På græsset foran Sct. Olai Kirke står der en kiste, og ved siden af ligger mand i bar røv og laver samlejebevægelser oven på en letpåklædt kvinde, mens en større flok mennesker grinende og også lidt vantro ser på løjerne.
Og midt på Axel Torv forsøger en mand i sort jakkesæt og med stressmappe forgæves at komme ind i en telefonboks, mens en kødrand af tilskuere morer sig over optrinet.
Det kunne være optagelser til muntre episoder på YouTube, men er blot et par af de mange oplevelser, der udgjorde den store gadeteaterfestival PASSAGE, som fra 1.-6. august skabte endnu mere liv i Helsingørs gader, på torve og ved havnefronten, hvor de ganske mange svenske endagsturister og lokalbefolkningen ellers fylder godt op i forvejen.
Festivalen blev afviklet for 13. gang og er et samarbejde med nabosundbyen Helsingborg, som stolt bliver lanceret som Nordeuropas største internationale og transnationale gadeteaterfestival, der i 2016-udgaven diverterede med et halvt hundrede internationale grupper, tilsat lille snes danske og ditto svenske events.
Den kulturelle bro mellem sundbyerne
Og selvom PASSAGE-festivalen i ugens løb måtte konkurrere med bl.a. HamletScenens Shakespeare-festival på Kronborg, en Sting-koncert torsdag aften ved Kulturværftet og det lunefulde danske sommervejr, foruden de mange lokkende tilbud fra spiritusbutikker og gaderestauranter – Deres udsendte har sjældent set så mange enslydende tilbud på tre stykker uspecificeret smørrebrød med en øl og en dram som i Helsingørs centrum – så var der ingen mangel på tilskuere til de mange gadeteaterforestillinger.
Man falbød i sagens natur gratis underholdning ad libitum, hvor gøgl, tryl, klovneri, performance og optog, tilsat provokerende og grænseoverskridende adfærd, flittigt blev taget i brug for at fange opmærksomheden i byrummets menneskehav.
Også Øresund blev inddraget, idet Scandlines lagde færge til bl.a. åbningen (og siden nogle forestillinger) af PASSAGE 2016, som dog sejlede i mere end én forstand. Både helt bogstaveligt fordi begivenheden var henlagt til begge sider af Øresund, og en færge skulle fragte den italienske åbningsperformer Leo Bassi fra Kungstorget i Helsingborg til Kongekajen i Helsingør og på den måde trods de aktuelle paskrav og den manglende bro anskueliggøre den kulturelle forbrødring mellem de to byer.
Men det sejlede også rent planlægningsmæssigt, fordi Bassi begyndte et kvarter før starttid i Sverige, hvilket tabte flere tilskuere, mens den koordinerede fart over sundet blev forsinket og forvirret.
Og så ikke meget mere om Bassi, hvis noget patetiske og selviscenesættende snakkeri om kærlighed og venskab og kulturelle relationer og efterfølgende kropsbemalingsseance ikke faldt i de fleste fremmødtes smag – som nok mente, at han slap noget bedre fra det ved åbningen i 2014…
Ophelia i Løvespringvandet
Heldigvis tog franske Cie 1Watt straks efter over med 'Free Watt' på den nærliggende Wiibroe Plads, hvor Løvespringvandet fra 1829 blev sat på en uventet og noget grænseoverskridende tjans som statist i en performance, der var skabt til lejligheden og stedet og med afsæt i fortællingen om Hamlet og Ophelia.
Shakespeares tragiske fortælling var måske ikke helt let at dechifrere, men gruppens brug af skilte, plasticslanger, tove, fysisk teater m.v. og ikke mindst springvandet – stakkels Ofelia druknede jo – vakte stor og velvillig nysgerrighed.
Voldsom regn og blæst gjorde så, at resten af åbningsprogrammet gik i vasken: Såvel danske Sparrow Dances akrobatiske højdedans fra Sct. Olai Kirketårn som et par forestillinger på græsset foran samme kirke og domkirken måtte aflyses.
Absurditeter i metermål
I de efterfølgende dage blev Helsingørs byrum (og i mindre grad også Helsingborgs) så tæppebombet af forestillinger og events.
Deres omvandrende fik mange fine og enkelte mindre gode oplevelser med og nåede 15 events plus nogle kig på installationer, udstillinger m.v. – men her skal den eventuelle læser slippe med nogle pluk fra det sete.
