Opbuddet af klapvogne er massivt sådan en søndag eftermiddag i Kgs. Have. Her grundlægges måske en ny generation af teatergængere, når de små poder af forældre og pædagoger tages med til gratis børneteater i det fri.
Historien gælder denne gang et alvorligt emne som mobning. Drengen Thorkild er betydeligt rundere end gennemsnittet, og det har konsekvenser. De andre i klassen gider ikke lege med ham; han er altid udenfor, både i timerne og i frikvartererne. Tykke Thorkild – han vil så gerne, men får aldrig lov. Tættest på fællesskabet kommer han vel, når de andre sparker en bold i hovedet på ham. Og hvor sjovt er det lige! Ellers gælder det ydmygelse på ydmygelse, ikke mindst i gymnastiktimerne, for Tykke kan hverken springe over hesten eller klatre i reb.
Forståeligt at han finder trøst i køleskabet derhjemme. Trøst og ansats til yderligere problemer. For det er jo ikke ligefrem slankere, man bliver af en tur i køleskabet. Senere drømmer han sig ind i køleskabsland, hvor madvarerne er levende, og hvor Thorkild kan redde sin udkårne fra skoleklassen fra den frygtelige og aggressive roastbeef (!), der er køleskabets onde ånd. Omsider er Thorkild blevet en helt, om end kun i drømmeland.
Skægge stangdukker – og lidt for meget dukkefører
Men minsandten om ikke drømmen går i opfyldelse dagen efter. På mærkelig vis ender Thorkild som springmadras i gymnastiktimen, da en dreng ved et uheld havner langt oppe i rebene og ikke tør springe ned. Hvorfor han ikke bare klatrer ned, fandt jeg aldrig ud af. I det hele taget kommer den lykkelige slutning temmelig brat og uforløst, og det er ærgerligt, for resten af historien fortælles sådan set ganske sjovt.
Det sjove omfatter også dukkerne, der er tættere på virkeligheden, end tilfældet ofte er. Små, skægge stangdukker, hvor det dog irriterer mine voksenøjne, at man ser de sorte dukkefører-hænder så ofte over kanten, lige som det øverste af et dukkefører-hoved såmænd også lader sig bese med mellemrum. Det må kunne gøres med langt større præcision.
Og nu vi er ved unoderne: Jeg fornemmer, at iscenesættelsen ikke får det optimale ud af dukkernes spil, hvilket skaber nogle lidt uklare og mindre morsomme situationer end nødvendigt.
Set med voksenøjne vakler forestillingen også i det verbale. Vil den bruge ord og replikker, eller vil den ikke. Helst ikke, fornemmer jeg, hvilket også er det optimale i en turisttæt sommerhave; alligevel anvendes der visse steder ord og vendinger, hvor man måske kunne have klaret det mere elegant med en stringentere iscenesættelse.
Men som helhed er ’Helten i køleskabet’ ganske sjov – ikke mindst dansende og selvskrællende bananer i køleskabet er et klart hit – og så sætter den fint fokus på mobning uden at docere på nogen som helst måde.
