For at sige det lige ud: Dette er en rigtigt dårlig forestilling. Eller for skære det ud i pap: Dette er ikke en forestilling, det er slet ikke teater.
Det mindste man kan forlange af en teaterforestilling, også for de allermindste, er en slags dramaturgisk sammenhæng. Jeg mener ikke nødvendigvis en konsistent historie med ansats og opbygning og peripeti og slutning og hvad det ellers hedder. Jeg mener noget, der holder en vis spænding eller forventning ved lige. Noget der har interesse-fokus hele vejen. Noget der (logisk eller ulogisk) fører os fra et moment til et andet. Og NB! det skal være gennemgående.
Netop for det allermindste publikum kan forundring i sig selv være nok til at binde en række større eller mindre – magiske eller reelle – elementer sammen. Forbløffelsen over det uventede eller magiske bliver selve det kit, der holder forestillingen sammen og opmærksomheden åben. I dansk børneteater er der gode eksempler på dette.
Der er forskel på teater og leg, der er forskel på at skabe sig og at spille teater.
Skægspires ’Spirrevip’ er almindelig gammeldags legestue, hvor en distræt og rar og lidt tumpet voksen begår en masse fejl og dumheder, som børnene kan gennemskue og som kan få dem til at grine. Det er der i og for sig ikke noget at sige til. Det kan gøres med stor charme, med masser af humor eller slapstick, eller til og med elementer af tragedie som i et godt klovnenummer. Og charmen, humoren eller tragedien kan give det en teaterværdi, hvis der er gennemgående og sammenhængende træk.
Men uden sådanne træk sidder vi med en falsk varedeklaration, for teater bliver det ikke sådan helt af sig selv.
Det forpligter at være lille storbyteater
Jeg begyndte med at skrive, at dette er en ’dårlig’ forestilling. Med det mener jeg altså, at der mangler det, der er nødvendigt for at blive teater – noget gennemgående der kunne binde det hele sammen til noget vi kan identificere os med eller i.
Endvidere: Den ’Spirrevip, vi ser her, er en voksen der leger, at hun er et barn, der leger, og som undervejs finder på, hvad hun skal lave. Det meste drejer sig om bamsen, hun finder i enden af en snor, og som skal vaskes, og som vælger sig et navn, og det skal være Karl Viggo. Og som der skal synges en sang om, og så alligevel ikke.
Men ’forestillingen’ magter ikke at gøre bamsen til et samlende punkt. Dertil er der for mange intetsigende indfald og svinkeærinder, som hele tiden leder væk fra det, der kunne have givet rækken af handlinger et fokus. Problematisk er det også, at det, der skal gøre det ud for skuespilleri, bliver påtaget, skabagtigt og overtydeligt og tit udarter til det rene fjolleri.
Kære Teatret Skægspire – dette er amatøristisk!
Indrømmes skal det, at der var flere af de små i den lille sal i Mødestedet i Bramming, som grinede højt. Og dumme og glemsomme voksne er jo morsomme, ikke mindst når der er pruttepuder i sofaen eller man falder på halen eller stolen synker ned af sig selv.
Indrømmes skal det også, at der faktisk er ét gennemgående træk. Det kan bedst beskrives som en gentagende: Øv, hvor er jeg dum-attitude med tilhørende slag i panden og himmelvendte øjne. Men det bliver det ikke teater af.
Jeg ville aldrig have skrevet denne anmeldelse hvis det ikke var fordi, Teatret Skægspire er et lille storbyteater i Odense med dertil hørende støttemillioner. Helt ærlig: Jeg synes det forpligter! Langt ud over hvad jeg fik at se i Bramming.