Herunder den indledningsvist nævnte og totalt respektløse 'Mamas Funeral' med franske Cie Cacahuète. Her bliver publikum en del af et bizart begravelsesoptog, hvor den sørgende familie på forskellige måder søger at skaffe sig af med kisten med den døde mor og undervejs invaderer både private beboelser og forretninger ganske uden forudgående aftaler, ligesom der med upassende mellemrum bliver fremvist mere intime kropsdele.
Underholdende og anarkistisk – og helt udenfor pædagogisk rækkevidde, forlød det fra festivalen, der måtte have flere hjælpere til at gå i hælene på dem for at rydde op, levere stjålne effekter tilbage og berolige omgivelserne. Således bemægtigede forestillingen sig også den mondæne badeby Hornbæk, hvor det bl.a. gik ud over modebutikken Ilse Jacobsen og en blomsterbutik, der ikke just var begejstret over indtog og ødelæggelser…
'Men de har sgu godt af at blive revet lidt ud af deres småborgerlige selvtilstrækkelighed', lød det udeltagende fra festivallederen, der har blik for gadeteatrets særlige provokatoriske muligheder.
Teater i maven og tilskuere i snor
Så var ligeledes førnævnte telefonboksangreb mere regelret, idet 'Out of Order' med franske Du Petit Monsieur selv stod for alle ydmygelser og fejltrin, der i øvrigt kræver meget akrobatisk finesse – ganske som han også udviser i forestillingen '2 sekunder', der under PASSAGE blev spillet i Helsingborg, men var en af højdepunkterne på SpringFestival på Amager tilbage i maj.
Ganske stilfærdig var til gengæld italienske Fausto Barile ('Gran Teatro Dentro' af Rufino), der blot stillede sig op i en port og fremvist sin ekspanderede mave, der med opknappet jakke viste sig at være et indbygget miniteater med scene og lys, hvor han roligt og hyggeligt lader små hverdagshandlinger udspille sig.
Dog efter først at have hevet en hale af tilskuere med sig fra startstedet og gennem gågaderne. Flere optogs-events med skiftende spillestop lignede nærmest rottefængeren fra Hameln i det eftergående menneskemylder og gav både fodgængertrafikale forstoppelser og faktisk også mindre gode muligheder for at overvære løjerne for store dele af tilskuergruppen.
De kunne så muntre sig med de ind imellem ret sure kommentarer fra folk, der ufrivilligt blev fanget ind i mylderet og hovedrystende måtte bane sig vej.
Men gadeteater er jo noget uventet, der for en stund samler et meget differentieret publikum: Fra programbærende tilskuere, forventningsfulde børnefamilier, interesserede forbigængere, forundrede lokale borgere, flaskesamlere m.fl.
Hvad man så meget lidt til, var til gengæld danske teaterfolk, der ellers her kunne kigge efter inspiration og nyskabende kunst.
Men ifølge festivallederen falder det helt i tråd med, at PASSAGE-festivalen er et internationalt, regionalt og lokalt tilløbsstykke, som (endnu) ikke har vakt den nationale interesse – hvad man også kan se på fraværet af medier og omtale i denne kategori.
Kunstnerisk spredning
Til gengæld er der altså mange andre, der får glæde af løjerne – der var således stuvende fyldt til de fleste events i Toldkammerets gård, der også fungerede som gadeteaterfestivalens centrale samlingspunkt på den danske side.
Her kunne man bl.a. opleve endnu et fransk højdepunkt i en nemt afkodelig komisk genre, hvor Bris de Banane i 'Mord på motellet' ordløst og med fantasifulde lydrekvisitter gennemspillede nogle af filmhistoriens store gyserscener – ren guf for kendere af Hitchcocks univers…
I løbet af festivalen kunne man også opleve en del events, der var decideret gøgl og akrobatik og gadeoptrin på et højt niveau, men også helt uden teaterformens dramaturgi og sammenhængende handling – ligesom der var digtoplæsning, fælles-yoga, udstillinger og installationer i en anden kunstnerisk udkant af teaterfestivalen.
Men der havde også sneget sig enkelte egentlige teaterforestillinger med, der krævede entre og spillede i lukkede rum – og også ville have lidt en krank skæbne på et gadehjørne i regnvejr.
