Vi går ind i teatersalen med en kulørt tus i hånden. Der skal tydeligvis tegnes. Senere kommer en lille blok til – og ganske rigtigt: vi skal tegne. Hjælpe Esther med at få sat billeder på de mange minder og drømme hun har. Esther, der sidder alene på loftet og filosoferer over tingene.
Er hun en voksen, der mindes barndommen, eller befinder Esther sig på målgruppens alder – 5-10 år – vi ved det ikke helt, og det betyder heller slet ingenting. For skuespilleren Lisa M. Bentzen har et usvigeligt sikkert greb om publikum i alle aldre.
Mildt, med varme i stemmen og ro i kroppen leder hun os gennem de mange små historier. Fanger de spontane kommentarer undervejs og bruger dem ubesværet i forestillingen. Som kalder på lige dele forundring og forklaring.
For er det teatermagi, når hun kan tænde stearinlyset i vindueskarmen med en rigtig lighter, selv om både lyset og vinduet er en billedprojektion? De fleste lader sig forføre, enkelte mere jordnære blandt det unge publikum hælder mest til teaterteknikkens lyksaligheder.
Men så er der edderkoppen, der pludselig kravler frem af kassen på loftet og over på Esthers hånd. Den ensomme, lysende edderkop, der får et kridttegnet væsen at lege sammen med.
Og der er mor, som bare er et par briller og blinkende øjne på loftsvæggen. Overbærende mor, der er helt sikker på, at Esther bare har en livlig fantasi, når hun fortæller, at hun jo er sammen med alle os.
Eller figuren Ingenting, der bare er en i rummet frit svævende barnestemme uden krop, mund eller øjne. Og der er musen, der piber nede i kassen, måske fordi den er sulten.
Fantasien, drømmene, minderne
Hvorved vi når frem til tusserne og blokkene. For skal vi ikke give musen noget at spise? Lige hvad vi har lyst til, siger Esther, og alle tegner på livet løs og kaster tegningerne ned i kassen til den tilfredse mus, som vi aldrig ser.
Og senere er det Ingentings tur. Fortjener han/hun ikke en mund og en krop, spørger Esther? Jo, og den skal vi selvfølgelig tegne. Alle sammen hver på vores måde. For Ingenting ligner jo ingenting og dermed alting. Også alle vores tegninger. Og ikke bare det, men de kommer op på væggen i stort format, sammen med himmel og græs, via en sindrig fremvisnings- og forstørrelseskasse, som Esther finder på loftet.
Og der er drømmelygten, der kan vise Esthers tanker inde i hovedet. For 'Hvem er jeg sammen med, når jeg er helt alene', som hun spørger i begyndelsen.
Og svaret er selvfølgelig fantasien, drømmene og ikke mindst minderne.
Forunderligt er det, hvordan Lisa M. Bentzen lavmælt og ubesværet jonglerer med os, projektionerne og stemmerne i denne drilske leg med virkelighed og elektronisk magi.
Foruden bolden fra hendes gamle, for længst afdøde hund. Den lysende bold, der kan trille selv. Og hundehalsbåndet. Og sommercykelturen til vandet. Minder, som man kan være sammen med og glæde sig over, når man er alene, hvis man da ellers husker at kalde dem frem.
'Ingen verdens ting', der er sidste forestilling for Grønnegade Teater som egnsteater i Næstved, repræsenterer en meget fin blanding af helt moderne billedteknologi, klassisk fortællekunst og interaktivt børneteater. Jeg var aldeles forført. Børnene ikke mindre.
