Der er ikke nogen som Sallys far, der kan fortælle løgnehistorier. Altså langt ude overdrevne løgnehistorier fra dengang, han var barn, hvor han kun fik en halv appelsin i julegave – og faktisk kun aftensmad om onsdagen…
Billedbøgerne af Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen bobler af machohumor og selvironi, som især børnehavebørnene og skolestarterne spejler sig i. Og nu er det lykkedes Louise Schouw Teater at lave en morsom og virkelighedsnær familieforestilling, så bøgernes skrupskøre univers bobler videre på scenen.
Dramatikeren Gunvor Reynberg har omsat bøgerne til sjove og slagkraftige replikker, der holder sig loyalt op ad originalens talemåder. Hun har desuden tilført historien nogle underholdende sangtekster med opfindsomme rim; Eddie rimer for eksempel på ’spaghetti’.
Scenografen Niels Secher har bogstaveligt talt skabt en hel lejlighed på scenen: Et køkkenalrum med standardsofa og trætaburetter, som blot ved fiffig hjælp af et gardin kan forvandle sig til et børneværelse med køjesenge og en stor bunke legoklodser midt på gulvet. Sådan som mange danske børn nok bor lige nu. Anbragt i dagligdags hjemmelys i Kristian Spechts jordnære lysdesign.
Nødt til at være voksen
I dette hjem dukker Morten Bo Koch op som Sallys far – med dyb blærestemme og sort strithår, iført rå band t-shirts fra dengang, han var ung. Morten Bo Koch balancerer skægt mellem at være tjekket-far og pinlig-far. Han udstråler tryghed og legeglæde i herlig blanding, og han har nogle skønne ansigtsudtryk, hver gang han liiiige må følge sit eget behov, inden han hjælper børnene. Dessertmavens behov dækkes altid straks. Det er ikke Sallys far, at man skal dele en pakke flødeboller med!
Marianne Gonnov Bøgelund spiller Sally med masser af energi og overbærende blikke mod sin far, når han igen-igen spørger om noget flovt. Hendes udtryksfulde krop bugter sig ivrigt, mens hun svinger med sin meget lange hestehale, der er sat flot op med mellemelastikker hele vejen. Hun rammer præcist portrættet af barnet, der bliver nødt til at være den voksne, når nu hendes far ikke egentlig er det. Strålende glad.
Høj pinlighedsfaktor
Louise Schouws iscenesættelse er realistisk familieteater 1:1. Her foregår alle de ting, der rent faktisk sker, når en familie træder ind ad døren til køkkenet med indkøbsposer og trang til at fortælle, hvad der skete ovre i skolen. Louise Schouw skaber en næsten tv-agtig teaterverden med masser af dagligdags detaljer og en episodeagtig dramaturgi i hver scene – kontant i sin afvikling af plottet, men også ret bastant i sin energi.
’Sallys far’ er teater med højt humør. Sigurd Barrett og Eskild Dohn har komponeret nogle glade sange i en fin, men hidsig indspilning. Skuespillerne bliver i hvert fald nødt til at synge sangene så hurtigt, at ordene kan være svære at forstå. Men især Morten Bo Koch brillerer med sin flotte farsangstemme. Og når han også kaster sig ud i et kikset voksenstunt om at ville være YouTuber, mens han forsøger at filme sig selv i en dansevideo i Rebekka Lunds komiske koreografi, er han topscorer – i hvert fald når det kommer til pinlighedsfaktor.
Iscenesættelsens scoop er dog Sallys lillebror Eddie. Omkring ham blomstrer teaterfantasien friest. For Sallys lillebror er bogstaveligt talt meget lille. Han sidder med sin korte ben dinglende ud over køkkenbordet og snakker med i Kristian Holm Joensens vidunderlige fortolkning af en virkelig irriterende lillebror.
Han sidder fast i en pude med småbitte dukkeben, og på hovedet har han en babyhue med et par hårtjavser i vild stritten, så han ligner en alien, der er landet midt i stuen.
Kristian Holm Joensens uskyldsrene indre klovn blandes her med et nøgternt omsorgsblik på både far og storesøster – krydret med børnehavebarnets vilde fascination af prutter. Som han siger det: ’Jeg kan bedst lide dyr, der tisser!’ Og så kan han den sjældne kunst at pakke en prut ind i avispapir!
Kristian Holm Joensen spiller finurligt det indre barn, som de fleste af os ærgrer os over, at vi har glemt et sted i barndommen. Knuselskelig!
Mekanisk høflighed
Den unge skuespiller Anton Sager spiller Sallys ven fra klassen. Han har en kæk måde at gå ind i huset på – med den flyvske, mekaniske høflighed, som børn kan udvise, alene fordi de har fået at vide, at det skal man. Han bliver altid budt velkommen af Sallys mor. I hvert fald hendes stemme. For i dette familiekaos ses børnenes mor kun som en rygvendt kvinde i leopardmønstret tøj. Det er god humor. Selv om far fylder det meste af landskabet, så ved børnene åbenbart udmærket, at det er mor, der bestemmer…
’Sallys far’ er blevet en munter forestilling, der tydeligvis får både børnehavebørn og skolebørn til at juble. Ikke mindst fordi den ser livet med børnenes øjne – og fordi den altid holder med børnene. Forestillingen skal spille mindst 150 gange på turné: Det er noget af en bedrift af Louise Schouw Teater.
Men det er skuespillet omkring Eddies dukkebenslillebror, der får forestillingen til at lyse op som scenekunst. Og så er det ikke engang løgn.