Således spillede dansk-italienske Paolo Nani (der også diverterede med gadeforestillingen 'Jekyll on Ice' i Sverige) sin nærmest signaturagtige forestilling 'Brevet' i et telt på Kongekajen, hvor en træhytte befandt sig og rummede catalanske Ponten Pies meget seværdige forestilling 'Àrtica'. Her blev et lille publikum på max en snes mennesker ført ind, iført brugte pelsfrakker i en afkølet rum og så overladt til en ordløs og nærmest meditativ oplevelse, hvor en snurrende spinderok og små optrin set gennem et par ruder viste en poetisk og nostalgisk verden af minder.
Cæsar hos Tegner
I den helt spektakulære kategori var festivalens teatermæssige flagskib, 'Giulio Cesare' (Julius Cæsar) af italienske Socìetas Raffaello Sanzio, der blev opført på Rudolph Tegners Museum i det smukke naturområde ved Hornbæk i et samarbejde med HamletScenen, teaterforeningen Gribskov Teater og museet.
Forestillingen er inspireret af Shakespeares tragedie af samme navn og syntes nærmest støbt til museets storladne skulpturfyldte rum, hvor skuespillerne i tidstypiske togaer gik rundt mellem det moderne lys- og lydgear.
Brutus oratoriske forsøg på at overbevise folkemængden (os tilskuere) om, at mordet på Cæsar blev begået af kærlighed til både Rom og Cæsar selv, og siden Marcus Antonius ligtale var de centrale tekstelementer i forestillingen (venligst oversat til dansk på toppen af museumsvæggen), men egentlig er det selve ordenes og stemmernes lyd, der er det centrale – og det anskueliggøres ved at der er placeret et endoskop i skuespillerens hals, så stemmebåndenes bevægelse projiceres op på en skærm – mens den afsluttende ligtale kæmpes frem i hviskende lyde, og hvor et halshul hos skuespilleren signalerer stemmebåndenes fravær.
Det var teater med stort T – men sindsoprivende interessant at overvære.
Børn overalt
Givet også urovækkende for de to-tre børn, der var med til den ret så 'voksne' forestilling. Men faktisk var der børn til stede ved samtlige forestillinger og events, som Deres festivaludsendte overværede.
Men selvom der da var enkelte forestillinger, der ikke rigtig egnede sig til børn, var festivalprogrammet uden advarende aldersgrænser (dog sås et skilt med +7 år ved indgangen til 'Àrtica'), og langt de fleste events kunne med lidt god vilje karakteriseres som familieegnede – og i sagens og gadernes natur var der da mange børn til stede ikke mindst i dagtimerne. Oftest morede de sig uhæmmet og var også blandt de mest ivrige, når gadeteaterfolket havde brug for en hjælpende hånd. Og ellers så det ud til, at de mødte resten med passende undren og nysgerrighed, selv når det blev lidt for mærkværdigt.
Eller også kunne man se dem uanfægtet underholde hinanden med leg og snak og omkringløben i periferien af kunsten – når de da ikke lige spurgte interesseret til de voksne, hvad det egentlig gik ud på. Og DET var ikke altid lige let at svare på!
PASSAGE-festivalen havde i øvrigt også sørget for specifikke workshops til børnene, hvor de bl.a. kunne skabe gakkede dukker af skrald eller via sang, bevægelser og rytmer tage på en eventyrrejse blandt de dyr, der kravler i græsset.
Og der var såmænd også konkurrence på Deres udsendtes arbejdsfelt, idet festivalen havde etableret et teen-anmelderteam, hvor 14-18-årige kunne skrive artikler og anmeldelser – hvoraf nogle blev trykt i Helsingør Dagblad, der havde stillet fire daglige sider til rådighed for den gode sag.
En usædvanlig teaterforening
PASSAGE-festivalen er som nævnt et dansk-svensk samarbejde, anført af den lokale teaterforening i Helsingør, der som landets øvrige teaterforeninger henter turneteater for voksne og børn til byen, men altså også brander sig ved at arrangere teater og events alle andre steder end i teaterrummet.
Helsingør Teater har da også som erklæret målsætning, at 'få scenekunsten ud over scenekanten og ud til publikum. Det sker blandt andet ved at bringe teatret væk fra scenen og ud til folk, men det sker i den grad også ved at inddrage beboere i lokalområdet – og særligt i boligområder – i teatrets processer', som det lyder på teaterforeningens hjemmeside.
