods Hans’ og ’Den grimme Ælling’. Men altså med nogle helt forkerte ting. For det bliver tydeligt klart, at Didrik Drillepind har lavet om på originalerne.
Idéen med drillerierne er sjov. Ungerne protesterer med det samme, når de hører en bid af eventyret om ’De tre Bukkebruse’, og det så viser sig, at manden i ’Den Store Bukkebruse forsøger at snyde og påstår, at han bare har spist skrumpepulver til morgenmad… Drillerierne fra drillepinden er i det hele taget sjov og opfindsomme. Heldigvis får Kamme-Lege-Raten igen fat på den digterfjer, som han kalder ’sploing-fjeren’. Altså den fjer, som rummer alle eventyrene i sig, men som Didrik Drillepind stjal fra ham. Så harmonien genoprettes – og forestillingen ender lykkeligt.
Alt ender godt
Desværre virker forestillingen også lidt jappet. Som om idéerne ikke helt tåler, at skuespillerne dvæler ved fortællingerne. Desuden har forestillingen tendens til at blive lovlig abstrakt for børnehavebørnene, fordi alle eventyrene egentlig kun opstår gennem ordene og dermed gennem stemmerne – og i tilhørernes fantasi. Der er ikke så meget for øjnene.
Men moralen er fin og pacifistisk. Ikke noget med mobning her.
’Når man leger sammen, driller man ikke hinanden,’ lyder det fra André Andersen, der hurtigt får lokket børnene til at være med til at fortælle eventyr.
’Så kan vi jo bare digte en ny slutning,’ siger han opmuntrende, når drillerierne skaber underlige krumspring for handlingen i eventyrene – og straks vælter det ind med sjove forslag fra ungerne.
Dermed bliver ’Didrik Drillepind’ endnu en af tidens mange forestillinger, der insisterer på en interaktiv teaterform, så børnene selv er med til at forme værket undervejs. Også selv om forestillingen kæmper lidt undervejs med sin svære balancegang mellem teater og pædagogik.
På vej ud af teatersalen tager børnene stolte imod hver sin fjer. Det bliver deres helt egen ’sploing-fjer’. Så der vil formodentlig blive fortalt mange drillepindshistorier rundt omkring i familierne bagefter. Måske med børnestemmer, der forsøger at efterligne André Andersens varme klang.
