Modstandsmænd var der mange af under krigen. Og endnu flere lige efter krigens slutning!
Vi kender knap så mange danske kvinder, der bød tyskerne trods. I hvert fald hvis man kigger i historiebøgerne. Derfor er det godt, at historien om en virkelig modstandskvinde nu bliver til teater. Fordi det er en stærk historie, og fordi den bliver fortalt med masser af liv og sjæl bag ordene.
I begyndelsen sidder hun på en stol. Ellen Nielsen, en kone på vej til koncentrationslejrene i en godsvogn. En fangetransport i december 1944 et sted i det nordlige Tyskland. Hun er 56 år og normalt bosiddende på Amager, hvor hun også er født i Dragør i 1888. Vi hører om hendes første kærlighed, som ender med at blive hendes mand; og om de beskedne kår hun vokser op i, hvor familien lejer ud til landliggerne fra København om sommeren.
Voksenlivet bruges blandt andet som fiskerkone på Gl. Strand, og da krigen kommer, bliver manden samtidig alvorligt syg og dør. Ellen står alene tilbage, og nærmest ved et tilfælde kommer hun med i modstandsbevægelsen, hjælper folk til Sverige og smugler illegale blade og våben. Det er det, der går galt, hun arresteres og dømmes til døden, men ender i stedet heldigt i Frøslevlejren, inden hun sendes videre til de rigtige koncentrationslejre i Tyskland.
Det er her, togturen slutter. Ved ankomsten til lejren. Og nok så effektfuldt rejser skuespilleren sig først op fra stolen på det tidspunkt i fortællingen. Hvorefter vi hører om procedurerne i lejren, om sult og nød, kulde og død blandt 45.000 kvinder, stuvet sammen og plaget af tyfus og diare.
En hæslig historie er det. Ikke mindst da Ellen bliver erklæret uarbejdsdygtig og bare bliver lagt til at dø af sult og tørst. Men hun overlever og bliver ligslæber ved gaskamrene, indtil de hvide busser kommer og henter hende og andre danske og norske fanger til Sverige frem mod krigens slutning.
Glimrende fortæller
Hele dette livsforløb berettes med et nærvær og en nerve, der suger os ind i dramaet.
Skuespilleren Pernille Stockfleth er en glimrende fortæller, djærv, lun og kontant i udtrykket, når hun står der i simpelt tøj med tørklæde om håret og personificerer denne Dragør-kone med det barske liv.
Mod slutningen hører vi også om årene efter krigen frem til Ellens død i 1967, lige som vi som krølle på historien får forklaringen på, hvorfor Pernille Stockfleth overhovedet er kommet til at beskæftige sig med denne kvinde.
Monologen ledsages af David Kampmanns diskrete guitar-akkompagnement, der skaber atmosfære omkring ordene og får pauserne til at virke mættede med drama.
Umiddelbart ligner og lyder dette her som endnu en voksenforestilling, forklædt som ungdomsteater, men jeg føler mig ret overbevist om, at unge i dag, med den interesse, der er i dag for Anden Verdenskrig, vil blive fanget ind af historien og den intensitet, den fortælles med.
Et helt og voldsomt dramatisk hverdagsliv fortalt på bare 50 intense minutter. Og så med bund i virkeligheden, når den er allermest barsk.