At man udover at være festivalarrangør også går ind som medproducent på udvalgte forestillinger i sæsonens løb skal blot ses om endnu et redskab i arbejdet 'for at skabe folkelig appellerende teaterkunst i et eksperimenterende og nyskabende regi'.
Den usædvanlige teaterforening kunne være en stor inspiration for andre af landets teaterforeninger, men at være både festivalarrangør og coproducent af forestillinger kræver selvfølgelig også, at den lokale kommune og diverse sponsorer bakker op – og at der eksisterer en leder med den nødvendige erfaring og indsigt.
Unikt mødested mellem kunstnere og lokalbefolkning
For Helsingør Teaters vedkommende hedder direktøren for det hele Jens Frimann Hansen, og han fortæller om udvælgelsen af forestillinger til PASSAGE:
»Vi er et team af medarbejdere, som lægger festivalens program. Min rolle i forhold til programlægning er mere på det strukturelle, det langsigtede og det projektmæssige. Helt overordnet skal forestillingerne for den udenlandske del være internationalt anerkendte, typisk har de spillet på kuraterede festivaler, men det er ligeså vigtigt, at de har en lokal relevans. For danske gruppers vedkommende interesserer vi os for om værkerne er støttede af PUS (Projektstøtteudvalget, red.) og/eller deres kunstneriske greb og strategi samt deres relevans for Helsingør og vores festivalprofil,« siger han.
Og har også svaret på rede hånd, når man lige spørger til, hvorfor man egentlig giver sig af med at lave gadeteaterfestival i den størrelsesorden og så relativt langt fra en traditionel teaterforenings virke.
»At vi overhovedet kan lave en festival, hænger selvfølgelig sammen med det særlige forhold, vi har til kommune og andre støtter. Men for mig er festivalen også en særdeles fin branding af teaterforeningen og dens formål.
Festivalbegrebet er efter min vurdering stærkt undervurderet i Danmark. Vi får færre og færre kunstneriske stemmer fra provinsen, næsten alle kunstnere klumper sig sammen i de store byer. Festivaler, og i særdeleshed festivaler i provinsen, er et unikt mødested mellem kunstnere og lokalbefolkning. Især når man taler gadeteater. Hos os ser vi helt utvetydigt et publikum, som aldrig kunne drømme om at købe en billet til en teaterforestilling, men dem fanger vi altså her. Flere og flere kunstnere interesserer sig heldigvis for dette felt og har modet og troen på sig selv til at sætte især værk- og publikumsbegrebet til diskussion,« lyder det fra Jens Frimann, der ser relativt optimistisk på teatrets fremtid – og PASSAGE-festivalens afsmitning på Helsingør Teaters øvrige virke.
»Vores udgangspunkt er jo altid kunstnerne og deres værker, men der er en helt klar tendens til, at festivalen er vejen ind til, at de på et senere tidspunkt løser billet til en indendørs forestilling eller måske ligefrem tegner et abonnement.«
Sociale aspekter
Og måske kommer der også nogle fra de såkaldt socialt belastede områder, der også fik del i PASSAGE-events og også er genstand for nogle stedsspecifikke teaterprojekter, som Helsingør Teater gennem årene har stået for.
I år var der fx. festivalforestillinger i boligområder som Nøjsomhed og Vapnagaard i Helsingør og Tibberupparken i Espergærde. Og selvom modtagelsen her er rimelig positiv, betyder det sjældent, at beboerne så også bevæger sig ind til festivalens øvrige tilbud i bymidten, men her ser Jens Frimann også et andet aspekt ved at lægge alment interessante forestillinger ud i disse områder:
»Med det opnår vi den modsatte effekt, nemlig at middelklassen og de kunstinteresserede pludselig dukker op i et boligområde sent om aftenen, hvor det offentlige rum ellers er præget af angst og frygt. Det er mindst ligeså vigtigt, som at borgerne herfra kommer ned til byen. Vores greb er, at vi ikke går på kompromis med det kunstneriske, og at vi har et ultimativt højt ambitionsniveau. Også når vi taler almennyttige boligområder,« siger han og sætter dermed også gadeteaterfestivalen ind i en politisk opdragende og småborgerlighedsnedbrydende kontekst, som mange af PASSAGEs forestillinger også indeholder.
Selvom der altså også var mange, der blot og bar var gøgl og lir og løjer og god underholdning.