Af: Henrik Lyding

17. august 2014

Lille mand, hvor skal du hen?

Potent og charmerende drengerøvsdans om manderollen og aggressionen.

Det er nok det første, vi alle sammen kigger efter – har han sandaler på, ham fyren på scenen? Svaret er nej. De kommer nemlig dinglende ned fra loftet i en krog. Sandaler fra Himlen!

Fodformede, ergonomiske og garanteret også økologiske sandaler, der har haft et godt og bæredygtigt liv – sådan ser de i hvert fald ud. Perfekte til at dræbe enhver form for sexet udstråling hos den mand, der har dem på.

Men det forbløffende sker, at danserne Jannik Elkær Nielsen og Kristoffer Louis Andrup Pedersen, snart i kedeldragt, snart bare i underbukser, totaltrumfer de seksualitetsdræbende sandaler og tilhørende folkedragtsstribede uldsokker. Her står et par potente mandfolk og leger kækt med den moderne metroseksualitet.

Aggressionen er nok den bærende kraft i samspillet mellem de to. Når de råber af hinanden, drenge-slås eller klapper hinanden kontant på skulderen. Som to sultne handyr kredser de rundt, parate til at slå ned på enhver svaghed. Som deltagere i et broderskab gennemspiller de en række forløb med og mod hinanden.

Klap og klask

Midt på scenen står et skab – det konkrete billede på spørgsmålet, alle mænd må kæmpe med, nemlig hvem, der bestemmer, hvor skabet skal stå i mandens liv. Her er det imidlertid musikeren Alice Carreri, der pludselig indtager det. Inde i bunden af skabet sidder hun og spiller dukkeklaver til vemodige sange på engelsk. En sær og let syret kontrast til drengene omkring hende i nærmest bar røv. Eller med kedeldragterne på, side om side, tavse, for rigtige mænd behøver som bekendt ikke altid at kæfte op. Et klap på skulderen, så forstår vi hinanden.

Og klappene bliver til klask – så det svider i huden. Og klaskene udvikler sig til serier af bevægelse – koreograferet mandesnak uden ord. Indtil aggressionens hænder varsomt puttes i lommerne på kedeldragten, og kroppen forvandles til en død og stivnet ting, en statue, en mannequin, der kan flyttes rundt på. Brat kommer skabet i spil, flyttes og vippes, med de to knægte som habile balanceakrobater ovenpå. Hvorpå lysmanden – selvfølgelig også i sokker og sandaler – lige blander sig med en whisky og nogle glas. Den slags må jo til mellem mænd!

Igen balancerer de to hanner mellem det akrobatiske og det aggressive i en slags ritual-dans, kredsende om mandekroppen, mandekraften og manderollen. Med de bare brystkasser, skæg og vildt hår som potente udtryk over for sandalernes bløde værdier. Selv om man nu bestemt ikke skal underkende sandalens kraft – se blot, hvor effektive de er til at give lussinger med, eller til at slå mod hinanden, så rytme og dunkende musik opstår og aggressionen på den måde slippe ud af manden.

Det er 35 fortættede minutter, vi får her. Jannik Elkær Nielsen og Kristoffer Louis Andrup Pedersen er seværdige og rå dansere med fuldkommen styr på virkemidlerne og såvel de kropslige som de mimiske udtryk.

Det er præcist og sejt mandeteater for begge køn – og det giver, tror jeg, både drenge og piger en ny fornemmelse af, hvor stærk og maskulin en udtryksform moderne dans kan være – tilmed med et fint strejf af humor midt i al den potente mandehørm.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
På vippen til 0. klasse
Teater My:
'Vi skal gøre det igen'
’Vi skal gøre det igen’ kryber, trods enkelte svagheder, med ro, rammende små detaljer og underfundig humor ind i et 6-årigt barns liv fra stor børnehavepige til lille skolepige.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
På vippen til 0. klasse
Teater My:
'Vi skal gøre det igen'
’Vi skal gøre det igen’ kryber, trods enkelte svagheder, med ro, rammende små detaljer og underfundig humor ind i et 6-årigt barns liv fra stor børnehavepige til lille skolepige.