Af: Gudrun Hagen

25. august 2021

Legens logik med ler

Teater Bliks ’Aftryk’ er en legende, sansende forestilling med ler i alle former, der undersøgende og nysgerrigt inkluderer sit unge publikum til UG og får os voksne til at smile genkendeligt over børnelogikken i legens spilleregler

Man bliver nysgerrig fra start over det fine scenerum i Teater Bliks forestilling 'Aftryk'. 
Der er spots på diverse glasvaser, nogle fyldt med vand, andre tomme og i midten er placeret en kæmpe drejeskive med ler i forskellige former og nuancer – mørkt og lyst, grå og gult. Hvad skal alt dette mon bruges til? 

Aldersgruppen er sat til 0-4 år, og det er let at forestille sig, hvordan de vil suge det hele til sig allerede inden forestillingen begynder.

Legens forhandlingslogik

Med et plask er vi i gang. Våde bare tæer på gulvet giver tydelige fodaftryk på det sorte scenegulv. Legende, undersøgende, eksperimenterende og sanseligt går legen videre med håndaftryk på scenegulv og hud. Små, bestemte kommandoer, dikteres undervejs; ’Mere!’, ’Stop!’, ’Nu!’, ’Giv mig den!’, ’Tak!’ og andre ting vi kender fra de mindstes leg. 

Ikke mindst ’Det er min!’ går igen med stor effekt. Det er ikke altid let at blive enige om at dele leret eller få aftalt regler for legen, der huer alle, og dette lege-univers fungerer fornemt. Store som små nikker vi genkendende til udfoldelsen af legens forhandlingslogik.

Vandpjask og lerværksted – rod og ballade

De er to personer på scenen. Maria Grønlund Malling og Simon Voigt har begge virkelig god kontakt til publikum. Begge er de i grå gevandter med deres lange hår samlet i en knold i nakken. Som forestillingen skrider frem også med ler på fingrene og diverse andre steder, som de leger løs med ler-aftryk på hinanden. 

Han maler med ler på hendes arm. Hun ruller legende en lerbold på hans ryg og ned ad armen, indtil den med et plumb ryger ned i vandet. ’EJ!’ kommer det med hånden for munden hos en lille størrelse i publikum. 

De to fortsætter ufortrødent med at rulle lerbolde på det sorte scenegulv – som at tegne, og lidt som at lave ballade, for det bliver noget rod på det før så ordnede scenegulv. De to får nasset hinanden godt og grundigt til. Det er ren fryd for de mindste.

Taktilt tilfredsstillende

Selv for voksne er der noget taktilt tilfredsstillende i at se en hånd blive mast ned i en perfekt firkant ler på drejeskiven. En ståltrådsline ændrer ler-legen og glaslyde tilføjes. Dette udfoldes til en hel lille melodi imens leret skæres ud i forskellige former. Simon der også har komponeret musikken, står yderligere for lyden ved at nynne. 

Der er ikke tale om dygtige lerkunstnere her. Det hele handler om processen, at lege og undersøge. At turde og at rode! Noget de små gyser af fryd over. Da Maria tilbyder publikum sin våde lerhånd, afstår langt de fleste. Man vil ikke selv nasses til. 

Grænsen overskrides på fineste vis hos en af de små, der får et vådt prik på sin pegefinger. Denne forsigtige kontakt med publikum, afløses af et voldsomt, kæmpe aftryk på skulderen af Simon. 

’EJ!’ kommer det igen fra salen. Må man virkelig det?! Får man ikke ballade for den slags? Ligger der underforstået i dette udbrud.

Stemningsskift og voldsomhed

Trommen skifter stemningen. Der trampes hårdt og leret kastes ned på drejeskiven tungt og voldsomt. Begge dele giver en decideret rituel stemning. 

En lerfigur med øjne formes til rytmerne. Ved behændigt at smide det lille væsen op på håndryggen har den med ét fire finger-ben, og denne firbenede lille ler-alien fortryller, som Maria præsenterer den scenen rundt. Igen med fremragende kontakt til publikum.

Som alt andet i forestillingen udvikler dette sig også. De laver begge små figurer, der følgelig hopper rundt på scenen, snakkende, mjavende, animeret, brummende. Flyvende og sludrende. Meget passende flyver tankerne hen på lydene fra ’Pingu’-modellervoksserien, som vi kender fra tv. 

Her leges igennem – leret skal bade, men det ender med smadder. Voldsomheden bliver komisk selv for de voksne. Simons store krokodillegab med skarpe tænder æder Marias lille lerdyr. ’Sådan!’ lyder det bestemt. Men triumfen bliver kort. Det er lige nok for Maria, det her. Simon er gået over grænsen. Børnelogikkens legeunivers udspiller sig igen på fornemmeste vis for os, og selv de mindste forstår så udmærket.

´Sådan!’ får man lyst til at udbryde, som de gør det på scenen. Denne anmelder skal ærligt indrømme sin sunde skepsis i starten, men undertegnede må overgive sig til stykkets undersøgende, nysgerrige sanselighed.

På fineste vis evner ’Aftryk’ både at være voldsom og stille, og fremfor alt fascinerer den med enkle virkemidler og store mængder nærvær. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.